Steen Lykkeberg | Ove lykkeberg


Forord - af Carl Scharnberg


Så enkelt, jævnt, personligt, ægte kan et stykke Danmarkshistorie fortælles af en ukendt, der var med til at opleve og skabe historien. 

Hvis der var retfærdighed til, ville en røst som denne få lov til at fortælle gennem de store medier. Men det vil ikke komme til at ske. For denne røst er ødelæggende for det forlorne, der er blevet bygget op omkring besættelsestidens historie. Denne bog om modstanden under krigen er i sig selv et stykke modstandskamp også mod de offi­cielles officielle historie om Danmark dengang. 

Derfor: Gør med denne bog som med de illegale blade under krigen: Læs ! Giv videre! Lad den gå fra hånd til hånd! Giv den til unge, så de bedre kan forstå, og så de har noget at give videre af til en ny generation, historien om det, de ellers ikke får at høre..  Godt en sådan bog er blevet skrevet. Lad den blive læst!




Optakt



En aften i 1937 samledes en lille gruppe mennesker i vores hjem i Frederiksberggade i Horsens, jeg var 13 år.

Borgerkrigen rasede i Spanien, og fra hele verden strømmede frivillige unge mænd til »Den internationale Brigade« for at hjælpe det spanske folk i dets kamp mod Franco-fascismen. 

To ung kommunister fra Horsens, Kaj Rasmussen og Sigvald Teglgård Nielsen, havde besluttet at rejse derned. Deres sidste aften inden afrejsen tilbragte de i vores hjem. Min far holdt en lille tale til dem. Jeg husker ikke ordene, men min mor var tydeligt bevæget, og jeg var heller ikke upåvirket. Min mor sagde: »Hvad nu, hvis det var din søn?« Hun mente. Ove, min bror, der da var 17 år. »Ja,« sagde min far, og jeg husker endnu, hvor stolt jeg var over hans ord, »jeg ville have skammet mig, hvis han var gammel nok og ikke var rejst.« 

Mange ville i dag ikke fatte denne ordveksling, men medens vores lille, lykkelige land levede i sorgløshed og netop havde valgt Stauning frem for kaos, skete der ting ude i verden, som kun få her havde øje for. De borgerlige blade roste Franco nøjagtigt, som de havde lukket øjnene for Hitler fra 1933. Gennem det hele skinnede deres fryd over, at de forbandede bolschevikker nu fik tur! 

Vi havde en tysk flygtning boende, som også havde besluttet at rejse til Spanien. Han var flygtet fra Tyskland i 33 og havde netop fået efterretning om, at hans kone var død i KZ-lejr og hans søn blevet medlem af Hitler-Jugend. 

Den omtalte aften lånte jeg Sigvalds lommekniv, skrev en lille hilsen til ham og pressede den ned imellem bladene, så den ikke kunne ses ved første lejlighed. Og stolt var jeg, da Sigvald måneder efter skrev hjem og takkede for den lille hilsen. Sigvald overlevede borgerkrigen, men Kaj druknede allerede på vej derned. Han var ombord på en russisk fragtbåd, som blev sænket af en tysk u-båd på vej fra Frankrig til Spanien.

Efterretningen om Kajs død var et hårdt slag for hans gamle far, den seje og stoute landarbejderagitator Anton Rasmussen. En dag, jeg kom hjem, stod han i vores stue og fortalte om Kajs død. Den gamle kæmpe med sit hvide, karseklippede hår og let duknakkede skikkelse stod midt på gulvet og hulkede. Jeg så fra min mor til min far og fik et tegn om at gå ind i vores soveværelse. Fra døren på klem så jeg min far lægge armen om Antons skulder, så kunne jeg ikke tåle at se mere og lukkede døren. 

Samme dag var der over radioen kommet meddelelse om Hitlers og Stalins ikke-angrebspagt, og da jeg lidt efter kom ind i stuen, diskuterede de Stalins geniale skaktræk - hvad det jo også senere viste sig at være. For det var ingen af de to gamle bolschevikker i tvivl om, at det var. I de nærmeste dage derefter blev vores lille stue en sydende dampkedel af tyske emigranter, partikammerater og familie. Vores nabo, den stilfærdige Sejerdal Pedersen, råbte højt over hækken i baghaven. 

Men det skulle blive endnu værre. Da striden om Leningrads sikkerhed endte med krigen mellem Finland og Sovjetunionen, nåede hetzen mod danske kommunister uhyggelige højder. Min far kom en dag hjem fra slagteriet, efter at han var blevet overfaldet af indtil da gode arbejdskammerater, der måneder senere skulle vælge ham ind i deres bestyrelse i fagforeningen og komme enkeltvis i vores hjem og trykke på hånd og sige undskyld.





9. april, 1940






Jeg husker endnu, som var det i går, de »sorte fugle«, der kastede deres »0 P R 0 P« ned over hovedet på os. Min mor stod udenfor på en stol og pudsede vinduer og råbte ind til mig: »Kom op og se, der er store flyvemaskiner, som kredser lavt over husene.« 

Min far var allerede gået på arbejde på slagteriet, hvor han mødte kl. 6. Vi tændte for radioen, men den spillede som sædvanlig, og snart afløstes musikken af kaptajn Jespersen, der hver morgen sled bravt for at ruske den danske befolkning op til en rankere, mere spændstig, mere stolt holdning - tag nu fat i den rengjorte stav, du dovne - op af fjerene - ud på gulvet - skil benene. 

Efter arbejdstid samledes vi oppe på Allegade og så de tyske tropper køre igennem byen nordpå. Vi stod der til midnat, ingen havde lyst til at gå hjem. Den 9. april var den mildeste aprildag i mands minde, aftenen var lun med over 20° varme. 

Dagen var gået som sædvanlig. Jeg var arbejdsdreng på Hede Nielsens radiofabrik »Herofon«. Rygterne svirrede, og mester sagde: »Nu overtager »Telefunken« nok det hele, dem kan vi ikke konkurrere med! Men så gode højttalere, som vi laver - dem kan de nu ikke lave, de tyskere!« Fabrikken fyrede da også snart de fleste af sine folk, og den blev vist aldrig mere, hvad den havde været. 

Snart efter fik jeg arbejde på Chr. Nielsens armaturfabrik, som dengang lå i Houmannsgade og strakte sig op til Allegade med kontorer lige over for Rædersgade. Fra det »fine« job på radiofabrikken var det en omvæltning at arbejde her. Vi lavede store stålventiler, skydeventiler, gashaner o. m. a.. Der var en stor kobbersmedje med gamle faglærte smede, som var rene kunstnere til deres arbejde. Vi var mange arbejdsdrenge, og sammenholdet og kammeratskabet var det beskidte arbejde værd. 

Tyskerne fik snart øje på fabrikken og dens muligheder, så inden længe fik vi en produktion i gang med at lave små ventiler til ubåde, og ind imellem at bore huller til gashaner hjalp jeg prøvemesteren Svend Jensen med at afprøve de små ventiler under vandtryk - var de tætte, skulle jeg som sidste operation stemple dem i den ene sekskant med et hagekors. Med en kørne, jeg havde i lommen, slog jeg et mærke i sædet på nogle af dem, så de var ubrugelige, når de nåede frem til bestemmelsesstedet, men værkførerens svoger Egon P. opdagede det og sladrede. 

Jeg benægtede naturligvis på det kraftigste, da jeg blev kaldt ind til overværkfører Christiansen - han var en lille, barsk herre, som jeg ellers havde et godt forhold til, og som tit havde stået i timevis og diskuteret politik med mig i arbejdstiden. Han var nu ukendelig, han bandede og svor: »Nu bliver du sendt ned i støberiet, og hvis jeg hører eller opdager, at du laver sabotage på noget af det, vi laver til tyskerne, så bliver du ikke alene fyret, du bliver også meldt! Nu skal vi til at gennemgå alle ventiler, du har afprøvet, og Gud nåde dig, hvis vi finder en eneste utæt. Vi må være glade for, at der ikke er afsendt nogen endnu.« 

Ved den nye afprøvning blev der fundet 20-30 stykker utætte, men de blev gemt af vejen ved gode arbejdskammeraters hjælp, og hvis de ikke er fundet endnu, ligger de gravet ned i haven i Frederiksberggade 20, hvor vi dengang boede. Mit »straffearbejde« i støberiet varede 3 måneder og blev en drøj tid, hvor jeg på lige fod med de voksne arbejdsmænd måtte tage min tørn med den tunge digel, som jeg måtte opbyde alle mine kræfter for at kunne bære. 

Før disse begivenheder, det har været i maj 1940, deltog jeg som DKUer i et møde i DKP hos Fritz Kraul, Nørretorv 3, Horsens. Jeg fulgtes med min far, som sagde: »Du er vel klar over, at du ikke skal omtale mødet for nogen.« Matros Svend Nielsen fra Centralkomiteen talte om den politiske situation og den vanskelige opgave, partiet nu var inde i - et legalt, kommunistisk parti - i et land besat af vore ærkefjender, det nazistiske Tyskland. Alle på mødet var da også klar over, at det kun var en kort overgang, og at partiet nu måtte ruste sig til og forberede sig på illegalitet. De folk, der udadtil tegnede partiet, ville blive de første, tyskerne ville slå ned på, og et af de praktiske resultater af mødet var, at man udpegede mere ukendte folk til at træde til i påkommende tilfælde. Det var en erfaren forsamling, der den aften traf de nødvendige foranstaltninger, bortset fra mig, der kun var 15 år. 

I vores hjem var der gennem 30'erne kommet snesevis af tyske emigranter, nogle på flugt direkte fra tyske koncentrationslejre og fængsler, og de var ikke lige velset af de danske myndigheder. Hos os i Frederiksberggade boede i omkring et år en tysk kommunist fra Hamburg, Otto Euent, han var tagtækker, en mand i 45-års alderen, som var flygtet efterladende sig kone og barn ( en søn ). Han rejste videre til Spanien, hvor han som frivillig i Thälmannbataljonen blev dræbt ved fronten af en fascistisk kugle. Alle de tyske emigranter var garvede folk fra arbejderbevægelsen. De andre mødedeltagere - sølvarbejder Henry Christensen, gartner Georg Andersen, billed­skærer Nordberg Nielsen, arbejdsmand Jens Hald, maskinarbejder Henry Wahlgren, cigarmager Halvor Eisner, arbejdsmand Chr. Andersen o. a. havde lignende erfaringer med emigranter. 

Det var et historisk møde, som Svend Nielsen udtrykte det til slut: »Det er vigtigt, at vi bevarer vores parti legalt så længe som muligt, ingen skal tro, at vi, fordi fjenden er i landet, ophører med at kæmpe for det arbejdende folks sag.« Da vi gik fra mødet, sagde min far: »Jeg må nok hellere finde et sted, så jeg kan sove ude, hvis situationen ændrer sig.« At min far skulle sove ude, fordi tyskerne var i landet, så jeg pludselig konsekvenserne af. 

Mange aftener havde jeg siddet og lyttet til beretninger af tyske emigranter. Hvor jeg husker en aften, det har været i 34 eller 35, hvor Bruno trak sin skjorte af og viste os friske ar i ryggen efter dolkestik tilføjet ham af de frygtede brunskjorter S. A., som Hitler brugte til at terrorisere gaderne i de tyske byer med, og som var bødler i de første KZ-lejre. Andre viste forslåede kroppe, og min mor sagde: »Så børn, så er det sengetid.« Vi måtte ikke høre om det. Ernst, en anden tysk emigrant, sagde: »Jenny, pak ikke børnene ind i vat, de kan komme ud for det samme!« Men i seng kom vi. 

At min far skulle komme ud for det - arrestation, indespærring, tortur - var lige ved at være for meget for mig. Jeg sagde: »Der er jo nogenlunde fredeligt lige nu« - og skjulte, at det gjorde ondt i mig, »det vil mor heller ikke kunne leve med«-jeg blev ved. »Ja, ja,« sagde han, »lad os nu se tiden an. Der er jo ingen, der siger, det skal være i morgen.« Men noget skete i mig på den natlige tur hjem efter mødet på Nørretorv. 

Vores i forvejen lille DKU-afdeling blev endnu mindre, da flere af kammeraterne blev sendt på ungdomsarbejde, bl. a. til Hedeselskabet. Jeg selv var blevet næstformand i Arbejdsmændenes ungdomsafdeling med den senere borgmester Robert Holm som formand. Vi arbejdede meget på at få arbejdsdrengene rundt på fabrikkerne organiseret og få deres løn hævet og fik da også en hæderlig stor afdeling stablet på benene. Men så kom den skæbnesvangre dag, der skulle ændre hele verdensbilledet, og som kom til at ændre mit og mange af mine venners, kammeraters og min families liv.

Den 22. juni 1941 indledte tyskerne operation »Barbarossa«, som en gang for alle skulle gøre det af med Sovjetstaten og dens ideer. Samme dag, en hed sommerdag, slog det danske politi til. Vi var netop færdige med middagen, da to sorte limousiner kørte op for døren i Frederiksberggade. Allerede om morgenen hørte vi om angrebet på Sovjetunionen, men nok lidt paralyseret troede fatter ikke, at det kunne få omgående følger for ham. Men det fik det. Medens den tyske krigsmaskine overfaldt Sovjetunionen, kørte danske kriminalbetjente rundt i vores land og arresterede ledende, danske kommunister, og de fleste steder tog de sandelig deres opgave alvorligt. Hos os ryddede de bogreoler - private papirer tog de med. Da de gik med fatter, flød vores hjem som efter et hærværk. Min far sagde: »Nu løber vi linen ud«, og så mig fast i øjnene. Jeg blev lidt beklemt og oversatte inde i hovedet hans ord til: »Nu må du gøre din pligt«. Jeg husker en mærkelig stolthed, da jeg så hans ryg. Vi trøstede mor, eller var det hende, der trøstede os? - min stærke mor, som gik svære tider i møde med at slås med myndighederne og socialkontoret. Mellem fængslede kommunisters koner (»De røde Enker«) blev særlig Horsens socialkontor kendt for dårlig og sjofel behandling af de kvinder, hvis mænd sad i Horserød. 

Min gode kammerat og skolekammerat Verner Høj Nielsen spiste til middag hos os den søndag. Arrestationen af min far gjorde også et stærkt indtryk på ham. Der gik ikke lang tid, før vi havde forbindelse med partiet gennem Fritz Nielsen (»Åge«), Køge. Sammen med Georg Andersen delte vi Aksel Larsens åbne brev til regeringen ud. Senere »Politiske Månedsbreve«, Vi puttede dem i folks brevsprækker, lagde dem i de mest læste bøger på biblioteket, og på »Chr. Nielsen« lagde jeg dem i maskinarbejdernes skabe og skuffer. Det samme gjorde Verner på Herofon, hvor han var begyndt at arbejde igen. 

Endnu cirkulerede de illegale skrifter ikke frit mellem folk. Regeringen advarede befolkningen mod kommunistiske provokationer, der kun var ude på at ødelægge forholdet mellem besættelsesmagten og de valgte repræsentanter. Den 8. marts 1941 holdt vort lands statsminister en tale i Studenterforeningen. 

Stauning sagde (i uddrag): »Tyskerne har visse planer om en blivende europæisk nyordning, der skal være rådende i fremtiden. Det vil kræve et samarbejde i Europa hvilende på planøkonomi og ikke som hidtil på samfundsegoisme! Det vil nødvendigvis medføre ændringer i de vante forhold, og jeg ser det som opgaver, der skal løses«. 

(Nu kommer det værste! (S. L.))  

»Bedst ville det være, om man roligt og villigt medvirkede til denne tilpasning, når tiden er inde - det vil ikke være så afskrækkende, som nogle måske synes. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver.« 

Denne tale skulle blive den officielle holdning i landet de første år af besættelsen - den kom til at lamme store dele af befolkningen. Dens betydning skulle først få et afgørende knæk den 29. august -43. 

Men tilbage til »Åge«, som nu blev en hyppig gæst, han lovede at skaffe noget dynamit, det blev på det tidspunkt brugt af skovarbejdere bl.a. til at sprænge trærødder til brændsel med. Så det skulle ikke være svært at få fat i, mente han. Vi havde på det tidspunkt ikke udset de enkelte mål for, hvor dynamitten skulle bruges, og »Åge« sagde på forhånd, at jeg under ingen omstændigheder måtte foretage mig noget, før jeg havde forelagt ham en detaljeret plan over, hvad vi ville sprænge i luften. Men »Åge«'s arbejdsområde var omfattende, så en dag kom der en afløser - nemlig Jens Schrøder fra Ålborg. Vi var straks på talefod. Jeg fulgte ham til toget - det har været juli 42 - han blev arresteret august 42, kom til Horserød og overlevede KZ­ lejren i Stutthof. Da jeg fortalte ham, at »Åge« havde lovet os noget sprængstof, lovede han at se, hvad han kunne gøre. Vi gik en tur ud ad perronen, og her viste han mig, hvordan man kunne anbringe dynamit i et sporskifte. Det var Verners og min plan at afspore et tysk troppetransporttog. 

   Schrøder sagde: »Det må I satme ikke - tænk, hvis der er ammunition med toget, så ryger hele byen. Hvis I skal lave det, må I ud på strækningen langt fra beboet område!« Få dage efter kom han tilbage, han havde ikke kunnet skaffe dynamit endnu, men han havde nogle brandbomber med, som vi kunne »lege« med, som han udtrykte det. 

Verner og jeg kørte allerede om aftenen ned til havnen, hvor vi vidste, at man lastede brunkul til Tyskland til fremstilling af syntetisk benzin. Om natten lagde vi en brandbombe i brunkulsbjerget og så, den fængede, inden vi forlod stedet. Næste dag kørte Verner ned for at se branden, men bjerget lå uskadt, godt nok røg det derfra, men alt i alt var det ingen succes. Vi havde fået 5 bomber, ja, det er måske for meget at kalde dem bomber, de var på størrelse med en skosværteæske, og så var der en lang lunte deri. 

Et par nætter derefter kravlede vi ud til nogle tyske godsvogne, som stod rangeret ud på banelegemet ved Smøreksporten ved Fabriksvej, her smed vi to bomber op i nogle lastbiler, som stod på godsvognene, her flammede i hvert fald en op. Nogle nætter senere blev vi opdaget af en jernbanearbejder, da vi havde lagt en bombe i en tysk godsvogn med bildæk. 

Toget var imidlertid langsomt i fart, så vi måtte løbe om på den anden side af det og fik på den måde en lang spadseretur over mod Zoologisk Have (v/slusen ved Åbjergskoven) og hjem over broen ved Vestergade. Jeg aflagde beretning til Schrøder, som sagde: »Bare kny på, jo flere soldater, de skal bruge til at passe på deres materialer her i landet, jo færre soldater har de til fronten.«

Men nu tog begivenhederne fart. Verner blev angivet af sin værtindes søn, som han havde givet et illegalt LAND og FOLK, og afhentet af politiet, men i et ubevogtet øjeblik sprang han ud af vinduet på politistationen i Rådhusgade, og om aftenen, da det blev mørkt, opsøgte han mig på mit værelse i Konsul Jensensgade. 

Vi blev enige om, at jeg skulle opsøge Georg Andersen, leder af det illegale DKP, som skulle skaffe Verner af vejen. Verner tilbragte ventetiden på mit værelse, som var en heksekedel, når solen stod gennem det store tagvindue. Om morgenen gik jeg på arbejde og bad Verner være stille og ikke forlade værelset. »Javel, hr. kommandant,« sagde han. »Og husk - ikke spille radio.« »Javel, hr. kommandant,« »-Og husk------ .« Men Verner »glemte« alt, når jeg gik ud af døren. Fra tagvinduet kunne han se, når jeg rundede hjørnet over til fabrikken, så forlod han værelset for at træffe en pige, han havde forelsket sig i, og som han lige kunne nå at træffe, inden hun gik i skole. (Det anede jeg naturligvis ikke noget om). 

Ventetiden var lang, både for Verner og mig, der var jo grænser for, hvor længe jeg kunne gemme ham. En dag, der var vel gået en uges tid, kom på fabrikken en arbejdskammerat hen til mig og sagde, at jeg skulle komme op på direktør Janus Jørgensens kontor. Politiet var der. Jeg må væk, tænkte jeg, og løb ned gennem gården ud mod Houmannsgade. Ved udgangen sprang en mand frem og spurgte: »Hvor skal du hen? Er du Steen Lykkeberg?« Så blev jeg bragt op på direktørens kontor, her var endnu en kriminalbetjent, og ved skrivebordet sad den mægtige Janus Jørgensen. Inden vi forlod kontoret, nåede jeg at se en tysk soldateruniform hænge på en bøjle - hvorfor hang den mon der? 

»Verner har vi også,« sagde kriminalbetjenten, »han stod og ventede på sin veninde, og så viste han os hjem til dit værelse, uden at han anede det.« Værelset, tænkte jeg, brevet, den sidste brandbombe! Jeg havde netop skrevet et brev til min kammerat Sylvest Grantzau, som var i Viborg ved Hedeselskabet, og fortalt, at jeg kunne skaffe brandbomber, hvis det havde nogen interesse. Brevet nåede jeg ikke at få sendt, og den sidste brandbombe lå inde i hulningen i en husholdningstændstikæske midt på mit bord. Vi kørte hen på værelset, mine øjne søgte tændstikæsken og brevet, den lille blanke genstand lå fint i skjul. Jeg fik drejet æsken lidt, og brevet tog jeg i hånden. 

»Hvad er det, du har der?« sagde de straks. »Det er til en kammerat i Viborg.« 
»Hvad står der i det?« 
»Det er privat.« 
»Vi ta'r det med.« 
»Så vidt jeg ved, er der  brevhemmelighed i Danmark.« 


De ryddede nu mit værelse for bøger, pjecer og andre private ting. Vi kørte til Rådhusgade, hvor jeg blev indsat i arresten. 

Det blev en ubehagelig oplevelse. Da jeg skulle sove, nægtede jeg at aflevere min livrem, som om jeg var en anden kriminel. Derefter blev arrestforvareren - Jensen hed han - hentet. »Sådan en snottet hvalp, at vi skal spilde tid på dig,« råbte han, samtidig med at han smækkede celledøren op imod mig, så jeg blev presset ind mellem døren og væggen. Jeg ømmede mig. »Kan du se reglementet der - læs det!« hvæsede han, »og lær det udenad!« Han skummede af raseri. Jeg blev vist lidt bange. Tredje dags formiddag blev jeg lukket ud. Inden jeg gik, forlangte jeg brevet, de havde taget, det kunne jeg ikke få, det var til undersøgelse hos kriminalpolitiet. 

Den første, jeg opsøgte, var Georg Andersen. Da han hørte om brevet, sagde han: »Så må du væk. Nu beholder de jo nok Verner.« Han rådede mig til at holde mig fra værelset og ikke gå på arbejde mere. Næste aften, den 2. november 1942, tog jeg, da det var mørkt, ud for at snakke med min mor og med min søster Inga og hendes mand Svend, som boede på kvisten i Frederiksberggade. Jeg ville fortælle dem, at jeg nok måtte rejse væk. Da jeg kom gående op ad gaden, kunne jeg se biler foran nr. 20 og var klar over, at de nu havde åbnet brevet. Jeg listede op i gyden overfor og så to biler udenfor og skygger af sorte mænd gestikulerende indenfor de oplyste vinduer - her skulle en farlig forbryder fanges. De havde sagt, at de kom fra det politiske politi fra Kolding, forstærket med lokale folk!





Min illegale tid



Den dag i dag, når jeg kommer ind i banegårdshallen i Århus, tænker jeg på den aften, den første aften som efterlyst. Jeg gjorde mig slet ikke klart, hvad jeg gik ind til. Min mor havde fældet en tåre, da jeg talte med hende, efter at politiet var gået, nu fik hun også det at spekulere på, og her stod jeg, elendig tilpas, bange og nervøs. Den store hal så ud, som om den ville sluge mig. Og udenfor regnede og ruskede det, nej, jeg havde mest lyst til at vende om - men hvorhen?


Jeg mødtes med David Hejgård, leder af Midtjysk distrikt, hos Helen og Egon Petersen, som boede på Vesterbrogade. Han sagde: »Jeg ville sgu hellere ha' haft dig i Horsens, der kunne du gøre mere nytte, men jeg kan godt se, at jorden brænder under dig - nu må vi se, hvad vi kan finde på. Kan du skrive på maskine?« »Nej,« sagde jeg og tænkte, hvad kan jeg egentlig? 

Den første tid boede jeg hos den dejlige kammerat snedker Erik Pedersen på et værelse på Ringgaden. Han lærte mig at bruge en duplikator, og snart hjalp jeg til med at trykke Land og Folk på en såkaldt fluesmækker i en kælder i Risskov. Mest rejste jeg nordpå med bladet til Randers og Ålborg og lærte her det modige søskendepar Nicolaj og Ranse Bonde fra Randers at kende.

 Ranse var tandtekniker og boede i en spændende 1. sals lejlighed sammen med sin bror Nicolaj. Det første, Nicolaj gjorde, da jeg havde været der i to minutter, var at vise mig husets flugtmuligheder. Han sagde: »Det er måske lidt dramatisk, men jeg vil lige vise dig, hvordan du kommer væk, hvis vi pludselig får ubudne gæster.« Og aldrig har jeg været i et hus, hvor der har været så mange udgange, husker jeg forkert, når jeg siger 5? Ranse sagde: »Fortæl også »Søren« om den udvej at smutte ind i spisehuset nedenunder.« Her kunne man, inden man nåede gaden, benytte en dør og blande sig med gæsterne i restauranten. Da Gestapo endelig slog til, blev der brug for nødudgangene, men da havde jeg andet for.


I Ålborg kom jeg meget i Aksel og Oda Petersens hjem, som var et veritabelt hovedkvarter for modstandsbevægelsen i Ålborg. Jeg kom til at holde meget af den varme og slagfærdige Oda, som tog mig under sine beskyttende vinger, når jeg forhutlet og nedtrykt havde ærinde hos dem. Hendes venlighed fik jeg meget brug for -for efter kort tid - dec. 42 - blev jeg flyttet til Ålborg og skulle rejse til byerne omkring Limfjorden med illegale blade og post for Johannes Poulsen (»Niels«), leder af Nordjysk distrikt. Johannes var kommet i mit hjem, da jeg var dreng. Han betroede mig nu mange vigtige opgaver, bl.a. kurerrejser til København og Esbjerg. Jeg boede hos familien Kølgård på et loftskammer med centralvarme, dør om dør med tyske telefondamer. 




Tiden i Ålborg var deprimerende, jeg havde for lidt at lave. Når jeg ikke rejste, sad jeg i biografen til  formiddagsforestillingen, p.gr. af spærretiden kørte man film næsten hele dagen. Det var en streng tid. Oda var min oase i ørkenen, altid sød og gæstfri. Senere flyttede jeg til Nørre Sundby og boede hos en lokal handlende. Hans kone var bange for at have mig boende, de havde en nyfødt, og huset lugtede af spædbarn, de tynde vægge ind til familiens soveværelse genlød af skænderier om mig. Om dagen var konen sød mod mig og lod sig ikke mærke med, at hun helst så mig langt væk! 

Jeg var i Ålborg og Nørre Sundby ca. et halvt år. Jeg var tydeligt et fremmedelement i de lokale busser og rutebiler, hvor der nærmest herskede en familieagtig atmosfære mellem passagerer og chauffør. Folk var nysgerrige efter at vide, hvor sådan en ka'l skulle hen, men venlige var de, og ret langt havde rutebilen ikke kørt, før den summede vendelboesk! Jeg kunne ikke med min bedste vilje forstå et ord af, hvad der blev sagt. Men når jeg steg af med mine tunge kufferter, skævede de til hinanden.
Julen 42 spiste jeg, husker jeg rigtigt, andesteg hos Kølgårds. 

Om eftermiddagen gik jeg på posthuset for at ringe hjem til vores nabo i Frederiksberggade. Da jeg ville bestille samtalen, slog det klik for mig. Samtalen ville jo blive meldt fra Ålborg - det ville være dumt at reklamere med, hvor jeg var i Danmark. Jeg sagde til damen, at jeg havde glemt nummeret. Da jeg kom udenfor, bildte jeg mig selv ind, at min mor nok ville være blevet ked af det, så det var nok det bedste sådan, men det havde været dejligt at høre hendes stemme.


Endnu var det forholdsvis nemt at passere Storebælt, senere blev kontrollen effektiv. Johannes sagde:»Bliv nu ikke panikslagen, hvis du kommer i knibe!« Selv var han altid rolig og afslappet. Jeg skulle aflevere en kuvert hos nogle - viste det sig - ældre, søde mennesker i 2. eller 3. baggård i Istedgade. Jønson hed de. »Du er vist godt træt,« sagde mor Jønson. Om jeg var - det var min første kurerrejse, og jeg havde rejst med nerverne uden på tøjet, hvad der slet ikke var grund til, rejsen var forløbet uden vanskeligheder. Jeg fik en dejlig bred seng at sove i, og om morgenen, da jeg skulle på toilettet, kunne jeg gennem dørsprækken til stuen se de to gamle mennesker sidde og sove inde i stuen i deres lænestole. Jeg var flov og skammede mig og »skældte« ud, men de smilede, stolte over, at de havde narret mig.


Da jeg nu var i København, fik jeg den ide at sende min far, der sad i Horserød, en hilsen. Nu vidste jeg jo godt, at alle breve blev censurerede, og det var da heller ikke min mening at underskrive med mit eget navn. Så i stedet for mindede jeg ham om en lille familiespøg, som jeg var klar over,. han med det samme huskede. Så godt jeg nu husker det, skrev jeg følgende:

Kære Nicolaj Lykkeberg.
Håber, du har det godt, tænker meget på dig, mindes vor badetur til Husodde, da du reddede mig fra at drukne i de frådende bølger. 

Hilsen
Søren Nielsen

Sandheden var, at fatter på sin eneste badetur overhovedet aldrig kom under »de store bølger«, som han dramatisk refererede om til mor. (Fjorden var i øvrigt spejlblank!)

Mens jeg var i Ålborg, skulle jeg ikke holde mig selv med kost. Jeg fik anvist en familie, hvor jeg hver dag kunne komme og spise min middagsmad. Herved lærte jeg en fiskerfamilie at kende, som lærte mig at spise fisk, hvad jeg før nærmest anså for en fornærmelse at byde mig. Fiskeren tog mig med til båden, hvor jeg kunne udpege de rødspætter, jeg ville spise. Så flåede han dem, og når konen havde stegt dem, konkurrerede vi om, hvem der havde flest ben, som omhyggeligt blev talt op. Familien havde pigetvillinger på vel 12-13 år, som gerne vandt.

Fiskeren tog mig en dag til side og viste mig en lille, maskinskrevet strimmel papir, hvorpå der stod: »Med tak for din dåd, C. M. er kommet godt over.« Aksel Larsen. - C. M. betød Christmas Møller - fiskeren havde sejlet Christmas Møller til Sverige. »Den seddel må du gemme væk,« sagde jeg - han gik med den i sin pung. »Den bliver her på mig,« sagde han og slog med hånden på baglommen. Jeg kunne imidlertid ikke glemme episoden, og en dag vendte jeg tilbage til den. Jeg var nervøs for, at han skulle blive taget en dag og pungen undersøgt. Men først, da han viste mig, at sedlen var gemt i et skjult rum i foret, glemte jeg sagen.

I forsommeren 43 sagde Johannes Poulsen: »De har brug for dig igen i Århus,« og det passede mig særdeles godt - den vinter havde været streng på alle måder. At komme til Århus var som at komme hjem - sommer og arbejde, masser af arbejde. Jeg skulle arbejde for byledelsen, duplikere og fordele tryksager, hovedsageligt »Århus Ekko«. Snart lå jeg i fast rutefart overalt i Århus, foruden at jeg rejste som kurer for Hejgård til København og Odense, men jeg fik også »et foruroligende kendskab til alt for mange ting«, som Hejgård engang sagde. Det kunne nu ikke være anderledes. Vi talte dog aldrig om arrestation - om det var et tabuemne -det tror jeg egentlig ikke. Selv tænkte jeg aldrig - hvad nu, hvis du bliver taget. Det var en utænkelig tanke, trods det, at man aldrig tog et skridt uden at være påpasselig og nøje overholde alle regler: huske at få sine briller på (med vinduesglas i), se efter, om det aftalte tegn blev overholdt osv. Måske derfor var chokket så meget større, da det endelig skete. Men om det senere!

Jeg kom til at bo på et værelse på Trøjborgvej hos Eva og Alfred Bertelsen. Byledelsen gav mig 30 kr. om måneden, for dem skulle jeg holde mig selv med kost og andre fornødenheder. Den første søndag morgen puslede det ved døren, og der blev banket svagt. Det var Alfred, der kom med en bakke med kaffe og rundstykker, og sådan var de, Eva og Alfred, al den tid, jeg boede der. Alfred sagde: »Stik ind til Eva og snak lidt, hvis du keder dig, mens jeg er på arbejde.« Det kunne jeg nu ikke få mig selv til, men så hentede han mig selv om aftenen til kaffe. Alfred var remisearbejder og til sin arrestation en modig sabotør. Inden landet endnu var vågnet til bred modstand, lavede han sabotage bl.a. på den store 25 tons kran på havnen i Århus.

Eva var ikke sig selv, når han skulle i aktion, hun sagde: »Pas nu på dig selv!« og når døren smækkede efter ham, sad hun tilbage. Børnene sov. Sove kunne hun ikke, først når hans trin igen lød, var hun rolig. Eva, den glade og smilende Eva, havde altid en venlig bemærkning til alle. Ingen - hverken naboer eller handlende - kunne ane, hvad hun gik igennem. Folk sagde: »Hørte De braget i nat, fru Bertelsen?« Gad vide, hvem der havde det værst, sabotøren eller hans kone?

Sporvognen var et vigtigt transportmiddel, nogle af vognstyrerne »kendte« mig, kufferter og pakker skulle stilles ved dem, blikke og venlige ord talte deres eget sprog. Det var et stolt øjeblik, hver gang et nummer af »Århus Ekko« var på gaden, ikke alle steder, hvor vi duplikerede, var der lydsikkert. En duplikator laver - lavede den gang - ikke så lidt støj. Og skrivemaskinen ikke mindre. Vores dygtige maskinskriverske Eva Bak hamrede løs, selv om nerverne stod på højkant. Skønt hun passede sit arbejde om dagen, var hun utrættelig -jeg dikterede, og mange gange skrev vi den halve nat.

Fordelingen af »Århus Ekko« gik lynhurtigt. Så snart bladene var trykt - gerne i 500-1000 eks.- blev de hæftet i det ene hjørne, talt op i bundter til afdelingerne og arbejdspladserne, 10 stk. til den, 50 stk. til den osv., så blev de pakket ind og kørt til Willys lagerplads i Nørreport, (jeg tror, der er parkeringsplads der nu ), i en kuffert og derfra videre, ud med dem, gerne på cykel eller med sporvogn. Et sted, jeg særligt husker, jeg kom til, var hos Verner Christensen, Ivar Huitfeldtsgade, måske fordi jeg senere landede i Hannover sammen med ham? Verner var altid utilfreds med »den slat blade«, jeg kom med - det var et problem alle vegne - ingen kunne få nok. »Næste gang skal jeg have mindst 200,« og så kommer det, der måske gjorde størst indtryk: »Jeg må sgu be' mine aftagere om at læse dem og levere dem tilbage! ellers kan jeg ikke dække behovet.« Så var man lykkelig over sliddet. 

Jeg ved godt, jeg har skrevet det før, og jeg vil gentage det mange gange, det var en masse dejlige mennesker, jeg i min tid som illegal kom i kontakt med, måske en særlig slags? Verner var en af dem. En gang var det lige ved at gå galt - vi skulle have »Århus Ekko« ud - vi skrev, eller rettere Eva skrev stencils - for det meste i den lille cigarforretning nederst på Trøjborgvej hos Agnethe og Svend Andersen - og inden det blev spærretid, skulle jeg ned i Ryesgade hos Poula og hendes bror Chr. Nielsen for at duplikere, så det var klart den næste morgen. Tit var jeg gerne orienteret om, hvorvidt der var sabotageaktioner i gang, så vi ikke gik fejl af hinanden. 

Men da vi var godt i færd med at dreje duplikatoren, lød der et brag, som om det var inde i stuen ved siden af - et automobilværksted inde i baggården havde fået sin bekomst! Vi fik travlt med at gemme alt af vejen, der kunne jo komme razzia. Jeg kunne ikke komme derfra, så var jeg løbet lige i armene på det danske politi og tyskere, som det straks vrimlede med overalt.  Poula sagde: »Du må ud og stå på gesimsen, ellers er vi fortabt, hvis de kommer.« Jeg kravlede ud ad vinduet og stillede mig væk fra dette, og her stod jeg så i 1. sals højde og overværede, at tyskerne gik fra dør til dør - biler suste forbi - og jeg priste mig lykkelig over, at det var mørk nat, og at mørkelægning var påbudt.

Hen på morgenen, da der var faldet ro over gaden, og det var begyndt at lysne, kom en gammel mand luntende hen langs rendestenen, han samlede skodder! Trods min situation måtte jeg trække på smilebåndet. Poula og Christian, som jeg hele tiden havde forbindelse med gennem et vindue på klem, sagde: »Kom ind!« Hos dem boede i et af værelserne en ca. 40-årig servitrice, som havde foreslået, at jeg kunne komme ind i hendes seng, og skulle »de« komme, ville vi bilde dem ind, at vi var kærester. Desværre misbrugte jeg gæstfriheden, jeg fik det lige som slangen, som min mor engang skulle holde for direktør Petersen i Zoologisk Have i Horsens, medens han lukkede dens glasmontre op. Den lå i dvale i en sæk, og da den mærkede hendes varme, begyndte den at røre på sig, så hun skrigende smed den fra sig. Servitricen skreg ikke, men jeg blev verfet ud af sengen. I mellemtiden var det blevet morgen.

Hvis vi somme tider hurtigt skulle ud med en meddelelse, f.eks. om en vellykket sabotage, om tysk overgreb el. lign., lavede vi små flyveblade, som vi strøede ud fra bagperronen på sporvognen ned gennem Søndergade-Ryesgade, en gang endog ved højlys dag. En dag begyndte en mand at råbe op, han havde set -jeg tror, det var Erik Pedersen - slippe et bundt flyveblade og trængte ham op i et hjørne. Situationen var ved at være farlig, jeg sagde til en af de nærmeste: »Det er da vist en stikker - skal vi finde os i, at han generer min kammerat?« Som ved et trylleslag var manden omringet af de andre passagerer, og der blev ikke lagt fingre imellem, så han måtte til sidst springe af vognen i farten. 

Men nu ville de vide, hvad der egentlig var sket, så vi stod lidt fårede og kiggede på dem, hvad skulle vi sige? Så sagde Erik: »Han troede vist, at det her var et illegalt blad,« og derefter tog han forfjamsket et illegalt blad op af lommen og holdt det op, så alle kunne se det! Det var højt spil, men det gik.

På mine ture til Silkeborg overnattede jeg gerne hos Marius i Lysbro, efternavn husker jeg ikke. Hans kone var ikke glad for mine besøg, hun var rystende bange og sagde det. Men Marius tog hende med ud i køkkenet, lukkede to døre imellem os, og lidt efter kom han alene tilbage. »Konen er lidt sløj, hun er gået i seng.« Jeg var ked af det og spurgte: »Skal jeg ikke finde et andet sted og sove?« Men den rare Marius beroligede mig: »Hun er lidt nervøs af sig, men hun er ellers god nok. Her kommer mange, hun kan bare ikke lide, når de overnatter her.« Lidt efter kom konen ind med kaffe og havde røde øjne, men var venlig.  Næste gang var det det samme.

I Silkeborg blev jeg kontaktet af nogle unge mennesker, som var ivrige efter at »komme i gang med noget«. De viste mig nogle steder, hvor der blev arbejdet for tyskerne, men de manglede sprængstof. Jeg fik »fri« en uges tid i Århus og skulle undersøge, om der var alvor bag deres snak. Det blev nogle dramatiske dage. To af de unge mennesker var brødre, sønner af en af byens embedsmænd. Den ene, den yngste, var min kontaktmand, en vaks fyr, som var uden skyld i det,
der skete. Den anden bror var lidt tung i det, men dog snedig nok til at øjne en chance til at tjene nogle lette penge. 

På et tidspunkt efterlystes over hele landet den tidligere spanienskæmper Åge Nielsen som en farlig sabotør - en plakat med hans navn og billede hang rundt på offentlige steder, (banegårde, posthuse o.lign. steder.) Der var udlovet en dusør på 5000 kr. til den, der ville angive ham. Jeg lignede ham meget efter fotografiet, og det fristede den omtalte ældre bror. Han gik til politiet og angav mig i den tro, at jeg var Åge Nielsen. Jeg havde netop været sammen med dem om aftenen og skulle møde dem igen den næste middag. Om formiddagen tog jeg fra Lysbro ind til Silkeborg, jeg tror, det var til Vilhelm Andersen, som imidlertid ikke var hjemme. Mens jeg står og taler med hans kone, kommer en dreng løbende med en seddel, hvorpå der stod: »Få Kaj væk!« (Jeg hed »Kaj« i Silkeborg). »Politiet leder efter ham!« Det viste sig, at der var rekvireret politi fra nabobyerne for at fange den fæle Åge Nielsen. 

Da jeg jo ikke havde rent mel i posen og selv var efterlyst - ja, nu endda »dobbelt« efterlyst - var det om at komme væk. Jeg lånte en cykel, jeg havde fået det gode råd at cykle til Funder, vest for Silkeborg, og derfra tage bumletoget til Skanderborg. Endnu husker jeg den lange bakke ned til Funder station, der var flere kilometer lang! Og bremserne på cyklen virkede kun, når jeg »rejste« mig i pedalerne. Jeg skjulte mig, indtil toget kom, og da jeg havde siddet lidt i kupeen, gabede jeg voldsomt, smilede undskyldende til en dame overfor og sagde: »Skal De til Skanderborg'? Vil De så ikke være venlig at vække mig?« Derefter gemte jeg mig bag min frakke, og snart efter »snorkede« jeg - lidt! Da toget få minutter efter holdt ved Silkeborg station, kunne jeg høre mit hjerte banke, men kom dog uden videre dramatik til Århus.

En dag var jeg inde på restaurant »Guldhornet« sammen med Nicolaj Bonde fra Randers. Da vi anbragte tøjet i forrummet, så jeg, at der hang en revolver, en tysk kasket og en uniformsjakke. Inden vi fik serveret, gik jeg på toilettet og snuppede revolveren, hvad jeg havde gjort før - tænk, hvis den ikke var der, når vi skulle gå. Jeg begik den dumhed at fortælle Nicolaj det, da jeg kom tilbage. Det skulle jeg aldrig have gjort, han blev splitterrasende, og så måtte jeg luske ud med den igen. Jeg fortalte min gode ven »Steff« om episoden, han var altid en glad aftager, og han bandede over min dumhed - altså, at jeg havde lagt den tilbage!

Sabotørerne var altid sultne efter håndvåben, på det tidspunkt kom de ikke dalende ned fra himlen, som det bogstaveligt talt skete senere (fra engelske flyvemaskiner), dengang var man selvforsynende. »Steff« bandede altid over mangel på nødvendigt materiale: »Vi kunne sgu lave det dobbelte, hvis vi havde, hvad vi skulle bruge.« Senere blev det som sagt bedre, men »Steff« klagede altid. Han brugte mig som sin »skriftestol«. »Jeg vil ikke høre noget,« sagde jeg, det overhørte han. For at få våben havde han en nat møvet sig ind på en tysk vagtpost, »og pludselig havde jeg hovedet inde mellem benene på ham. Han nåede ikke at give en lyd fra sig, før han var kold!« 

»Steff« var gummiarbejder fra Køge og hed Thomsen. Jeg er ikke den rette til at skrive hans eftermæle, og lian var da også en af mange, men et mere modigt og uforfærdet menneske har jeg aldrig truffet, desuden var han en dejlig bramfri kammerat, der altid havde et smittende humør.

Kun ganske få gange var jeg i Horsens fra 1942 til min arrestation. De gange, jeg var der, boede jeg hos fisker Vitus Petersen og hans kone Mary i Stefansgade, de var begge aktive i modstandsbevægelsen. Turen til Horsens gik fra Århus til Odder med tog og videre til Horsens med »Oddergrisen«, som havde et trinbræt ved Havnen. Her stod jeg af, turen tog 5-6 timer!


»Åge« (Fritz Nielsen) havde bragt et møde i stand mellem sig, fatter og mig om nogle praktiske ting i forbindelse med arbejdet i Horsens. Det var forøvrigt kort før, »Åge« blev arresteret i Nørrestrandsgade af kriminalbetjent Petersen Bach. Mødestedet var på Nordre Kirkegård, og nu kommer grunden til, at jeg fortæller den lille episode. 

Min far havde valgt kirkegården til mødested, lige fra han blev løsladt fra Horserød. Det var også her, han, da Peter Sabroe kom til byen, mødtes med ham hver middag kl. 12. Stedet på kirkegården var min bedstefars grav. Han hed Jens Peter Nielsen Lykkeberg og boede det meste af sit liv i Borgergade. Han var selvlært murer, født i 1840, og 23 år gammel blev han soldat og var med mod tyskerne i 1864. Han blev 80 år, og i sine sidste leveår tog han hvert nytår det fine tøj på og gik til politimesteren i Horsens for at få overrakt en veterangave på 100 kr. fra staten. Den lille historie kan jeg ikke lade være med at fortælle. For fuldstændighedens skyld skal jeg måske lige tilføje, at min far var soldat i 1. verdenskrig som kystartillerist, indkaldt til sikringsstyrkerne i 2 år!

Efter besættelsen spurgte jeg min far, om han bevidst havde valgt den gamle krigsveterans grav som mødested, det mente han ikke, men jeg har altid tænkt mit.
I øvrigt gik den lille sammenkomst i vasken, fordi fatter blev tilbageholdt hos politiet, hvor han skulle møde til en slags kontrol en gang ugentlig efter sin løsladelse fra Horserød i marts 43.
Men tilbage til Århus.

Som sagt tik jeg kun 30 kr. om måneden at leve for af byledelsen, hvis leder til sin arrestation var Ejnar Lundvang - fuldtids blikkenslager og i sin fritid illegal DKP-formand (død i KZ). Han boede med sin kone og to små børn i Frederiks Alle lige ved broen. Jeg var altid velkommen i deres hjem. Hans kone Ella var trods sin situation med to børn altid venlig og gæstfri. Når Ejnar ikke var hjemme, ordnede hun paragrafferne, modtog de penge, jeg havde hentet rundt om hos afdelingerne, modtog og gav besked. 

En dag sagde hun: »Hvordan kan du da klare dig med 30 kr. om måneden, »Søren«? « »Det kan jeg heller ikke, men sig det til din mand.« 
Hun havde tit nok hørt mine diskussioner med Ejnar om min lille »løn« - der var ikke råd til mere. I virkeligheden var jeg på smalkost for overhovedet at kunne klare mig - godt, at jeg ikke røg. Min daglige kost bestod af rå havregryn og mælk, og så flottede jeg mig altid med en skefuld jordbærmarmelade - til aften gerne en fiskefrikadelle med remoulade, fordelt på flere stykker brød.

Gennem hele min tid i Århus var vores vigtigste dækadresse på Ringkøbingvej hos Bjarne og Clara Sørensen, som fra den allerførste tid af modstandskampen åbnede deres døre for os. Clara var det kæreste og gæstfrieste menneske, man kunne tænke sig. Altid blev man modtaget med et smil og snart et veldækket bord. Bjarne var tømrer, en stille og lun mand. Jeg glædede mig meget til at sidde og sludre med dem, når jeg meget tit besøgte dem. De boede i en 1. sals lejlighed og førte en stille og rolig tilværelse, men blev overordentlig vigtige som mødested fra de tidlige år af modstandskampen.

Tit tænkte man, hvilke tanker mon naboerne gjorde sig ved den stadige trafik af mænd, som foregik på en sådan adresse, så meget mere som Clara i længere perioder var alene, når Bjarne arbejdede uden for byen, hvad jævnligt hændte. Mange gange har jeg overnattet på deres sofa og gået derfra tidligt om morgenen. Godt nok var jeg en ung knægt, men andre lidt ældre har gjort det samme som jeg.

Hvor havde frihedskampen mange facetter, og hvert led havde sin betydning. Her boede f.eks. en familie med deres lille barn og med meget stor risiko for at blive afsløret, og hvad dermed fulgte. Mange, mange illegale kendte deres adresse, så foruden eventuelle farlige naboer kunne der ske arrestationer, hvor adressen kunne blive røbet. Skulle nogen bæres på skjolde, måtte det være disse modige mennesker.

Tiden gik med at duplikere og rejse med sats til »Land og Folk«, som nu blev trykt i Randers hos Dahlsen, redaktøren, udgiveren og trykkeren af nudistbladet »Sol og Sundhed«, et dengang »vovet« blad, som hang i kioskvinduer med korsbånd om de delikate steder. Det var nu så som så med de delikate steder, for en lov forbød at vise så frække ting, som at mennesker havde hår mellem benene, så det var retoucheret væk! Men under dække af flotte, farvelagte billeder fra »Sol og Sundhed« blev »Land og Folk« trykt. Det var Nicolaj Bonde, der havde skaffet trykkestedet, han arbejdede i samme gård og kunne holde stedet under opsigt, hvad senere blev meget nyttigt, (men det er ikke min historie).

Så snart der hørtes lyd på trapperne, blev der lagt et ark »Sol og Sundhed« hen over de trykte »Land og Folk«, og så vendte folk gerne genert ryggen til. Papiret til »Land og Folk« blev skaffet af Alfred Jensens bror, der var bestyrer på Gartnernes Indkøbscentral i Århus. Det var indlæg til tomatkasser, og jeg har hentet i læssevis af disse indlæg hos ham.
Som »Sol og Sundhed« i Randers brugtes som skalkeskjul, sådan dækkede vi os i Århus under bladet »Vore Heste«. Det skete i et lille trykkeri, vist nok i Mejlgade, hvor typograf Carl Buur »regerede«. Med stor snilde, saks og fantasi fremstillede han »Vore heste« og som en lille nyttig bibeskæftigelse det illegale »Land og Folk«.

Carl var fuldstændig uanfægtet af arbejdets karakter. Han ville diskutere, jeg så mig om - var der nogen, der så os, hørte os? Kom der nogen, sagde Carl: »Har du et billede af hesten?« eller »Sådan en annonce koster 25 kroner«. Han var umulig at slå ud. Ind imellem pjattede vi, og jeg grinede - lystig var han - men arbejdet blev lavet.

Rejserne kunne godt' være spændende afveksling, som da jeg skulle følge en ung, tysk marinesoldat til Ålborg fra Århus. Han var deserteret og havde naturligvis fået civile klæder, og jeg fik kun at vide af Hejgård, at han skulle til Sverige. Det blev en forunderlig rejse - at rejse med en tysk soldat uden i øvrigt at vide noget om hans skæbne. Flere gange forsøgte folk i toget at tale til ham. Så så han forpint på mig, og jeg måtte finde på et eller andet. Han skulle selv vise billet og kom til at sige noget på tysk. Da togbetjenten var gået, kiggede de andre passagerer på ham. Jeg sagde højt: »Han troede vist, du var tysker.« Snart efter forlod vi kupeen. 
En mærkelig rejse var det. Da jeg afleverede ham i Ålborg, var han så nervøs, at han ikke engang sagde farvel til mig.

Jeg kunne ikke få rejsen med tyskeren ud af hovedet og brød derfor en uskreven lov ved at udspørge Hejgård om ham. Jeg fik at vide, at han var søn af en tysk antifascist, og at han havde hjulpet os med vigtige oplysninger, så at han nu var i yderste fare og skulle væk.


Nej, så gik det anderledes med en rejse, jeg blev sendt på med en gammel jøde, som jeg skulle bringe til en tandlægeklinik i ,Vejle. Han skulle også videre til Sverige, hvad vej ved jeg ikke. Vi skulle igennem Horsens med toget, og jeg forklarede den venlige, gamle mand min situation, at jeg var fra Horsens, så jeg ville nok få brug for at gemme mig bag min frakke engang imellem. Det var han med på, så »passede« han mig imens. Da vi kom til Vejle og fandt klinikken, som lå på 1. sal, jeg husker ikke i hvilken gade, sagde jeg til ham, at nu kunne han selv gå op, så ville jeg blive stående nede for enden af trappen, til jeg så, han var kommet godt ind. 

Men ikke tale om, jeg skulle gå med op - uden for døren trak han sin tegnebog frem og tog to 500 kr. sedler frem og sagde: »Mange, mange tak, unge mand!« og rakte mig pengene. Jeg blev underligt utilpas og også gal i hovedet og nægtede naturligvis at tage pengene, men det lod han til at blive meget skuffet over.

Da jeg fortalte Ejnar om pengene og sagde: »Dem kunne jeg have levet længe af«, svarede han: »Nej, for dem skulle du i så fald have afleveret til mig«. Jeg fik dog sat min »løn« op til 40 kr.

En opgave, vi var stolte af, var fremstillingen af Howard K. Smiths bog »Sidste tog fra Berlin«, stencileret, duplikeret og samlet på »forlaget« Århus Ekko under en kolonialforretning i Tordenskjoldsgade på Trøjborg: Bestyreren af forretningen Kræsten Strunge løb op og ned ad trapperne. Oppe. »Go´ da', frue, hvad skal der være -  så gerne - farvel, frue. Ned ad trapperne: »Nå, »Søren«, hvor langt kom vi?« - op igen - ned igen. 

Vi var oprindelig startet med at duplikere og havde været forudseende nok til at hænge de brugte stencils på en tørresnor bag nogle kasser, for det viste sig hurtigt, at det fine papir, vi havde anskaffet, teede sig sådan, at, når vi duplikerede på den modsatte side, slog skriften igennem. Vi måtte derfor indstille arbejdet og købe nyt papir hos vores leverandør Jørgen Nielsen, repræsentant i skrivemaskiner og duplikatorpapir, og som vi aldrig gik forgæves til. (I øvrigt min senere løjtnant på Tirstrup flyveplads, da jeg efter besættelsen i oktober 45 blev indkaldt til hærens flyvetropper). 

Nå, i gang igen! Heldigvis var vores stencils ikke tørret ind. 500 bøger lavede vi, vi sluttede med at klæbe en rød ryg på for at dække sammensyningen i ryggen.

I sommeren 43 fik jeg en mærkelig, men behagelig ferie. Hejgård sagde: »Der kommer en mand, som skal have en lille ferie, og du kommer til at ledsage ham, sørg for, at han får det godt! I skal holde jer selv med kost, det kan du nok klare - indkøb osv. Han er allerede på stedet, du skal tage rutebilen.« Stedet viste sig at være et sommerhus ved Skæring strand. Han var naturligvis orienteret om mig, og da jeg hilste hjerteligt på ham, genkendte jeg ham som partisekretær matros Svend Nielsen, der nu var medlem af militærudvalget i København - men lod som ingenting. Jeg havde vist opfattet min »opgave« forkert, for jeg troede nærmest, at han skulle gemmes, men der troede jeg fejl. 

Da vi rejste derfra efter 10 dages forløb, var der ikke et menneske i miles omkreds, han ikke havde talt med. Han snakkede med bønderne om deres situation, med købmanden, slagteren - ikke om vind og vejr - næh, lange diskussioner rodede han sig ind i. Jeg var ved at fortvivle. »Du skal sgu passe på, hvad du siger,« sagde jeg. »Hør nu her, kammerat,« sagde han, »tror du, vi skal gå med skyklapper på og bare feriere?« Ja, det var faktisk det, jeg troede.

Sommerhuset var levende af mus, de løb hen over gulvet, sågar på bordet, når vi spiste, mig gibbede det i, men Svend legede med dem, gav dem krummer. Om natten for de rundt i skillevæggene, så jeg lå stiv i min seng. Dem havde han ikke hørt, sagde han om morgenen. Men en ting overlod han trygt til mig, det var lokumsspanden. »Kan du ikke tømme den, så går jeg lige en tur?« Og det var jo også en af grundene til, at jeg var med!

Nu begyndte det illegale »Deutsche Nachrichten« at dukke op det var fremragende duplikeret -jeg kiggede på dem som fagmand og tænkte: »Så flot kan vi ikke duplikere« - kun »Ugens Nyt« kunne stå ved siden af. Jeg fik strengt pålæg om at være yderst forsigtig med, hvem jeg fordelte dem til til videreudbringning.
Gerne gik vi »et par«, f.eks. en kammerats kone og jeg, ind på steder, hvor tyskerne færdedes, lagde det i soldaterlommer, i garderoben, stak det ind i tyske biler eller smed dem over hegnet til tyske forlægninger. Pigerne havde dem i tasken, og kun et blev taget frem ad gangen, hvorefter jeg anbragte det.

Gerda Jensen, Lollandsgade, Agnethe Andersen fra cigarforretningen nederst på Trøjborgvej og Grethe Nielsen, Ellehammervej i Kongsvang hjalp mig. Her havde jeg i lange tider mit andet hjem. Grethes fars og mors hjem var et af de mest belastede hjem i Århus. Grethe, hendes storesøster Else og forældrene var alle modstandsfolk. Der hvilede en egen hygge og sammenhold over dem. Hvis jeg var i bekneb for natlogi, kunne jeg komme der på alle tider af døgnet. Jeg har »afleveret« mange nerver der og gået derfra med nyt mod. 

Trods deres omfattende illegale arbejde levede de til dagligt et roligt og stille familieliv i deres villa. Naboerne ville ikke have drømt om. at disse »pæne« mennesker havde logi for illegale, trykkested, lager og alskens farligt stads, mødested og postadresse. Altid forekommende og gæstfrie. »Er du sulten? Er du træt? Gå ned i den store seng i kælderen og hvil dig lidt, så laver jeg noget mad,« sagde mor Anna, som jeg kaldte hende for mig selv. 

Det var nemt for mig at komme og gå der, for over for nysgerrige var jeg svigersøn i huset; at jeg gjorde mig flere ærinder der end nødvendigt, var så en anden sag.

På mine rejser nordpå hilste jeg engang imellem på min gode kammerat Arne Larsen. Fra jeg startede i Århus, lærte jeg at sætte pris på ham, han var en dejlig kammerat. Da jeg efter krigen hørte, at han havde klaret sig igennem uden at falde i det danske politis og Gestapos kløer, undrede det mig ikke, og mon han ikke, sammen med ganske få, kan siges at være den, der har levet længst »under jorden« under besættelsen, vel at mærke stærkt involveret i belastende modstandsarbejde ude i marken. Jeg var altid glad for at være sammen med ham.

Han spurgte om, hvordan jeg klarede mig økonomisk, han sagde: »Læser du noget?« Han anbefalede mig at læse bl.a. Jules Romains »De gode viljer«. Han viste mig i en lille kælderboghandel Theodore Dreisers »En amerikansk tragedie«, som kunne købes billigt. Jeg skævede til den hver gang, jeg gik forbi vinduet, men fik aldrig råd til at købe den. Først mange år senere fik jeg den anskaffet og sendte Arne en venlig tanke, selv om jeg ærgrede mig over, at han var hoppet på Aksel Larsens vogn.

Aldrig er jeg kommet så meget i teater som i min tid som illegal. Hejgård sagde: »Du må sørge for at komme i teater og få den side plejet også. Du ved godt, mennesket lever ikke af brød alene.« Her hentydede han til Ilja Ehrenburgs bog af samme titel, og så citerede han frit fra leveren slutverset:

»To smukke piger, to små landsbyer, 
to kammerater og to heste, 
to kammerater, men kuglen kun een. 
Det er krigen, den bitre krig!...«


Ehrenburgs bog var kommet på Mondes forlag i 38, og vi solgte den nu illegalt fra restoplaget.
Jeg husker, jeg bl.a. så »Vildanden« af Ibsen og Saroyans »Livet er jo dejligt« samt en hel del lystspil.

Så kom de dramatiske dage, som kulminerede d. 29. august. Vi fik travle dage. Folkestrejken i Esbjerg gav genlyd i hele landet, og en dødsdom over E. Kjær Sørensen udløste folkestrejken i Århus. Duplikatoren var rødglødende. Hver dag i disse dage lavede vi løbesedler - som særnumre af »Århus Ekko«. En nat, vist nok natten til torsdag d. 26., skulle et opråb fra et kampmøde i Folkets Hus uddeles. Opråbet gjaldt bl.a. kravet om Kjær Sørensens udlevering til danske myndigheder. Ved en oversvømmelse var vores duplikatorpapir blevet ødelagt, og det var efter lukketid. 
Med meget besvær fik vi fat i Jørgen Nielsen, vores leverandør, og det vigtige opråb kom ud.

Den 28. august skulle jeg hente en løbeseddel, som var under udarbejdelse på Trøjborg, og som jeg skulle til Åbyhøj på cykel for at duplikere, overnatte der og så køre den ind til byen næste dag til uddeling. Alt gik efter planen. Søndag morgen ved 7-tiden d. 29. august kørte jeg intetanende mod Århus. Forud var der gået dramatiske dage, strejker, gadeuroligheder, sabotager, unge tyske marinesoldater med flagrende silkebånd fra huen terroriserede gaderne. Ved Frederiksbro blev jeg af disse lømler sammen med en gruppe tilfældige folk på gaden under vilde hyl og knytnæveslag drevet hen ad Sonnesgade. 

Men som allerede sagt rullede jeg denne søndag morgen, den 29. aug., på cykel godt læsset til med pakker på styr og bagagebærer, da jeg pludselig lidt fremme ser en vejspærring og tyske soldater i færd med at stoppe forbipasserende, mest cyklende. 

Et sekund tænkte jeg: »Stå af, vend om« - men for sent, jeg var for tæt på og var også lige som forstenet. En dame foran mig reagerede ikke på soldatens »Halt!« Han løb efter hende og rykkede hende af cyklen, bukkede sig ned og ruskede i hende, og alt imens kørte jeg fuldstændigt paralyseret forbi. Og med de mange tusinde løbesedler i god behold nåede jeg Århus, som i nattens løb var sat i undtagelsestilstand.

Efter 29. aug. begyndte de flygtede kommunister fra Horserød at dukke op i Århus. Desværre var det ikke lykkedes dem alle at komme ud fra lejren, da tyskerne besatte den, trods et løfte om at blive advaret. Alt for mange endte af den grund i KZ-lejr i Tyskland. Min far, der pga. sygdom var blevet løsladt i marts 43 -jeg må godt sige heldigvis - ville aldrig have overlevet over 2 år i Stutthof, som blev skæbnen for disse kommunister, hvoraf mange fandt deres grav derude.

Det blev aldrig rutine - det illegale arbejde. Hver gang et blad gik i trykken, var der nerver på, utallige steder duplikerede vi, og en duplikator er ikke en ting, man bare tager under armen - biler var et ukendt begreb.

Willy Andersens budcykel blev vores vigtigste transportmiddel, Willy havde en kælder i nærheden af sin lejlighed på Nørreport, her var i perioder vores vigtigste lagerplads. jeg kom meget i hans hjem, hvor tingene gik ganske uhøjtideligt til. Han boede i en to-værelses lejlighed, og kaffekopperne kom hurtigt på bordet, når man slog sig ned. Gulla, Willys kone, var med i, hvad vi lavede, så vi snakkede frit fra leveren, alt imens deres drengetvillinger fik skiftet ble, og de lidt større børn sad med store øjne rundt i krogene eller drillede deres store, godmodige hund af en bokser. Ud og ind ad døren kom familie og venner, ingen var nysgerrige, ingen spurgte. 

Havde vi »arbejde« sammen, rejste Willy sig og sagde til mig: »Nå, du fister, er du klar?« Til Gulla sagde han: »Jeg kommer, når du ser mig,« og fik et smil til svar. En dejlig familie var det, ingen dikkedarer, jeg tænker tit med glæde og med varme på dem.
Min egen cykel manglede en stærkere bagagebærer, den, jeg havde, var brækket få cm fra hjulskruen, så hvis jeg overlæssede den, gik stangen ind i hjulet. 

Gentagne gange sagde jeg det til Ejnar og fik bare udflugter. Man kan more sig over det nu, men det var jo tragikomisk, at jeg i lange perioder stod for trykning og videreforsendelse af alt, hvad kommunisterne udsendte i Århus: »Århus Ekko«, »Land og Folk«, løbesedler osv. og faktisk ikke kunne få penge til en ordentlig bagagebærer. Ejnar L. vogtede over sin kasse, og det skal siges - intet fik vi foræret. Alle vores penge blev indsamlet i småbeløb på arbejdspladser o.l. Vi brugte læssevis af duplikatorpapir, vores Rex Rotary duplikator blev slidt, og den nye Gestetner var dyr.

Mange illegale skulle forsørges, rejser slugte penge, og selv om jeg bogstavelig talt levede tæt op ad »vogteren« af pengekassen, faldt der ingen ekstra af til mig.
I lange perioder boede jeg hos fru Esbensen i Lundbyesgade, en elskelig dame, mor og svigermor til Kylle og Niels Brandt Jacobsen, som selv var modstandsfolk, og hvor jeg tilbragte mange spændende timer med indviklede diskussioner, som Kylle var en mester i at sætte i gang, så sagde Niels: »Rolig, Kylle - du gør »Søren« helt forskrækket«.

Fru Esbensen boede øverst oppe i en 2 1/2 værelses, hvor jeg så havde det halve værelse. Mellem hendes stue og mit værelse var en filtdør. Køkkenet kunne jeg bruge, som jeg lystede. Aldrig mærkede jeg hende, vi hilste på hinanden i køkkenet, sludrede sammen og skiltes. Hvor har jeg tit tænkt på, at hun i det ca. ene år, jeg boede der, måtte have forsaget al omgang med andre. Ganske vist havde hun sit arbejde at passe, men i sit hjemmeliv må hun have isoleret sig på grund af mig. Det har været et utroligt offer. Over for husets øvrige beboere »læste« jeg, jeg undgik altid at slæbe nogen som helst ting med hjem af illegalt materiale. En gang var Chr. Brønnum med mig hjemme, han kunne ikke nå hjem til sig selv pga. spærretid, det bebrejdede hun mig, hvad der ikke var så mærkeligt, da hun selv havde lavet sin tilværelse om for at kunne hjælpe modstandsbevægelsen, og således ønskede hun heller ikke, at andre skulle vide, at hun husede en illegal. Naturligvis lovede jeg bod og bedring og ærgrede mig over min dumhed.

Min »økonomiske situation« blev efterhånden bedre. Et par gange om ugen tillod jeg mig at spise varm mad i et lille spisehus i Vestergade, hvor en tidligere skibskok lavede verdens bedste gule ærter og skipperlabskovs. Det var gerne i selskab med Chr. Brønnum (»Latterfuglen«). Fra det øjeblik, vi trådte ind i salen, kiggede stampublikummet forventningsfuldt og glad på Chr. B., de glædede sig til hans latterbrøl, og de fik det at høre! Vi fik så meget med hinanden at gøre, at vi næsten blev kendt i bybilledet. Chr. lignede en borgmester, der glad smilede til sine bysbørn, når han gik hen ad gaden, frakken eller jakken var opknappet og hænderne i bukselommerne, go'da' go'da'! 

Men bag hans åbne og tilsyneladende naive facade gemte der sig en kammerat, ud over alle grænser hjælpsom og begavet. »Op i karrusellen« havde han en overgang som yndlingsudtryk, og med det fejede han alle mine betænkeligheder og sorger til side. Når det gik højt, gav han koteletter på RICO, et førstesals spisehus på Bruuns Bro. Men her vakte han virkelig opsigt med sine brøl, jeg var lidt nervøs for at komme med ham der og prøvede at holde konversationen på et alvorligt plan, så vi undgik latteren, men ind imellem udløstes latterbrølet alligevel, så det rungede i lokalet, og alles øjne var rettet imod os.

Vi havde en lille »spøg« sammen, som vi gennemførte, så tit det lod sig gøre. Hvis det var torsdag, købte vi »Jyllandsposten« i den første den bedste kiosk, vi kom forbi, rev Dr. Goebbels' artikel fra »Das Reich« ud og satte en tændstik til den - somme tider midt på gaden.
Vores ritual var så indforstået, at vi ikke behøvede at sige andet end »Det er torsdag i dag!« Hvis vi ikke kunne brænde den af med det samme, gjorde vi det på et toilet eller i en håndvask.

»Jyllandsposten« var mig bekendt den eneste avis i Danmark (måske også det nazistiske »Fædrelandet«?), der bragte den ordrette gengivelse af propagandaministerens udgydelser, hvad der vakte mange danskeres afsky. Vi afreagerede på vores måde. (Bladet har i dag fundet nye græsgange, nemlig den syge antikommunisme).

Frontberetningerne fra den russiske front opmuntrede os nu mere og mere, hvor de før havde gjort os bange. Når vi illegale mødtes, var Den røde Hærs fremmarch samtaleemnet. Hvornår kommer den 2. front, de allieredes angreb fra vest? Den var lovet i 43, vi var nu langt henne på året, og trods tyskernes »planmæssige« tilbagegang på østfronten, havde de endnu styrke. De fleste af deres divisioner var sat ind mod øst for at standse den russiske fremmarch, den 2. front ville give Den røde Hær en tiltrængt aflastning. Nu ved vi, at Churchill forhalede planerne mod amerikanernes ønsker. Hvad har det ikke kostet af russeres liv?

Vi mærkede nu virkeligt, at modstandsånden var vågnet i befolkningen. Trods tyskernes skærpede kurs blev det lettere at leve som illegal. Jeg var ude for at måtte søge ly i en tilfældig opgang i Jægergårdsgade under en gaderazzia, og da jeg befandt mig på 2. sal, hørte jeg gadedøren blive åbnet. Jeg bankede på en tilfældig dør, som blev åbnet af en ung pige, og bag hende stod hendes far. 

Febrilsk og nervøs sagde jeg rent ud, at tyskerne var efter mig, og at jeg havde tasken fyldt med illegale blade. I nogle sekunder stod vi alle lamslået, faderen gik frem til døren og lyttede, men der lød ingen trin. »Kom ind,« sagde han, »gå ud i køkkenet og forsvind ad bagtrappen, hvis der kommer nogen!« Jeg nåede at se et stort billede af fatter Stauning på væggen. 

Der skete intet mere, og efter 5-10 minutters forløb takkede jeg og forsvandt ad bagtrappen. En anden gang blev der razzia i banegårdshallen, pludselig var alle døre spærret af soldater. Jeg var netop på vej til ekspressen og skulle til Randers med »Land og Folk« og derfra videre til Ålborg. En flok skolebørn med deres lærere passerede netop og blev »lukket inde«, de slog sig ned på deres bagage midt i hallen. Jeg gik hen til lærerne, 4-5 var der, og forklarede min situation. De så forbavset på hinanden, en tog kufferten, stillede den ind mellem børnenes bagage og sagde: »Der er vel ikke sprængstof i den?« 

Jeg spurgte, om jeg måtte stå hos dem og lade, som om jeg hørte til selskabet. Uden betænkning sagde de alle ja. En ældre lærer gav mig sin taske: »Stå med den i hånden.« En tysk officer passerede forbi, hilste høfligt og kom et øjeblik efter tilbage og pegede mod udgangen. Det var ikke lige netop den vej, jeg skulle, jeg skulle jo med toget, men fulgte dog tilfreds med flokken ud. En tysk soldat lagde en hånd på hver af os, da vi en ad gangen gik gennem døren, som om han talte os. Min kuffert var som beton, men jeg bar den, som om der var fjer i den.

Midt i arbejdet skete katastrofen - Hejgård blev arresteret. Samme dag, som de allieredes invasion på Normandiets kyster fandt sted - 6. juni 1944 - fik jeg kendskab til hans arrestation, der havde fundet sted dagen i forvejen. Den 2. front var endelig kommet! Glæden over landgangen i Frankrig var iblandet sorgen over Hejgårds skæbne. 

Det første, jeg gjorde, var ret idiotisk. Jeg gik op i Vester Alle, jeg boede kun få skridt derfra - i Lundbyesgade -jeg gik en tur rundt om arresten, som om jeg ville tage mål af den! Jeg kiggede fortvivlet op på de tilgitrede arrestvinduer - kunne det mon lade sig gøre at befri kammerater fra den fæstning? Døgnet rundt gik tyske soldater rundt om stedet. Niels Åge Nielsen (»Bang«), som jeg fik en del at gøre med efter d. 5. juni, rystede på hovedet af mig, da jeg nævnede det for ham. »Vi vil bare få en del folk skudt.« Og deri havde han jo nok ret.

Jeg havde det i de dage, som når en nærtstående dør, øjeblikke, timer og dage derefter nægter man at tro, det er sandt. Jeg husker ind imellem vores til tider barske liv, vores dejlige udflugter til Mols bjerge, Hejgårds spændende »foredrag« om plantelivet. »Her skal du se, det er en hundeviol, du kan også kalde den en bakkeviol - eller på latin viola canina. Se deres tykke, hvidlige sporer. Den er forøvrigt i familie med---« osv. osv. Jeg nød det. Eller da vi lå ved stranden, jeg brugte tiden til at springe på hovedet i vandet fra nogle  bundgarnspæle. Hejgård lå og dasede, da en kone bestyrtet ruskede i ham. »Vil De øjeblikkeligt få den unge mand stoppet - er det Deres søn?« Jeg blev kaldt ind og måtte love damen aldrig at gøre det igen. Vi blev så gode venner med hende, at hun gav termokaffe og kolde æbleskiver.

I dag ved jeg godt, at det var en tung beslutning for Hejgård at trække mig ud i det illegale arbejde. For det første var jeg meget ung, og yderligere var jeg umoden, havde en dårlig skoleuddannelse (7.kl.), og sluttelig var jeg genert og rødmede ved det mindste. Alligevel behandlede han mig som ligemand, jeg fik små maskinskrevne breve fra ham, hvor der stod: »Gode Søren« -den vending havde jeg aldrig set, og det bruste af stolthed i mig, jeg kunne gå i dagevis og sige: »Gode Søren, gode Søren« ved mig selv.

Vi pjankede som skoledrenge på vores ture, og da Chr. Brønnum kom efter flugten fra Horserød, var han med, og så rungede det i Mols bjerge af hans latterbrøl. Så gav fatter Hejgård middag på en kro, så man glemte, hvem man var.
Forpjusket var jeg kommet til Århus i 1942, den første tid i en omsyet kæmpefrakke, (som min søster Inga under et kort møde kom med til mig), og som forpestede mine første måneder som illegal, og lige meget hvad jeg gjorde for at komme af med den, så forfulgte den mig, indtil jeg en dag hængte den på den skønne Evafigur ved Råd huset for så først at begynde at blive menneske.
Hejgårds arrestation ændrede i første omgang ikke væsentligt i vores  arbejdsgang. 


Det er klart, at vi flyttede trykkested og mødested og foretog andre sikkerhedsforanstaltninger. Johannes Poulsen kom snart til Århus. Jeg blev omgående sendt til København med vigtig post og returnerede næste dag, men nu var kontrollen ved Storebæltsfærgen blevet skrap. Ved landgangsbroen stod soldater, som tog stikprøver af de rejsendes bagage. Jeg havde en konvolut stukket ind i min ene strømpe, så der skulle en meget nærgående kropsvisitation til for at finde den, og jeg slap også uantastet igennem. På færgen derover mødte jeg min gamle klasselærer, som rejste sammen med sin søn, som genkendte mig og indledte en samtale. Jeg gik ud fra, de kendte min situation, og opdagede først langt henne i snakken, at de bare troede, at jeg skulle til København på ferie, hvad jeg naturligvis lod dem tro. 

På hjemrejsen røg jeg lige ind i en grundig visitation, men udstyret med falsk legitimationskort og falske papirer gik jeg glat igennem. Her skal jeg måske lige fortælle, at jeg foruden falsk legitimationskort var udrustet med en tilladelse fra den tyske kommandantur med ret til at færdes på strækningen Banegården, Lundbyesgade og omvendt indtil midnat i egenskab af brandvagt på Banegården, naturligvis falsk, men meget betryggende.

Vi fik nu travlt med at få et nummer af »Århus Ekko« ud, et nummer, der pga. visse oplysninger og  sikkerhedsforanstaltninger blev duplikeret 3 forskellige steder. De 2 sidste sider blev trykt hos maler Kingo Nielsen, hvor vi nu havde fået »fast« trykkested i en opvarmet kælder, det helt ideelle sted lokalemæssigt, men hvor jeg kun kom og gik højst nødvendigt på grund af husets beliggenhed på en stille vej, hvor der hurtigt blev lagt mærke til en fremmed.

Så indtraf katastrofens dag d. 21. juni 1944. Hvor vi end vendte os hen, var vores kammerater arresteret. Jeg skulle møde Willy Andersen, som var ret ophidset. »Der er noget i gære«, sagde han, »den og den er blevet hentet til morgen«. Ved et rent tilfælde havde jeg ikke sovet på mit værelse i  Lundbyesgade om natten og havde aftalt nyt logi hos en talepædagog, der hed Bloch, på Alphasvej i Kongsvang.

Det var en sorgens dag - lidt efter lidt fik vi navnene på alle vores kammerater, som nu var i Gestapos kløer.
Der er gået mange år nu, mange af disse prægtige kommunister endte deres liv i fængsler og koncentrationslejre, nogle  har fået deres navne indhugget i mindesten og -plader, mange er der skrevet om i bøger, men aldrig kan disse modige mænd og kvinder få et eftermæle, der er større end det, at de kæmpede, led og døde, da deres land var i fare. 

Mange overlevede, og efter en ussel efterkrigsperiode, hvor alt hurtigt skulle glemmes, og hvor det gjaldt om at sprænge de bånd, der var skabt under krigen, lykkedes det dem, der ejede medierne - aviser og radio - at få lagt en dyne over den nære fortid, som vi netop skulle have bygget videre på. Sørgeligst var det at se det legale modstandsblad »Information« gøre knæfald og indrette sig, finde sin plads og ende i den stupide antikommunisme.

Situationen var katastrofal. Jeg turde ikke sove på mit nye logi. Jeg havde »sovet« der en nat - sovet - det vil sige, at jeg sammen med min nye logivært havde holdt nattesæde, en skik han havde, og som han praktiserede en gang om måneden, og netop den nat jeg var der.

Han spillede plader, og vi diskuterede, men ret meget andet end at føle hinanden på tænderne blev det ikke til. Næste dag cyklede jeg ud ad Grenåvej og fandt en kornmark, som blev mit »hjem« indtil min arrestation. Det kostede mig mange tærsk og forklaringer at overbevise Gestapo om, at jeg faktisk havde sovet i den fri natur, indtil jeg blev fanget. 

»Du er fyldt med løgn,« sagde de, »du har været i København for at få nye ordrer.« I de dage fik jeg et nærere samarbejde med Grethe Bartram, som snart skulle blive min banemand og allerede var i fuld gang med sin rakkergerning. Der var som sagt ryddet godt op i rækkerne, og ville der komme flere arrestationer? 

Vi gik på kattepoter i de dage. Godt, at Willy ikke var arresteret. Nu gjaldt det om at manifestere sig, helst med et nummer af »Århus Ekko« eller en løbeseddel, så Gestapo kunne se, at vi ikke var lammet. Jeg aftalte med »Niels« og »Bang«, at vi snarest skulle udsende »Århus Ekko«, vi havde jo trykkeri stående intakt hos Kingo N. Jeg holdt mig i nær kontakt med Willy og Grethe Bartram.
Vi enedes om at mødes foran domkirken hver eftermiddag kl. 15, så skulle jeg forsøge at få forbindelsen udefra. Men det er klart, at jeg var blevet meget forsigtig og ikke sagde et ord til hverken Willy eller Grethe om mine forbindelser udad. 

At jeg store idiot ikke kunne gennemskue, at Grethe pludselig begyndte at gøre kur til mig, var mig en gåde, da tingene begyndte at gå op for mig. At jeg ikke gik i fælden skyldtes i hvert fald ikke, at jeg gennemskuede hende. Det frygtelige var sket, at Grethe var blevet stikker for Gestapo - det kom senere frem, at hun havde forelsket sig i Kriminalret Rothenborg, som var sendt til  Århus for at trævle  modstandsbevægelsen op.  Jeg lærte ham senere at kende, det vender jeg tilbage til. 

Det var Grethe, der havde hjulpet Gestapo til at trævle hele vores ellers fantastiske organisation op. Grethe fik mig til at følge sig hjemme, en sen aften, og mange gange senere har jeg rekonstrueret vores aften og vores samtale.

Da arbejdet nu næsten var lammet pga. de mange arrestationer, var vores daglige møde en formssag - vi hilste kun på hinanden og skiltes straks igen. Selv om jeg nu var sikker for overraskelser på mit logi, efter at jeg var flyttet »på landet«, var jeg bange for min situation. Mit største problem på kornmarken på Grenåvej var min cykel, den havde jeg svært ved at gemme. 

Men en dag fandt jeg en græsmark med høstakke. Her fik jeg indrettet mig ret bekvemt, også cyklen gemte jeg her. Men en dag, da jeg vendte tilbage fra Århus, var mit logi væk! Det var kørt væk på en hestevogn. Så jeg måtte igen søge tilbage til kornmarken, der var så lav, at cyklen kunne ses fra vejen! Jeg blev dog aldrig opdaget.

Grethe Nielsen fra Ellehammervej, Kongsvang, min meget søde veninde og kammerat og jeg cyklede en af de sidste dage - de dage, jeg nu kalder tomrummet - ud i Åkrogen (Vejlby) og badede. Som om det var i går, husker jeg vejret - sorte, tunge skyer - torden og sommerregn - og jeg husker min egen trykkede stemning. 

Jeg husker, jeg var bange, mine nerver var tydeligt på højkant over alt, hvad der var hændt den sidste måned, alle de dejlige kammerater, der var taget af Gestapo.



Gestapo


1. dag, d. 14. juli 1944. 


Og så kom turen til mig. Aldrig så snart var jeg standset op ved lygtestanderen foran indgangen til domkirken på Store Torv, endnu siddende på min cykel og Willy Andersen stående på fortovet, før vi blev omringet af 6-7 gestapofolk, som greb fat i Willy og sagde til mig på halvt tysk og halvt dansk: »Er du Kaj?« Jeg reagerede omgående, sprang af cyklen, langede den første gestapomand, der forsøgte at stoppe mig, en knytnæve i ansigtet og løb og løb over mod teatret. Til venstre mellem kirken og teatret var der en bod af en slags, hvor der var sort af mennesker. Kunne jeg bare komme derhen og gemme mig, har det nok summet i mit hoved. Gestapofolkene havde jeg lagt bag mig, og den dag i dag ved jeg, at jeg var sluppet fra dem, hvis følgende ikke var sket. 

En 2-3 danskere, deriblandt en falckmand, som var særligt emsig, greb mig og holdt mig fast. Jeg skreg til dem: »DET ER GESTAPO - lad mig løbe. Det er Gestapo, slip mig!« Men da var det allerede for sent, jeg blev afleveret til de danske og tyske gestapofolk. Jeg ved ikke, hvad de følte, de gode, danske mænd, der måske var skyld i, at jeg kom en tur-retur i helvede. Men det har ikke været blide tanker og følelser, jeg har haft om dem, når de endnu så mange år efter stadigt dukker op i mine erindringer.  

Jeg fik smækket håndjern på og blev ført tilbage til Store Torv og op i nogle 1. sals kontorer i hjørneejendommen op til Strøget. Jeg nåede lige at se et glimt af Grethe Bartram ovre på den anden side af Store Torv i en indgang til en forretning. Endnu drømte jeg ikke om, at hun var forræderen. 

»Nå Kaj, så fik vi dig endelig,« sagde forhørslederen, gestapochef Werner, til mig, »så skal vi lige hurtigt have en plan over, hvad der er tilbage af jeres organisation, dine forbindelser ud af byen, og i øvrigt alt, hvad du ved.« 

Jeg lo ham hånligt op i ansigtet og sagde: »Jeg ved ikke, hvad De taler om, og jeg har ikke noget at fortælle.« 

De kiggede på hinanden, og som ved et tegn blev jeg væltet om på gulvet og gennembanket og sparket i mave og underliv. 

»Nå, så kan du måske få munden på gled, dit kommunistsvin!« 

Min hjerne arbejdede under højtryk, jeg, der er så ræd for tærsk, lå nu lige midt i det. 

»Hør nu her - I ta'r mig vist for en større fisk, end jeg er,« (hvad de også gjorde - hele tiden kom der folk ind for at skulle se »Kaj« eller »Søren«. Det var tydeligt, at de troede, at jeg var en stor kanon, det har sikkert kostet mig mange ekstra bank.) 

Men jeg opdagede hurtigt, at de ikke var klar over mit rigtige navn og bildte dem ind, at jeg hed Erik Nielsen og var fra Grædstrup, et navn, jeg lige slyngede ud. De faldt nu til ro, efter at jeg fortalte dem, at jeg havde tabt enhver forbindelse, da alle jo var arresteret, men at jeg ventede besked fredag i kiosken i Nørre Alle - Nørregade, og at jeg havde sovet i en kornmark den sidste måned. Jeg havde herved opnået, hvad jeg ville - nemlig at de skulle tro, at jeg var brudt sammen. 

Jeg blev nu ført til domhuset i Vester Alle og indsat i celle 10 i stuen. Fra det øjeblik, jeg hørte døren smække bag mig, drejede mine tanker sig ustandseligt om flugt. Mit cellevindue sad ret højt, men noget af det første, jeg foretog mig, var at kravle op i vinduet for at orientere mig. En djævelsk pigskinne, som jeg var nødt til at lægge mine ben på, voldte mig megen smerte og gjorde, at jeg i de ca. 40 dage, jeg sad i celle 10, gik med blodige mærker under mine knæ. 

Celle 10's vindue lå i flugt med stjernegårdens ståltrådstag, dvs., hvis jeg kunne få brudt jernstængerne foran mit vindue, kunne jeg gå lige ud på ståltrådsnettet, hoppe ned enten i Biblioteksgade eller på muren ned mod Åboulevarden. Min plan var færdig i alle detaljer. Fire tyske soldater gik to og to vagt rundt om hele området Vester Alle,, Åboulevarden, Biblioteksgade, Christiansgade. De mødtes nede i Biblioteksgade, vendte om og gik tilbage. Det tog 5-10 minut­ter, hvad jeg anså for at være tid nok til at komme væk i. Det var min plan at komme over åen og op om bryggeriet og op til Ringkøbingvej til Clara og Bjarne, vores dækadresse og fantastiske værtsfolk, som altid havde deres dør åben for os. Jeg havde en tyrkertro på, at ingen røbede C. og B., og det kom også til at slå til. 

Min plan lå altså færdig inde i hovedet på mig. Jeg gik nu i gang med at finde en udvej for at få stængerne brækket fra hinanden. 

2. dag. 15. juli, lørdag.


Om morgenen tidligt blev døren revet op, og tre mand stormede ind i cellen. 

»Din løgnhals, du hedder jo ikke Erik Nielsen, du hedder Steen Lykkeberg og er fra Horsens - kom med!« Håndjernene smækkede. Det er nu ikke rigtigt at kalde dem håndjern - det var en kæde og to små hængelåse - sandsynligvis købt i Cykelcompagniet, simpelt, men effektivt. En DKW holdt ude i gården i Christiansgade, jeg blev stoppet ind bagi, og så gik det op til kollegieblokkene på universitetet. 

Forhørslokalerne lå på første sal, jeg kendte lokaliteterne. Jeg havde været der med Georg Mørk Christiansen, der blev henrettet den 2. dec. 1943, på besøg på kollegiet. Jeg havde også engang været der med en besked til Hans Mølbjerg, der dengang var student og aktiv i modstandskampen. Jeg glemmer aldrig min entre hos ham. Der havde været fest på værelset om natten, kunne man tydeligt se og lugte, og H.M. var både søvnig og sur. Men det, der gjorde størst indtryk på mig, var et halvtømt glas øl, hvori der var stillet et par stilke ærteblomster! 

Jeg kendte altså værelserne med de små altaner. Den gestapomand, der skulle forhøre mig, var en tysker ved navn Grünwold. Det var ham, jeg havde givet et kæbestød, da jeg prøvede at flygte fra dem nede på Store Torv. Han blev min specielle »ven« og plageånd, men det var i øvrigt ikke ham, der stod mest for mine forhør. Det var en anden tysker, som jeg desværre ikke husker navnet på, sandsyn­ligvis Schultz? - og så en dansker, der hed Hensen. Han pralede ved enhver lejlighed med, at han »havde mig i sigtekornet«, da jeg løb hen over Bispetorv. »Du var ikke sluppet væk, Steen!« sagde han, »du var endt på kirkegården! Nu ender du i stenbru'et!« Han var fynbo, var fed, ondskabsfuld og pervers. Hans lem stod på ham, når stemningen var på kogepunktet, og der var tortur i luften, så trykkede han sig ind imod mig, - og han stank ud af munden. 

Da jeg blev kørt tilbage til cellen den anden dag, måtte de næsten bære mig, så medtaget var jeg af tærsk på loftet. 

3. dag, søndag. Fridag

4. dag.  Der var i det store og hele fast arbejdstid, hvad forhørene angik. Jeg blev hentet om morgenen ved 9-tiden og bragt tilbage sidst på efter­middagen. I middagspausen blev jeg lænket til en stol, somme tider med en vagt, men som regel alene. Naturligvis uden mad og drikke. Frokosten varede 1,1/2 - 2 timer. 

Et bundt nøgler, jeg havde på mig, lærte mig en ting, aldrig, aldrig mere at gå med nøgler i en lignende situation. Hver eneste nøgle skulle jeg gøre rede for. - de halve af de idiotiske nøgler_ anede jeg ikke, hvor hørte til, ja, de havde jo været hos fru Esbensen i Lundbyesgade, så jeg bildte dem ind, at der var de tre fra - fordør, bagdør og gadedør. En af nøglerne var til hendes dør, men de to andre var til et lille missionshus - »Bethesda« - som lå omkring Niels Juelsgade og Otte Rudsgade. Det eksisterer ikke mere. Der var artige ting der. 

Min gode og modige kammerat, (hans illegale navn var "Steff" han hed Harry Thomsen og var gummiarbejder fra Køge), havde stik mod alle ordrer fået lov til for nogle ganske få dage at benytte stedet. Og nu sad jeg her med nøglerne. Gudskelov kontrollerede de ikke, om det passede med nøglerne hos fru Esbensen. En nøgle til­hørte Willy Andersen, den var til et lagerrum, vi havde i Nørreport. 

Willy, der var taget sammen med mig, sad i de første dage i forhørslokalet ved siden af, og en modbydelig trafik gik frem og tilbage mellem ham og mig: Willy And. siger, W.A. hævder---. Nu kendte jeg godt det gamle polititrick. Med andre ord, de spillede Willy og mig op mod hinanden. Han gjorde, hvad der var det eneste rigtige at gøre, han sagde simpelthen - og ingen kunne sige sådan noget mere troværdigt end Willy: »Fandme, jeg er bare en lille mand, som er blevet udnyttet af Steen L. Og jeg har fået min betaling for det og har aldrig tænkt over, at der var noget galt i« - osv., osv. i den dur. Taktikken lykkedes i det store og hele, men Willy fik sine tærsk. 

5. dag. 
Forhørsgenierne havde en taktik med at starte råbende og ophidset. I dag: »Willy siger, det var dig, der stod bag sprængningen af ammunitionsskibet d. 4. juli på Århus havn.« (Her blev 32 mennesker dræbt). Påstanden blev understreget af slag og lussinger bagfra. At jeg skulle stå bag attentatet var vanvittigt, men viste Gestapos ubegavede forhørsmetoder. Det gik da også hurtigt op for mig, at de var nemme at løbe om hjørner med. De skrev - op ad døre og ned ad stolper - 3-4 eksemplarer med karbonpapir imellem - på tysk - som man måtte underskrive uden at forstå et ord af det. 

Imidlertid havde jeg mobiliseret reserver, så jeg kunne holde sammen på historierne. Hvis jeg havde serveret en løgn, kunne jeg bygge videre på den og på den måde fortælle og fortælle, så de kunne få brugt noget karbonpapir. 


6. dag, 19. juli. 
Vi manglede at finde ud af en nøgle, som jeg brugte til et værelse, hvor vi havde et lager af litteratur fra Mondes forlag - Karl Marx' »Udvalgte skrifter« i 2 bind og andre. Det var. på et loftsværelse i Sonnesgade. Hvem der egentlig ejede værelset, husker jeg ikke. 

»Nå, Kaj,« Hensen pegede med tommelfingeren op mod loftet, hvilket betød, at jeg skulle op og smage livremmen - »den sidste nøgle?« 

»Jeg ved det ikke,« sagde jeg. 

»Vi frisker op på hukommelsen,« Hensen rejste sig, »lad os gå en tur op på loftet.« 

Jeg havde engang været deroppe, seks mand holdt og slog mig. Hensen trak bukserne ned på mig, så blev jeg lagt ned over varmerørene og tærsket med en militær rem - vel at mærke med spændet mod kroppen. Jeg skreg, så det har kunnet høres helt ud på Langelandsgade. Næste gang fik jeg da også bind for munden. Jeg fandt aldrig ud af, hvor den nøgle hørte til, og de opgav aldrig at vende tilbage til den. Den lå under alle forhørene på skrivebordet med en stor mærkeseddel ved, hvorpå der stod med store bogstaver KAJ og med småt Løkkeberg - stavet med ø. Mærkesedlen paralyserede mig, hver gang jeg så den - den satans nøgle. Jeg fulgte forhørslederens øjne, når de gled hen over bordet. Fik han øje på den? 

 
7. dag, torsdag. 
DKW'en standsede hver dag på Vesterbro Torv ved kiosken, hvor Hensen købte »Jyllandsposten«., Jeg har endnu en erindring, der prentede sig ind i min bevidsthed. Hensen siddende på forsædet ved siden af føreren og læsende Dr. Goebbels udgydelser fra »Das Reich«, som »Jyllandsposten« bragte hver torsdag. Det var da heller ikke mærkeligt, at »Jyllandsposten« og »Fædrelandet« - nazisternes dagblad - som de eneste to blade - skulle have været lukket, da krigen var forbi. Det blev dog kun »Fædrelandet«. 

Men her sad jeg og kunne se hen ad Vesterbrogade. Det første sted, jeg havde boet. Helen og Egon var nogle af de første, der stillede deres hjem til rådighed for den illegale bevægelse til møder og til logi i 1942. På det tidspunkt var det ganske land kyst af angst over selv det mindste tegn på modstand mod besættelsesmagten! At huse kommunister var nærmest kriminelt. 

Meget af den tortur, jeg blev udsat for, undtagen den, der foregik på loftet, blev overværet af en ung, smuk, tysk maskinskriverske. Hun aldrig så meget som sendte mig et medlidende blik, men fniste vulgært, når der blev sagt morsomheder på tysk. Vi var jo i juli måned, dagene var til tider hede og varme. Hun var smuk og yppig, hendes blomstrede sommerkjole strammede her og der. Jeg blev hentet hver dag, søndag fra en kold, uhyggelig celle, suste op ad Langelandsgade. Somme tider var hudafskrabningerne i ansigtet, som jeg fik på loftet, blodige fra den foregående dag. Inden jeg fik mig sat, fik jeg bagfra et slag på halsen med en flad hånd. Somme tider prøvede jeg at fange hendes blik, ville nok appellere til hende. Jeg var som luft, eksisterede overhovedet ikke i hendes verden, hun skrev, hun grinede, hun hoppede som en engel gennem rummet, glattede sin kjole ned over knæene, når hun satte sig. Hun så drømmende ud af vinduet, solen lyste gennem hendes hår. Når jeg skreg, sad hun - englen - og ordnede sine små fornødenheder. 

8. dag, fredag d. 21. juli. 
Jeg sov ikke natten til fredag. For det første havde en fange skreget hele natten, han havde det, man med et grimt ord kalder fængselskuller. Han råbte på sin mor hele tiden, bankede, trampede, skreg. Det var uhyggeligt. 

Da de hentede mig, kunne jeg mærke, at noget var sket. Deres øjne var mere onde end sædvanlig - eller var det mig, der var nervøs? I bilen blev jeg klar over sammenhængen. Hensen slog mig med avisen over kinden og skreg: »Kommunistjøderne har prøvet at slå føreren ihjel, men han er udødelig! « Jeg frydede mig, men jeg havde nok at tænke på. 

Jeg skulle stå til regnskab for den historie, jeg havde bildt dem ind den første dag, at jeg skulle høre efter besked i kiosken ved Nørrealle, lige hvor Paradisgade løber ud i den og Nørregade. Naturligvis lå der ingen besked til »Kaj«, da vi kom der kl. 15. De var rasende, sagde, at jeg var fuld af løgn, de kunne næsten ikke beherske sig, til vi kom ind i bilen. De kørte mig til Vester Alle, gik med ned i cellen og gennembankede mig, til jeg til sidst »tilstod«, at det var løgn med den kiosk, og at sandheden var, at jeg skulle stå ved opgangen på hovedbanegården og vente på københavnerekspressen med POLITIKEN i hånden hver lørdag. Det var også løgn. Næste dag var det lørdag - en dags frist mere. 

9. dag. 
Som dagen i forvejen fik jeg håndjern på sammen med to gestapo­mænd og blev kørt til banen ved den tid, københavnerekspressen kom ind. Før jeg stod der, havde jeg slet ikke tænkt på den ulykke, jeg kunne have forvoldt. Tænk, hvis jeg var blevet genkendt af en god ven, som helt uskyldigt var kommet hen og havde sagt: »Davs, kammerat!« Mine ben rystede under mig ved tanken.

Alt gik efter planen, ingen kom hen til mig, for ingen kendte mig med blød hat og briller. De, der kendte mig i den mundering, var arresteret. Gestapo anede ikke, at der var vinduesglas i mine briller, og at blød hat netop var for at skjule mig. De var rasende, men jeg sagde, at jeg skulle stå der hver lørdag, indtil forbindelsen kom. De førte mig tilbage til Vester Alle, deres lørdag var ødelagt, men det var første dag, hvor jeg ikke fik tærsk. Jeg skulle senere på dagen blive klar over, hvad grunden var.

Først på aftenen trådte en høj, flot fyr med et sæt velsiddende tøj og kravetøj og slips ind i cellen. Han præsenterede sig som Kriminal et eller andet Rothenborg. Han talte dansk, så vi kunne føre en sam­tale. Han bød mig en cigaret, »tag nogle stykker, hr. Lykkeberg. Jeg vil gerne snakke lidt med Dem, jeg har læst lidt i forhørsreferaterne. De er jo en begavet repræsentant for dansk ungdom, idealist og - ved jeg - kommunist.« Og så fik jeg et ækelt naziforedrag om Lebensraum og bolchevismens farer, om det russiske undermenneske, som jeg roligt hørte på, hvorpå jeg sagde, at det bare undrede mig, at det store, stærke Tysklands politi i Danmark behøvede at gennembanke mig for at få mig til at angive mine kammerater. Jeg havde dog også kæmpet for min overbevisning. Han for op - jeg skulle ikke genere ham. Der var ingen, der fik tortur og blev slået af hans folk. Jeg trak mine bukser ned og viste ham de blodige mærker på min bagdel, ryg og lår, fortalte ham, at dem, jeg havde i hovedet havde jeg fået ved, at de kørte mit hoved mod loftsgulvet oppe på universitetet, når jeg fik lektion i nazisme. Han lod forbavset, det skulle han omgående få undersøgt osv., osv. Samtalen ebbede ud, og han gik. Håbede jeg mon, at jeg slap for flere bank? 

Søndag, 10. dag. 
Jeg kunne ikke huske sidste søndag - 3. dag - hvad skete der egentlig? Jeg var ikke til forhør, sov jeg? Jeg ved det ikke. Eller var jeg bevidstløs? 

Hen ad formiddagen 10. dag blev jeg klar over, at jeg havde fridag. Jeg kom i bad, og maden var helt søndagspræget, skønt jeg ikke mindes nogen decideret dårlig kost, heller ikke til hverdag. Tværtimod husker jeg, at vi fik ganske gode gule ærter engang imellem. Noget mærkeligt spaghettiagtigt noget, der havde farve og striber som gammeldags gasslanger, mindes jeg som hundemad, men det røg såmænd ned sammen med det andet. 

For at følge min klage til Kriminalrat Rothenborg om tortur op, besluttede jeg mig til at være »syg« for at komme til læge, måske en flugtmulighed. Hen på søndag eftermiddag ringede jeg for at komme på toilettet , og under toiletbesøget lod jeg mig falde om med bukserne om hælene, netop for at den gamle fangevogter, som jeg havde øjnet et lille gran af menneskelighed hos, skulle se mine skader. Han stod i forrummet og skulle holde øje med, at vi ikke lavede numre. Han kaldte på et par kalfaktorer (gangmænd), som slæbte mig ud. Jeg var nu »vågnet« op og bad om en læge, men det kunne der overhovedet ikke være tale om før i morgen, mandag. Måske kunne jeg så lave en fridag om mandagen. Jeg håbede på en dansk læge. Da jeg kom tilbage til cellen, kravlede jeg op for at kigge ud i Vester Alle - en trambus kom forbi, folk cyklede og gik i deres sommertøj. Jeg kunne kun se det øverste af dem. Jeg kunne kun holde ud at klamre mig til vinduet nogle få minutter ad gangen. Det var lykkedes mig at sparke bænkesædet på min faste siddeplads løs. Det skulle være mit brækbræt til at bøje jernstængerne så meget, at jeg kunne presse hovedet ud, resten kom af sig selv, så slank jeg var. 

Den pudsekasse af pap, som jeg havde på bagagebæreren, da jeg blev taget, fik jeg med ind i cellen. Den indeholdt pudsegrej + tand­børste samt en gammel tandbørste, som blev brugt til at hvidte dæksko med, (det gjorde man dengang). Kassen kom mig meget til nytte! Med den målte jeg mit hoveds tykkelse, så jeg kunne regne ud, hvor meget stængerne skulle have, for at jeg skulle kunne presse mig ud. 

En plan om at komme i kontakt med »skyggerne« ovre på statsbiblioteket var også ved at tage form, hertil skulle papkassen ligeledes bruges. 

11. dag, mandag. 
Mine bødler kom ikke til sædvanlig tid den dag. Derimod fik jeg at vide, at jeg skulle til læge kl. 11. Hvis han var læge, var jeg fanebærer i Frelsens Hær! Han gjorde ingenting - så knapt nok på mig, men viftede mig væk med hånden som prinsessen, der sagde: »Dur ikke, den næste!« 

Over middag blev jeg hentet igen, denne gang af Grünwold. 

»Vi tror, du lyver med din sidste nøgle,« sagde han, »og nu vil vi vide besked. Nu skal jeg vise dig noget, som plejer at få munden på gled!« Først blev håndjernene flyttet om foran, så tog han tre penneskafter, dem stak han ned mellem fingrene, efter at begge håndflader var lagt imod hinanden. Så greb han med begge sine hænder om­kring de strittende fingre og klemte. til. Virkningen udeblev ikke -jeg skreg af smerte! 

»Skal vi så lige få opklaret de sidste sager, vi ikke rigtigt kan komme videre med?«

Jeg kunne jo godt den ellevte dag tillade mig at røbe, hvor det værelse med litteraturen lå. De derude burde jo nu have udslettet alle spor, men der var jo også ejeren af værelset at tage hensyn til. Han klemte og klemte, jeg gav mig ikke, men jeg skreg, så jeg selv i dag er flov ved det. Min hud mellem fingrene var blodig lang tid efter, men brækkede fingre var der dog ikke tale om. 

12. dag, kl. 2 om natten. 
Celledøren røg op med et brag, jeg tumlede ud af køjen og blev mødt med rasende knippelslag og tyske ukvemsord. De nævnte ordet kirke, og så var jeg klar over, at de havde fundet den lille kirke, eller det var vel et missionshus. Her havde bl.a. »Steff« gemt sit sprængstof o.a. Jeg fik hurtigt tøj på - og af sted derop. De folk, der hentede mig, var et hold tyskere, som jeg ikke før havde truffet. De råbte op om logi for en faldskærmsmand og ville have navnet af mig. De troede mig naturligvis ikke, men hen på morgenen endte vi oppe på kollegiet, og her var Hensen, Grünwold og mange andre til stede. Det hele var i oprør. Jeg blev nu klar over, at en kvinde, hvis mand var forduftet, havde sagt til Gestapo, at hendes mand mødtes i kirken med en faldskærmsmand og en, der hed Kaj. Nu skulle jeg så fortælle dem, hvem den faldskærmsmand var. Jeg var aldrig sammen med nogen i kirken, som kun skulle bruges til lager. Den var da også omgående blevet tømt. Og jeg nægtede ethvert kendskab til stedet - at nøglerne til kirken lå på Gestapos bord, anede de ikke. Men mystisk var hele sagen, og jeg blev aldrig klar over dens sammenhæng. Jeg havde også nok i forvejen at bekymre mig om. Hen på formiddagen blev jeg kørt tilbage til Vester Alle med knippelsuppen siddende i baghovedet og hals. 

13. dag. 
Lige fra jeg blev taget, havde jeg bedt om at få lov til at skrive hjem, og netop den dag, den 26. juli, fik jeg blækstift og papir ind i cellen, og jeg svor, at blækstiften gav jeg ikke fra mig igen. 

Jeg skrev til min søster Inga og bad hende bl.a. om at sende mig en bestemt slags tandpasta i paptube. Jeg havde en plan om at skrive dagbog på toiletpapir, rulle det i lange, tynde stænger og stikke dem op gennem bunden af tuben, som var let at åbne. Da jeg afleverede brevet, beholdt jeg blyanten - en gul blækstift. 

Ti minutter efter kom »Ravrøret« susende tilbage: »Blyanten!« Han rakte hånden frem. 

»Den har jeg afleveret.» 

Jeg sagde med vilje ikke: »Den har De fået.« »Til hvem?« spurgte han.

»Det mener jeg da var til Dem, men måske til en anden.« Han låste døren, lidt efter kom han igen. »Kom med!« 

Der skete det, jeg havde ventet. Cellen skulle gennemsøges, blyanten skulle findes. Uden for celledøren skulle jeg tage alt tøjet af og blev derefter ført ind i en tom celle. Så gik man i gang med at gennemlede min celle, men de kunne godt spare sig, for blyanten var gemt i et skjul, som kun den, der boede i cellen, kendte. Jeg havde godt nok besvær med at få den lirket frem igen, men jeg kyssede den, som den bedste ven, man kunne få. 

Jeg begyndte straks at lave en kalender på et stykke karduspapir, og det er den, der i dag hjælper mig til at opfriske hukommelsen. Den er ved lykke og held i min besiddelse i dag. Værre gik det med min dagbog, som var ca. 50 ark gult toiletpapir, (det var før crepepapi­rets tid,) tætbeskrevne med prentet skrift. Den fik en sørgelig, men måske forståelig skæbne. Men herom senere. 

14. dag. 
En af de første dage, jeg var i forhør, sagde Gestapo til mig: »Din fører« (Aksel Larsen) lagde kortene på bordet, han fortalte os alt, han indså, at slaget var tabt. « (Jeg troede dem ikke). »Men du fylder os med løgn. I dag skal vi høre om, hvad du kender til partiets nuværende top. Hvor er Alfred Jensen?« Godt, at han klarede sig endnu, tænkte jeg. Jeg huskede ham siddende i vores stue før krigen - i øvrigt mors store helt - »Danmarks Thälmann«, som hun kaldte ham. »Ham kender jeg ikke personligt, og jeg aner ikke, hvor han er.« De spurgte om Holger Viveke, Ib Nørlund og Johannes Poulsen. De havde en liste så lang som et ondt år over personer, som de påstod, Aksel Larsen havde angivet. Pludselig skreg de: 

»Hvor er din far?« 

»Han sidder i Horserød,« sagde jeg forbavset. 

»Nej, ham lod de løbe. Han var syg, og det ved du godt, og nu står der Lykkeberg på meget af det, vi hører fra Horsens.« Jeg måtte på en eller anden måde have min far advaret, tænkte jeg.

»Hvem er Anton?« 

»Aner det ikke« - vidste godt, at det var Peter Sabroe, som jeg selv havde modtaget i Århus efter hans flugt fra Horserød. Nu var han i Horsens. 

»Hvornår var du sidst i Horsens?« spurgte de. 

»Ikke siden 1942.« (Jeg havde været der to gange). 

»Vi kan ikke rigtigt få hul på bylden i Horsens, vi ved, du lyver!« skreg Hensen, »men en tur på loftet skal nok opfriske din hukommelse. Vi vil vide alt, hvad du ved om Horsens. Navne, forstår du, navne, steder!« 

Hensen pegede med tommelfingeren mod loftet. Jeg havde ikke bukserne nede denne gang, men bind for munden. Hensen var morsom: »Vi skulle jo nødigt have et dårlig rygte her i kvarteret på grund af din skrigen«. Jeg fik da også munden på gled. Ja, jeg kendte da Arne Gottlieb, (han sad i Stutthof i Tyskland), det sagde jeg naturligvis ikke. De elskede at få navne. De fik Henry Christensen, (Stutthof) og navne, som jeg opfandt. Folk, der var i Sverige - de var lykkelige - jeg fik tiden trukket ud, men var klar over, at jeg spillede højt spil. 

15. dag, den 27. juli. 
Kl. 10.30 gik min celledør op. Jeg troede, det var mine plageånder, men i stedet for blev en mand brutalt skubbet ind i cellen på en så dilettantisk måde, at jeg straks fattede mistanke. Det var tydeligt en cellestikker: »Han var blevet pint og plaget af det satans Gestapo« og »skulle vist snart skydes«. Jeg var for første gang siden d. 14. lige ved at le højt og ærgrede mig over at spilde min »kostbare« tid på den fidusmager med alle de planer, jeg havde i gang. Jeg håbede, at det blev en kort visit. Over middag blev jeg imidlertid hentet ud af cellen. Så kunne han i ro og mag undersøge mine ting, tænkte jeg. Blyanten og kalenderen havde jeg på kroppen, så dem kunne han ikke finde. 

Jeg blev ført op på 2. sal, og en celledør blev smækket op, og inde på gulvet lænket til en ring i væg (eller gulv?) sad David Hejgård, min gamle chef og medkæmper. Jeg kunne have omfavnet ham, men ingen af os sagde et ord. Vi stirrede kun på hinanden. Det var nok meningen, at vi, eller rettere jeg, skulle have røget i hovedet på ham og sagt: »Er det dig, der har sagt det og det og det?« Efter krigen sagde han: »Da jeg så dig stå der i døren - dit ansigt var blodigt af hudafskrabninger - tænkte jeg: Han har fået sin bekomst, og jeg var klar over, at havde du røbet noget, så havde de måttet tærske det ud af dig. Så jeg var ganske godt tilfreds med dit udseende,« sluttede han. 

Da jeg kom tilbage til cellen, var min cellekammerat åbenbart færdig med sine undersøgelser, for han så slemt sur ud. Det var nok rigtigt, at jeg ingen blyant havde. Blyanten var imidlertid allerede delt i tre dele, den ene var tiltænkt en fange i cellen ved siden af min. Han blev omgivet med meget mystik, så også temmelig forslået ud. Engang imellem til og fra gårdtur prøvede jeg at smile og hviske til ham. Jeg havde gemt blyant og brev på toilettet til ham - manglede bare at få det sagt - selv havde jeg skrevet mit navn og by og spurgt ham om det samme. Jeg fik svar næste dag, desværre husker jeg ikke navnet, men mener, det var Hansen. I næste brev skrev jeg lidt flere oplysninger og bad om det samme fra ham. Han svarede: »Jeg tør ikke skrive mere,« - men blyantsstumpen beholdt han. 

Utallige gange gik jeg mine forhør igennem, så jeg i min dagbog kunne give en beskrivelse af personer, steder, samtaler - det var mig en stor hjælp, at jeg bestemt havde benægtet, at jeg kunne tysk. Derved havde jeg den fordel at skulle have alt oversat og mange gange på den måde vinde tid, ligesom jeg kunne aflytte samtaler, som ikke var beregnet for mine ører. Det udviklede sig endda så meget, at jeg selv til de mest elementære ting lod uinteresseret, selv ja og nej lod jeg uforstående overfor. Som sandt var, havde jeg ikke lært tysk i skolen, hvor jeg kun gik til 7. kl. Men jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde taget et tyskkursus i AOF - så jeg forstod i grunden slet ikke så lidt. 

  
16. dag. 
Min »kammerat« blev hentet igen, gudskelov, han gik lige så tomhændet derfra, som han kom. 

Det er lørdag i dag - mon jeg slipper for at komme på universitetet? Jeg var allerede begyndt at skrive dagbog - bare nu Inga snart sendte den tandpastatube, jeg havde bedt om i brevet. 

Bortset fra Gestapos bemærkning under forhørene om min far kendte jeg ikke ret meget til hans og mors skæbne. Jeg vidste, at Ove sad i Horserød, og at Inga og Ellen var sluppet for videre tiltale. Nu havde de fået brev fra mig, så jeg håbede, at en af dem forsøgte at få lov til at besøge mig. Det var vigtigt, at jeg kunne få sendt besked ud, men det blev nok svært. 

Godt, at det var sommer, for cellen var kold, men behagelig - hvordan ville den ikke være til vinter. Min mave struttede som et un­derernæret negerbarns, vi spiste enorme mængder tysk rugbrød, som nok for 90% vedkommende var tomme kalorier. Det gjorde også, at vi tit skulle på wc. Det var ikke altid, at vores fangevogtere var hurtige nok til at lukke os ud - ganske vist havde vi i et lille af­lukke en slags jernskuffe til at forrette nødtørft i, men i begyndelsen brugte jeg håndvasken, når det kunne lade sig gøre, ved større behov måtte jeg tage skuffen i brug. Det kunne endda gå, da jeg var alene, men senere, hvor vi var tre mand, var det et mareridt, som jeg ikke ønsker at berette mere om. 

17. dag. 
Om søndagen, hvor jeg næsten var sikker på at slippe for forhør, rystede jeg af angst, hver gang klokken ringede ude på gangen. På den måde var der sørget for, at man aldrig følte sig sikker. Jeg havde nu fået revet papiret af låget på min papkasse, så det kun holdt sammen i et hjørne - under det skrev jeg med store bogstaver: HJÆLP! BRUG KIKKERT! Det var mit håb, at skyggerne ovre bag ruderne på statsbiblioteket ville bruge en kikkert, så jeg kunne sende besked den vej. Var det naivt? Da jeg første gang holdt paplåget op, blev gardinerne trukket for med et ryk -jeg prøvede flere gange, men med samme resultat. Det var et frygteligt chok for mig, helt alvorligt havde jeg håbet på kontakt, men med den klare reaktion fra perso­nalet tabte jeg i hvert fald ethvert håb om kontakt ad den vej.   

 
18. dag, 31. juli. 
De glemte at give mig håndjern på, da de hentede mig - straks var jeg på vagt. Ville de arrangere et lille flugtforsøg og så få mig skudt nej, det troede jeg ikke på. Forhørene var ikke til ende, så vidt jeg kunne mærke. Hvis et flugtforsøg var deres ønske, var jeg ikke blevet anbragt på bagsædet af den lille 2-dørs DKW - men noget var der i gære, i stedet for at dreje ned ad mod åen, drejede de til venstre og parkerede oppe ved mejerikontoret over for Rådhuset. Jeg blev beordret ud - uden håndjern. Hensen sagde: »Jeg har dig på kornet, hvis du forsøger det mindste! Du husker nok, da vi tog dig!« 

Vi gik over Rådhuspladsen, og foran Rådhuset sidder til min store skræk Johannes Poulsen, Ålborg. Jeg fattede ikke meningen og lod ham være luft for mig. 10 m fra ham drejede Hensen og den anden mand væk fra Johs. P.. Jeg gik i midten af de to. Situationen var fantastisk. Det var helt sikkert, at de to fjolser ikke kendte J.P., og den eneste forklaring, jeg kan give, er, at de må have fået et eller andet tip om, at en eller anden var på stedet, og at man så håbede, at jeg skulle genkende vedkommende eller rettere omvendt. Vi gik nu hen ad Park Alle og ind i gangen ved Agnete og Havmanden og nærmede os igen stedet, hvor Johs. sad eller rettere havde siddet, for nu var han væk! Vi satte os på bænken en halv times tid, der blev ikke sagt eller spurgt om noget som helst. 

Mange år efter fik jeg bekræftet, at Johs. P. var på stedet for at træffe en mand, han havde dog ikke set os. Sikkert, fordi han havde genkendt den mand, han skulle møde, og som netop var på vej over til ham samtidig med, at vi passerede ham. 

19. dag, 1. august. 
Dagen begyndte med de sædvanlige forhør, som hurtigt udviklede sig til en opvisning i deres brutalitet. Til middag hændte der noget mærkeligt. En tolk ved navn Mortensen (måske et dæknavn), som af og til afløste Hensen, blev sat til at passe på mig i pausen, som gerne varede 1 1/2 - 2 timer. Han fortalte mig, at han var wienerbarn (dvs., at han efter 1. verdenskrig var i pleje hos en dansk familie. Som regel var årsagen, at de var forældreløse.) Derfor hans gode dansk. Han var meget snakkende og indladende og sagde: »Jeg kan fortælle dig, at I har en stikker imellem jer. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, men hun er meget malet og ikke helt ung.« (Det fik mig ikke til at tænke på Grethe Bartram, som jo var ung!) »Jeg har sendt bud til modstandsbevægelsen. Hun bliver snart likvideret.« Jeg troede ikke mine egne ører og lod naturligvis kold. Han fortsatte: »Hvis du vil have besked ud, kan jeg gøre det for dig!« Jeg var lamslået, og han mærkede da også, at jeg kun havde foragt tilovers for ham. Jeg drømte ikke om at stole på en gestapomand her lige midt i deres hovedkvarter! 

Han begyndte at rose mig og sagde: »Jeg kan sige dig, at du har klaret dig godt gennem forhørene - det er den almindelige mening udenfor.« Det var som syv satan - skulle man nu også roses af det rak, der nu i nitten dage havde gennembanket mig! Så kastede han sit sidste trumfkort ind i spillet - han tog sin revolver op af inderlommen, en amerikansk Browning, smed den på bordet foran mig og sagde: »Her! Tag den - skyd dig igennem og se at komme væk!« Min hjerne stod stille, der er øjeblikke, - situationer, som man ikke kan klare. Jeg troede ikke på, at det kunne lykkes for mig at komme ud. Jeg skulle først hen ad en lang gang, ned ad trapperne til stuen, hen til indgangen, hvor vagten sad, derefter ud på vejen. Overalt vrimlede det med gestapofolk. Yderligere gik der militærvagt udenfor. Jeg stolede ikke på ham, jeg var sikker på, det var en fælde. Så opgav han mig. 

Han hentede en flaske mælk og et stykke brød til mig, så på mig med et ulykkeligt blik, og resten af pausen sagde vi ikke mere til hinanden. Efter krigen fik jeg at vide af den kendte skakspiller Hartvig Nielsen, at han havde haft kontakt med min ven fra middagspausen. Han afleverede besked om alt til modstandsbevægelsen. Han havde fået kolde fødder. Man turde dog ikke sende besked den anden vej, altså ind til os. 

  
20. dag.
  Grünwolds behov for ondskabsfuldheder kunne ikke blive tilfredsstillet. Han modtog mig gerne stående, gnidende sig i ansigtet, som om han skulle minde mig om, at jeg havde slået ham ved arrestationen. Han elskede at lege med penneskafterne. Han kunne godt lide at spille den fine mand. Men et svin var han. Mange år efter blev jeg kaldt ned til kriminalpolitiet i Horsens. De var blevet bedt om en erklæring fra mig, da jeg havde vidnet imod ham i retssagen efter krigen. Sagen var den, at han havde søgt sin gamle stilling ved krimi­nalpolitiet i sin hjemby i Tyskland. Men da var alt jo også næsten glemt, og herregud, var det nu så slemt, det med penneskafterne? Han er såmænd nok blevet genantaget, gætter jeg på. 

  
21. dag. 
Da jeg kom hjem fra universitetet den dag, lå der en pakke fra Inga. Dagen havde i det hele taget været nem. De lod til at være færdige med mig. Som Hensen sluttede med at sige: »Nu sender vi dig i stenbruddet, hvis du er heldig, eller saltminerne, så er du dødsens.« 

Han skulle bare vide, hvad jeg gik ind til. Selv blev han lokket uden for byen og skudt ned efter et kort forhør. Jeg skammer mig ikke over at indrømme, at det frydede mig, da jeg hørte det efter krigen. 

Pakken fra Inga indeholdt den med længsel ventede tandpastatube. Jeg gik omgående i gang med at tømme den ud fra bunden af og skylle den ren. De første sider i min dagbog var allerede skrevet, og det gik som fod i hose at stikke dem op i tuben. Jeg havde naturligvis ladet noget af pastaen sidde i øverste hul i skruedækslet. 

Jeg kunne næsten ikke tro, at jeg ikke skulle på universitetet mere, og ikke et minut på dagen kunne jeg slappe af. Når jeg hørte klokken ringe, troede jeg altid, at det var mig, de ville hente. 

De beretninger, jeg senere har læst om gestapofanger, som kom fra helt andre kredse og miljøer end jeg selv, om deres sludren og diskuteren med forhørsledere som »mand til mand«, forekommer mig helt usandsynlige. Men det er klart, at en fuldstændig kapitulation, hvor man lagde alt på bordet, »ville gøre de daglige besøg på universitetet til en kærkommen afbrydelse i dagens ensformighed«, som jeg engang læste dem betegnet af en borgerlig fange. 

  
22. dag. 
Selv om jeg havde min flugtplan færdig hurtigt efter min arrestation, var de lange dage på kollegiet så udmattende, at jeg først nu fik gjort alvor af at arbejde med detaljerne. Som allerede fortalt, havde jeg fået mit bænkesæde sparket løs. Det målte ca. 70x20x8 cm. Det var min plan at bøje jernstængerne med det kraftige bræt ved at trække dette udefra og ind imellem to stænger i vinduet. jeg var dog klar over, at jeg skulle have et svagt punkt, da 20 cm ville give for lidt tryk. 

Her kom min pudsekasses indhold mig til hjælp, skaftet på en indsmøringsbørste kunne bruges. Nu gik jeg i gang med en systematisk observation af fængslets arbejdsgang. Jeg havde nemlig også en alternativ flugtplan: at udføre den om dagen. Det skulle i så fald være på nogle rolige timer førstkommende søndag, hvor jeg kunne høre vagtens skridt ned på gaden. »Skyggerne« på statsbiblioteket (om søndagen rengøringspersonalet) kunne vel ikke komme i tanker om at gøre alarm. Og det var nok de eneste, der kunne se mig. 

  
23. dag, lørdag d. 5. aug.
  I min dagbog skrev jeg dramatisk: »Hvis min flugt mislykkes, og jeg mister livet, så hils mine dejlige forældre og søskende, sig til dem, at vore ideer vil sejre!« Hvordan mit »gribende« budskab nogensinde skulle nå dem, lukket inde i en tandpastatube, gjorde jeg mig vist ingen tanker om. Måske hvis mine efterladenskaber blev afleveret hjemme? 

Maden rørte jeg ikke den dag, jeg ville være så slank som muligt til nattens hændelser eller som sagt evt. næste middag -_søndag. 

»Ravrøret«, som jeg i tankerne altid kaldte min fangevogter - han brugte altid, et cigaretrør, vist nok af rav - undrede sig over min pludselige mangel på appetit, men jeg holdt mig på maven, så lidende ud, og så forstod han. 

Mine observationer havde vist, at ved 22-tiden blev der kigget ind gennem glughullet og så først igen ved 1-tiden, dvs., at jeg havde ca. 3 timer til at få stængerne brækket fra, hvorefter jeg så ville tage stilling til, om jeg skulle stikke af samme aften eller den følgende dag om middagen. 

Da alt var roligt ved 22.30-tiden, sparkede jeg sædet fri, stak det op i vinduet, tog børsten i munden og hævede mig op, som jeg havde gjort mange gange, når jeg havde holdt »øvelse«. Jeg stak nu brættet ud mellem tremmerne og ind igen, så jeg virkelig havde et stærkt træk. Børsten lagde jeg mellem brættet og den ene stang, og stående i vinduet og trækkende af al kraft skete der ---- intet! Kun jeg naive sjæl kunne tro, at en sådan plan kunne lykkes. Jeg prøvede en gang til - samme resultat. Jeg lod brættet og børsten dumpe ned på gulvet, glemte helt at være forsigtig, og så græd og hulkede jeg af skuffelse og raseri. 

 
24. dag, søndag. 
Jeg var modløs oven på lørdagens skuffelser, sulten var jeg også, og om morgenen fik jeg kun kaffeerstatning efter ordre fra »Ravrøret«. Kalfaktoren, der var tysk, holdt sig på maven og pegede på mig. Hen på formiddagen trykkede jeg på knappen til vagten, det var »Ravrøret«, der kom. Jeg gjorde ham med gebærder forståeligt, at min mave var ok igen. Jeg ville ikke risikere, at søndagsmiddagen gik min næse forbi. Min »sultestrejke« havde nu også varet fra fredag aften! 

25. dag. 
Igen i dag fik jeg en cellekammerat, han sagde, han var vognmand nordfra, men lignede en stikker sydfra. Jeg var irritabel og sur over de sidste dages hændelser og ud, fra den faste tro, at han var stikker, indledte jeg hurtigt et skænderi med ham, så inden aften ringede han til vagten og blev mærkeligt nok flyttet omgående. 

  
26. dag. 
Jeg havde nu siddet i en lille måned, og først i dag fik jeg besøg af Røde Kors' repræsentant i Århus, guldsmed Rasmussen. Han stod uden for min celle sammen med - går jeg ud fra - en tysk fængselsmand. Han præsenterede sig, og jeg præsenterede mig - tavshed! Han blev stående ude i gangen, han stirrede på mine skrammer i ansigtet. 

»Jeg har forsøgt at komme til at hilse på Dem nogle gange, men har forstået, at De ikke ønskede mit besøg.« Jeg skulle lige til at svare, men han skyndte sig at fortsætte: »Mangler De penge? Eller andet?« Han stod med et bundt pengesedler i hånden. »Ja, vi må kun udlevere 30 kr., vil De have dem?« Jeg nikkede og fattede mig først, da døren var lukket! 

Jeg skrev en lang historie i min dagbog om besøget, og hvad jeg brugte pengene til. »Ravrøret« lod chokeret, da jeg spurgte ham, om jeg kunne købe en cigaret. (Jeg var før min arrestation begyndt at ryge). Han råbte bagud en hel masse på tysk og smækkede fnysende døren i. En halv time efter kom han dog tilbage med en pakke med 20 i. 

»Schnell, 30 kr!« 

Jeg skyndte mig at betale. Den ågerkarl - men 20 cigaretter! Selv om jeg i dag ikke ryger, kan jeg lige præcis huske min tilstand. Jeg var dagligt blevet pustet i hovedet med cigaretrøg på kollegiet - aldrig havde de budt mig en smøg. En gang prøvede jeg at snuppe skodder fra et askebæger, men da mine hænder var låst fast på ryggen, fejede jeg askebægeret på gulvet. 

27. dag, 9. aug. 
Jeg har igen forsøgt at få lov til at skrive hjem, bare for at Inga kunne vide, at jeg var i live, så hun kunne underrette den øvrige familie, men også fordi jeg begyndte at blive nervøs for, at tandpastatuben blev fyldt hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg fik afslag, jeg måtte skrive hjem en gang hver måned, dvs., at jeg først kunne skrive d. 26. august, altså om 17 dage! Så måtte jeg til at begrænse skriveriet. 

Jeg var ellers ved at henfalde til alle mulige betragtninger om solen, månen, lydene fra Vester Alle, drømme om fremtiden osv. osv. - Fra nu af kun de nøgne facts!   

 
28. dag, torsdag d. 10. august. 
Nu, da jeg var ved at føle mig en lille smule sikker, nød jeg roen i cellen. Derfor var chocket så meget større, da Hensen pludselig stod foran døren. Synet af ham gav mig  brækfornemmelser. Nu har jeg allerede fortalt, at hans dage var talte, og at en dødsdom lå lige forude, (han blev skudt i Hadsten). Men endnu kunne han bruge sin modbydelige magt, og jeg anede allerede ved synet af ham uråd. 

»Vi er snart trætte af dig, jeg skulle have plaffet dig ned den dag på Bispetorv, jeg havde dig lige på sigtekornet!« Det sidste havde jeg hørt adskillige gange, det første gjorde mig nervøs. Der holdt tre biler uden for i Christiansgade med dampen oppe - de ventede kun på mig. 

Vi kørte som sædvanligt ned over Vesterbro Torv - der blev ikke købt avis - op ad Langelandsgade, hvorefter vi holdt uden for kollegierne. Der var en nervøsitet over hele turen, som også smittede af på mig. Vi startede igen og kørte ud ad Grenåvej - stadigvæk tre biler fyldt med mænd. Vi kørte bagest, og da de to forankørende vogne drejede af til højre ad en sidevej, men vi fortsatte lige ud, steg spændingen. Vi kørte imidlertid kun et par kilometer, så vendte vi om og kørte tilbage ad Vester Alle. Hvad formålet med turen var, fik jeg aldrig opklaret, men jeg har senere tænkt på, om jeg var en slags gidsel, som der dog ikke blev brug for. 

29. dag. 
Jeg var et nervevrag oven på gårsdagens hændelser, det meningsløse i det gjorde mig nervøs. Jeg ventede nu igen hver dag at blive hentet. 

  
30. dag. 
Der er en mærkelig uro i huset, kufferter står opstillet ude i gangen, hvad mon der er i gære.  Det er faktisk mærkeligt, at jeg nu i 30 dage ikke havde talt med et menneske, jeg turde betro mig til. Godt, jeg havde min dagbog! 

 
31. dag, søndag. 
Jeg kunne høre, at der samlede sig mennesker uden for min celledør. Der var støj og råben: 

»Los, los! Schnell, schnell!« Ord, jeg kom til at hade i resten af min lange fangetid. Kalfaktoren fortalte mig, at en transport på 56 fan­ger skulle afgå i dag - hvorhen anede han ikke. 

Frøslevlejren, som kom i gang i august, havde jeg intet kendskab til dengang, men jeg ved nu, at dens officielle indvielse netop fandt sted d. 13. august 1944. 

  
32. dag. 
Angsten for at blive hentet og bragt til universitetet hvilede som en mørk skygge over dagene - klokken ude på gangen fik mig til at ryste. Dagene gik. Jeg noterede alt af interesse ned i min dagbog, jeg var blevet meget dygtig til at prente så småt, at jeg næsten var nede på samme størrelse som det trykte ord, når min blyant var godt spidset. 

Dagene nu er et stort tomrum fyldt med angst, uvished, og ensomhed. Den 38. dag, d. 20. august, var jeg i bad - det havde jeg ikke været siden d. 23. juli. 

  
41. dag, d. 23. august. 
»Ravrøret« kom tidligt om morgenen ind og gav mig besked om at pakke, jeg skulle flytte hen i celle nr. 6. Det første, jeg bemærkede der, var, at sengen ikke var slået op, som den altid omhyggeligt blev i celle 10. Men cellen lå, som den jeg havde forladt, på skyggesiden over mod statsbiblioteket. 

42. dag. 
For første gang sker der noget glædeligt. Ind ad døren kommer Karl Landgreen fra Randers, som jeg kendte fra før arrestationen. Jeg kunne næsten ikke få bedre selskab, og den sidste cigaret, jeg havde, blev delt imellem os. 

  
43. dag. 
En ny transport afgår i dag med 26 mand - hvorhen ved jeg ikke. 

  
44. dag, d. 26. august. 
I dag har jeg igen skrevet hjem til Inga. Min dagbog bliver forsømt. Jeg er også bange for at vise nogen mit snilde påhit med tuben, selv Landgreen får den ikke at se. Det er min plan at få den sendt hjem og gemt væk til bedre tider. Navne på mine plageånder og deres meriter, navne på mine medfanger, begivenheder, steder, alt er noteret ned. 

  
45. dag, søndag. 
Cellen er nu fyldt med mennesker, det skifter hele tiden. Dog ser det ud til, at Landgreen og jeg forbliver grundstammen. 

Ingen, der ikke har prøvet det, kan forestille sig fem mennesker i en tomands celle. Vi lagde de tre madrasser oven på hinanden, så havde vi de to køjesenge plus madrasserne at sidde på, dvs., at der bogstaveligt talt ikke var gulvplads. Den megen spisen tysk rugbrød omsattes i gasser, som man bare måtte leve med. 

Vi havde ingen aviser, blade, bøger, ingen spil, ingen kort. Tiden gik med at snakke, men emnerne var begrænsede, da vi ikke kendte hinanden så godt, at ordet var frit, dvs., at vi ikke anede, om vi havde en stikker mellem os. 

46. dag. 
Vi fik pludselig noget andet at tænke på, eller rettere jeg fik særligt---! Vi havde fået lopper, og da jeg hører til de mennesker, der ikke kan gå ind i en biograf, uden at jeg går derfra med den eneste loppe, der er der, nemlig den, der var med den herre, der sad på balkonen, mens jeg sad i salen på 6. række, er det nemt at forestille sig, hvordan jeg har haft det. Her var ikke en loppe, men sværme af lopper! På min kalender kan jeg se, at vi først fik bugt med dem efter 4 dages forløb. 

  
47. dag.

samt de følgende står svagt i min erindring, og min kalender giver mig ikke megen hjælp, der står nemlig kun en ting: lopper, lopper og atter lopper. Hvordan vi kom af med dem? Ja, jeg blev i hvert fald dygtig til at knække lopper. 

  
52. dag.
  2. verdenskrig har nu raset i 5 år! Vi hører alt for lidt om krigens gang. Vi ved, at russerne har overskredet den polsk-russiske grænse på vej mod vest, og den længe ventede 2. front, som jeg nåede at glæde mig over, har nu virkelig aflastet russerne, som ellers har båret de største byrder og ydet de største ofre. 

  
53. dag, mandag d. 4. sept.
  I dag var der pakke fra Inga.. Da jeg fik den, var den endevendt. Jeg var meget rørt over et par strømper, hun sendte med. Vi manglede ikke strømper, men det var, som om det var det mest personlige i pakken.   

 
54. dag. 
Vi er kommet under vejrs med, at vi snart skal rejse fra Århus arrest. Hvorhen ved vi ikke, men der går rygter om en lejr ved grænsen. Jeg var glad for, at jeg snart skulle væk fra mine plageånder på universitetet, før de afslørede nogen af mine »historier.« 

  
55. dag. 
Igen i dag fandt vi en loppe - selvfølgelig på mig! 

 
56. dag, d. 7. september.
  Vi fik i dag at vide, at vi skulle rejse d. 8. sept. 

  
57. dag, d. 8. sept. 
Der var råben og skrigen overalt: »Los, los!« udenfor døren. Karl og jeg undrede os over, at vi ikke blev hentet ud - så skulle vi nok ikke med alligevel. Først hen ad middag blev det vores tur. 

En gestapomand kom ind i cellen og beordrede os ud i cellegangen, som var fuld af fanger. Mange af mine gode kammerater fra Århus var der. Jeg hilste på Hejgård, Lundvang og mange andre. For enden af gangen stod Christian Brønnum og Damgård i lænker lidt for sig selv - de øvrige fanger gik rundt mellem hinanden. Der blev råbt: »Landgreen og Lykkeberg i lænker!« To store lastbiler med oversejl var bakket op til døren i Christiansgade. Langs hver side af ladet var der stillet bænke. Yderst sad to tyske soldater med gevær ved fod, så sad Landgreen og jeg næstefter, og modsat os sad Brønnum og Damgård. 

Jeg kunne lige netop se ud over bagsmækken og følge, hvad vej vi kørte. Der blev hvisket: »Vi kører mod syd!« Da vi kørte gennem Skanderborg, gik det op for mig, at vi skulle gennem Horsens. Jeg hviskede til Landgreen: »Hvis der bliver den mindste anledning til flugt, stikker vi af i Horsens.« Her skulle jeg snart finde udvej for at få vores lænker af. Landgreen kikkede håbløst på mig, og selv vidste jeg godt, at det var ønsketænkning. 

Da vi kørte op ad Stejlbakken, bankede mit hjerte, og jeg fik tårer i øjnene af afmagt og raseri over, at jeg ikke kunne slippe fri. Måske så min familie - Ellen, Inga - bilerne køre ned ad Hestedamsgade, Hospitalsgade, Sønderbro, og de har måske vendt ryggen til for at demonstrere deres foragt for besættelsesmagten. Da vi kørte ud af Horsens mod Vejle, trykkede Landgreen min hånd omme bag ryggen, hvor vi var lænket sammen. 

På Staldgården i Kolding gjorde vi holdt. Dog kun ganske kort, så fortsatte vi sydpå. En af vores kammerater i lastbilen, der talte godt tysk, og som var kommet i snak med en af de tyske soldater, kunne meddele tilbage til os andre, at vi ikke skulle til Tyskland,. da han havde udfrittet ham ved at sige: »Glæder du dig til at komme en tur hjem til Tyskland?« Han havde derefter benægtet, at vi skulle så langt. Vi åndede lettet op! Sidst på dagen ankom vi til det, der så skulle vise sig at være Frøslevlejren. Jeg følte alligevel en indre uro, der tit havde været en slags barometer for mig, og det skulle senere vise sig, at mine bange anelser holdt stik.




Lyset svinder

Brønnum, Damgård, Landgreen og jeg selv, der var i lænker, plus to engelske faldskærmsjægere, Hansen og Ibsen, blev trukket til side, da de andre blev ført ind i lejren. Vi blev ført over i barak 17, der sammen med barak 16 udgjorde lejrens kvindelejr, de to barakker var indhegnet med et højt pigtrådshegn. Blok 17 var ryddet i den ene ende, så vi hver kunne få vores værelse - eller rettere mørkekammer - for først efter en 3-4 dages forløb blev skodderne for vinduerne luk­ket 5-10 cm på klem. 



I rummet ved siden af mig sad Chr. Brønnum fra Hjørring, som jeg havde været sammen med i Århus, siden han var flygtet fra Hor­serød d. 29. august 1943. Vi kunne råbe til hinanden gennem de tynde vægge. Vi løste kryds og tværs - som jeg iøvrigt har endnu. Men den største glæde og overraskelse for mig var, at min bror Ove pludselig stod over for mig. Han havde naturligvis straks fået det ordnet sådan, at han sammen med en tysk soldat kom med mad til os. Han havde hørt, at jeg var kommet med en transport fra Århus. Han måtte ikke sige et ord til mig, men bakken med mad, han rakte mig, var lige ved at ryge på gulvet, sådan rystede vi begge af ophidselse og virkelig glæde. Soldaten anede jo ikke, at vi var brødre. 



Ove nåede lige at hviske: »Du kommer snart ud til os andre.« Men der tog han nu fejl. Der skulle gå måneder, for jeg nåede først at komme ud i lejren i 2-3 dage, nemlig 1., 2. og 3. maj 1945, altså efter hjemkomsten fra Tyskland! Derom senere. 



Da skodderne blev lettet lidt, kunne jeg gennem sprækken se lidt af livet i lejren. Selvom det var strengt forbudt, kom flere kvinder og hilste på mig, når de kunne se deres snit til det. Jeg husker Anna Mo­gensen fra Horsens (gift med bogtrykker Tom Knudsen), Marie Maas fra Vejle, Gerda fra Århus (gift m. Viggo Jensen, død i KZ­ lejr), men mange af dem, der kom og sagde: »Davs, Steen,« kendte jeg ikke. De kom med cigaretter, som de lagde i vinduet - og et venligt ord. Mange spurgte: »Har du fået mange tærsk, Steen?« Så sank jeg en klump. 



Det var rygtedes ude i lejren, at vi, der sad i arrest, havde været særligt udsat for tortur. Fra alle sider mærkede vi en bølge af sympati. En dag stod den dejlige Ditte (Gottlieb Hansen, Arnes kone) ved vinduet. Ditte, der for første gang i sit liv havde fået tid til sig selv. Ditte eller rettere Edith fra Horsens, hvis mand havde siddet i Horserød og nu sad i KZ-lejren i Stutthof, havde været det hele igennem. En dag, når vi skal skrive historien - ikke kongers eller kapitalisters historie, men folkets - så skal Ditte som mange andre tapre kvinder nævnes side om side med mændene i modstandskampen. Jeg glemmer aldrig mit møde med Ditte. Hun var lidt ældre end jeg, lidt buttet, rundhovedet, kommunefarvet hår. Hun havde en latter, der var lige så ægte, som hun selv var. Det var et møde med livet. Da jeg kom til helvede og tænkte på det derhjemme, tænkte jeg på den »engel«, som stod uden for mit vindue, hendes duft, hendes latter og hendes skønhed. Det hele var som et knips med fingrene -og derefter kom mørket. Måske derfor står det for mig som halvt drøm, halvt virkelighed. 



Hegnet ud til den øvrige lejr gik vel 3-4 m fra mit vindue, så jeg kunne føre samtale med mændene ved at råbe lidt højt. En dag talte jeg længe med en mand, som lod til at kende mig særdeles godt, men jeg fik ikke spurgt ham om, hvem han var, før han var væk. Det viste sig at være min onkel Fussing (Eigil), død i KZ, som jeg som barn nærmest var bange for pga. hans uhyggelige hugtænder - særdeles fremstående tænder i overmunden - han havde nu fået gebis og var ganske ukendelig. Han var gift med min mors søster Tinne og var student fra Horsens Statsskole, hvor hans navn står på en minde­tavle over tidligere elever, der mistede livet i modstandskampen. (I øvrigt er Fussingsvej, Horsens, opkaldt efter hans far). 



En smuk septemberaften husker jeg særligt. Stjernerne funklede på himlen, jeg stod og kiggede ud ad min revne i skodderne, da plud­selig et kor af mandsstemmer istemte »Volga, Volga« -ganske svagt stemte kvinderne nynnende med i sangen. Det var så smukt og stærkt, at jeg aldrig glemmer det. 



En dag lød der en maskingeværsalve lige i nærheden af mit vindue, og efter nogle sekunder, eller var det minutter, lød der rædselsslagne kvindeskrig, som gik over i et kor: »Morder, morder!« Jeg fik først forklaringen senere. En af vores kammerater havde overtrådt grænsen til ingenmandsland, og straks havde morderen i vagttårnet trykket på aftrækkeren og gennemhullet offeret. 



Ove kom nu hver dag med mad til mig, men det var svært for os at få talt sammen. Små bemærkninger fik han dog afleveret, og en dag skrev jeg et brev til ham, at jeg havde en tube tandpasta, som han måtte få, og jeg bad om råd om, hvordan jeg skulle give ham den. Jeg fik hvisket til ham, at det var min dagbog, og at den skulle smugles hjem sammen med min kalender. 



Ove var ikke sen til at finde på en udvej - næste gang han kom, var der en lukket skål til kartofler, og han bemærkede: »Nu er der ekstra kartofler i dag.« Jeg forstod, at jeg skulle levne og putte tingene ned under kartoflerne. 



Da vi havde siddet i mørkearrest - de sidste dage med skodderne på klem - blev vi flyttet tre mand sammen. Jeg kom sammen med Hejgård og Landgreen. Det varede dog kun fem dage, så blev jeg flyttet sammen med den ene af faldskærmsmændene, Hansen, en kæmpe på over 100 kg. Han var en hyggelig fyr, og han fortalte mig, at han havde »glemt« at tage sin giftampul ved arrestationen, noget, han ellers havde svoret, at han ville gøre. Han var meget nervøs for følgerne af, at han havde svigtet. Gad vide, om han overlevede Tysklandsturen? Han havde ellers et godt humør og sang og nynnede dagen lang: Roll me over in the ciover, roll me over, lay me down and do it again. En engelsk soldatersang, som var en plage i den allierede krigsmaskine, nogen påstod, at den var med til at vinde krigen. Jeg tror nu ikke, russerne kendte den! 



Hansen fortalte mig mange detaljer om sin uddannelse i England. En aften, vi lå og sludrede, inden vi skulle sove - jeg lå i øverste køje - lød der pludselig et brag neden under mig. Det var Hansen, der uden faldskærm var gået igennem bundbrædderne i sin køje! Han blev så rasende og opbragt, at han begyndte at hamre på døren og råbe og skrige, jeg tror, han fik et chok. Jeg skyndte mig at få lavet hans køje og fik ham endelig beroliget hen på natten. Hans nerver var tydeligt tyndslidte. 



Ove kræsede for os. En dag fik vi en stegt rødspætte - jeg tror verdens største - den fyldte hele tallerkenen, men det var for øvrigt da­gens ret i lejren; der var nok kun størrelsen til forskel. 



Et pragtfuldt skuespil udspillede sig i nogle dage uden for vores vindue. Barakken ved siden af os, W 1 2 var snedkerværkstedet. Her gik nogle fanger -jeg husker bl.a. Harald Hein fra Aalborg - de bar brædder og opførte her et show, så jeg morede mig, som jeg ikke havde moret mig siden før d. 14. juli og ikke kom til det længe. Dagene var fløjet af sted. 




84. dag, d. 5. okt.
 
Vi blev skreget op:


»Los, los! Lykkeberg, pak og kom med. Schnell, schnell!«

Klokken var 4-5 om morgenen. Jeg blev ført ind i et stort rum, jeg skimtede en person stående med ryggen til og med hovedet ind i hjørnet. »Los, los!« Jeg blev stillet ind i et af de tomme hjørner. Jeg blev pludselig bange, nu var det sket - to mand i et stort rum, en i hvert hjørne. Vi skulle altså skydes - og alligevel - skydes indendørs, det lød under­ligt. Så kom der en mand mere. På dansk blev der råbt: »Rør jer ikke fra stedet!« Tiden gik, og pludselig væltede det ind med folk, de fleste i blå grænsegendarmuniformer. Jeg var begyndt at dreje mig lidt, følte det lidt latterligt at stå med ryggen til det hele og opdagede, at jeg ikke mere blev passet på, men kunne blande mig med de andre. 



Efter de mange dage alene eller næsten alene var det en helt ny fornemmelse at kunne gå rundt og snakke med sine gamle kammera­ter. Men rygtet om, at vi skulle til Tyskland, gjorde mig bange og urolig. Nu var jeg sluppet for at blive skudt! Nu kom nye trængsler. Hvor huskede jeg tydeligt de tyske kammerater, som kom i vores hjem i trediverne, og deres beretninger om de tyske KZ-lejre. 



Ove var også med i flokken af ca. 50 fanger + 150 grænsegendarmer. Han mente som jeg, at vi nok gik skrækkelige tider i møde, men mente da, at jeg nu ikke mere ville blive skilt fra de andre, hvad jeg frygtede ville ske, når vi kom frem. 



Vi blev kørt over grænsen i biler og fik en »velkomst«, jeg sent vil glemme. Tysk civilbefolkning hujede og spyttede efter os, da vi gik fra bilerne og ud til kreaturvognene, hvor vi skulle komme til at tilbringe et par døgn på vej til Neuengamme. 



Om natten mellem d. 5. og 6. oktober 44 (min mors 50-års fødsels­dag) blev vi under et engelsk luftbombardement på Hamburg range­ret ind på et sidespor, hvor vi tilbragte natten. Himlen var oplyst af projektører og brande, som vi kunne iagttage gennem vognens lille vinduessprække. Næste morgen gik det videre fra Hamburg til Neuengamme. 



Hvor kan små glimt - korte øjebliksbilleder - prente sig ind i ens bevidsthed, så at man kan hente dem frem fra mange års »oplagring«. 



Da vi befandt os på en station, hvor vi af en eller anden grund gjorde holdt, rejste jeg mig op fra bunden af kreaturvognen, vi be­fandt os i, da det lille udkikshul var ledigt et øjeblik. Over for os holdt et andet tog, orlovstog gætter jeg på. Jeg kunne se lige ind i kupeen, fyldt med officerer og deres kvinder, i gangen modsat kupeen sås forbipasserende, røgen fra cigaretter steg til vejrs fra officerer, der sad henslængt med opknappede uniformsjakker. En sad og læste i en avis, og en kvinde skiftede stilling og lagde det ene ben over det andet og trak kjolen ned over knæene. Så kørte vi videre, eller var det dem, der kørte? Hvorfor husker man sådan en ligegyldig episode? Måske var officererne på vej til den russiske front efter en orlov? Men et var sikkert, vi var på vej til Helvede, det anede vi dog kun endnu. 



Livet i kreaturvognen var typisk for os danskere, en galgenhumoristisk udveksling af oplevelser fik endnu smilet til at bryde frem. 



»Romeo« underholdt os i saftige vendinger om sin længsel efter sin smukke stewardesse-kone og om de ægteskabelige planer, han havde, så snart de skulle ses. De andre i vognen, som ikke i første omgang havde hørt alle detaljerne, fik ham til at gentage historien gang på gang, og den blev ikke mindre saftig ved gentagelsen. 



Vi delte storsindet vores madpakker, der bare få døgn efter ville have været guld værd. Vores nødtørft måtte vi ordne for øjnene - og næsen - af hinanden, men det var små problemer. 



Endnu hørtes Chr. Brønnums latter runge i kreaturvognen, den forstummede, da vi gik ind i mørket, snart skulle vi kun vise interesse for en ting - mad. 



Pludselig gjorde toget holdt ude på det åbne jernbaneterræn mellem Bergendorf og Neuengamme. Skydedøren blev åbnet, og nogle soldater kom hen til os for at plyndre os, hvad vi i første omgang ikke var klare over, og det skal også siges, det var en form for frivillig plyndring! 



»I kan godt aflevere al jeres tobak og cigaretter til os, alt bliver taget fra jer, når I kommer til lejren. Har i penge? Ure? Fyldepenne?« Mange tømte deres lommer og tænkte: »Vi vil i hvert fald ikke give tingene og tobakken til fangevogtere i en KZ-lejr.« Soldaterne sagde: »I får alt i lejren, tobak, mad osv. I kan tjene penge og købe, hvad I har brug for.« Flere tømte deres lommer. Plyndringen var simpelthen organiseret efter aftale med togpersonalet på det lille sidespor og disse slyngler. 


Da toget satte sig i gang igen, kom Ove hen til mig og sagde: »Du, den tube tandpasta, jeg skulle sende hjem med Irma, fik jeg aldrig af sted. Hun kom ikke, og jeg var nysgerrig efter at læse indholdet, så nu er den her.« Han viste mig sin tobakskasse, fyldt med tobak, og underneden lå de mange sider toiletpapir glattet ud i et tykt bundt. Nu kunne det jo være ligegyldigt i den situation, vi befandt os i, så vi enedes om at rive det hele i små stykker og lade dem flyve ud af det lille vindue - ud i Tyskland. 



Jeg var for længst holdt op med at tælle dagene, men vi har nu 85. dag.



Mørket
KZ-lejren Neuengamme

Jeg har endnu et stærkt billede inde i mit hoved af det første syn af Neuengamme. Lange lige veje uden for hegnet, cementstolperne krummede indad, med hvide klokker, hvor det elektriske hegn var trukket. Med til det første syn hørte et pjaltet lig, der hang i det elektriske hegn. Mange fanger valgte den død at kaste sig i det elektriske hegn. Det skulle senere blive en almindelig oplevelse, men første gang virkede det uhyggeligt. Mange, deriblandt jeg selv, kan i dag ikke forstå den følelseskulde, som besad os efter kort tid i KZ. 

Vi så dynger af lig, uden nysgerrighed, uden følelse, vi så mennesker blive mishandlet og tænkte kun på at redde os selv. Vi oplevede luftbombardementer uden angst. Når det kom helt ind på livet af os, når det gik ud over vore nærmeste kammerater, eller når jeg så Ove langsomt bukke under af sygdom og sult, kunne man mobilisere medfølelse, men en skal lukkede sig om en, vel nok en slags selvopholdelsesdrift. 

Min lange illegalitet, fra 42 til 44, hvor jeg levede fra hånden i munden, har måske hærdet mig. Men Ove blev hårdt ramt fra første minut - maden vendte sig i ham. Mange gange iagttog jeg ham i de første dage i Neuengamme. Det var et ynkeligt syn. Han kunne som sagt ikke synke maden, han havde opkastningsfornemmelser ved hver mundfuld. Maden - eller rettere roesuppen var simpelthen værre end det værste. Stanken kunne så være, hvad det var, men sy­net og smagen skulle der et godt bryst til at stå model til. Ove sagde efter hvert måltid: »Det her klarer jeg aldrig!« »Vi må klare det,« sagde jeg, »krigen er snart forbi. Russerne er tæt ved den tyske grænse, og de allieredes 2. front går godt - vi må, Ove!« Det var lige ved, at jeg var storebror og han lillebror. Han sugede min optimisme til sig, og guderne skal vide, at den ikke var ret stor hos mig selv. 

Det var en støtte, at vi var to brødre, snart sagde vi ikke ret meget til hinanden, men at jeg hele tiden kunne snakke med Ove gjorde, at meget gik nemmere. Ove var fantastisk til at organisere - en dag et løg, en anden dag nogle kartofler, og en dag kom han med en skål kogte roer. De smagte rædsomt, men hvor de mættede. 

Over indgangen til lejren stod der: »Arbeit macht frei.« Frit oversat til dansk: »Arbejd og dø.« Den kæmpemæssige appelplads med cementbelægning indrammet af pigtråd med låger ind til hver af de lange rækker af dobbeltbarakker, som så igen var indrammet af pigtrådshegn, var et overvældende syn. 

Først blev vi gennet i et tiltrængt bad, jeg skævede til nogen mystiske anordninger, som sad i loftet, men da vinduerne stod åbne, følte jeg mig nogenlunde tryg. Under badet husker jeg en overflyvning af, forekom det mig, tusinder og atter tusinder af flyvemaskiner som ganske små sølvfugle højt til vejrs på den blå himmel. Det var amerikanske og engelske bombemaskiner, som bragte død og ødelæggelse over de tyske byer, og som gav os tilskuere hin dag kiggende ud af vinduerne i et baderum i KZ-lejren Neuengamme glæde og håb midt i mørket. 

I et ubeskriveligt svineri, med overfyldte barakker og stinkende tæpper og med omvandrende lig af medfanger startede vores nye liv. Som noget af det første blev vi munderet fra top til tå i gamle beklædningsgenstande. Jeg blev nu til min store tilfredshed iklædt en russisk uniformsjakke med femtakkede stjerner og hammer og segl i knapperne, fodlapper og hollandske træsko. På alle beklædningsstykker var der klippet en firkant ud i ryggen og indsyet et stykke, f.eks. af noget sommerkjolestof, for at forhindre flugt. 

I den første tid var vi i såkaldt karantænebarak. Herfra var et syn uden lige. En åben afløbsrende, hvor alskens ildelugtende fluidum flød fra wc'erne, store cementkister til opsamling af afføring og urin, som var i konstant bevægelse ved tømning, som skete i store spande, derfra op i tankvogne, som så af fanger blev skubbet og trukket væk. Denne stank, stanken fra kålsuppen og fra krematorieskorstenene, denne blanding hang overalt, dag og nat, luften var mættet med stank - og ondskab og angst. 

Snart var vores karantænedage slut. 

Jeg kom på et hold på 6 mand, som skulle flytte jord, først fylde den i tipvogne, derefter skubbe den 6-700 m, aflæsse og tilbage efter nyt læs. Efter en hel dags arbejde kom en lille tysk forarbejder og pillede mig ud og gjorde mig forståeligt, at han skulle bruge mig til et stykke arbejde. Jeg rystede af træthed og sult og forstod ikke meningen. »Kom med!« På en oplyst plads var man ved at støbe funda­mentet til et kæmpemæssigt hammerværk. Et støbehul på vel 10x30 m og ca. 10 m dybt skulle fyldes med cement i en uafbrudt støbning. 

Jernbindingerne stod som lange pigge fra bund til kant. Rundt om hullet kørte tipvogne i uafbrudt fart med flydende cement, som blev væltet ud på en dørkplade, som lå på to kæmpemæssige granrafter. Herude stod en mand og fordelte cementen ved at skovle den ned i hullet. Jeg skubbede tipvogne fra blandingsmaskinen til dørkpladen, til den lille forarbejder venligt kom og ville have mig med. Lidt fra støbepladsen lå et lille arbejdsskur. Han viste mig indenfor. 

»Hungrig?« (sulten) spurgte han. Jeg troede ikke mine egne ører. På en gammel kakkelovn midt på gulvet lavede han hurtigt en portion byggrød, som jeg slugte. »Mere?« spurgte han, og jeg fik en ny portion. Efter en uges sult var det som at komme i paradiset. Hvad havde jeg dog gjort? Lyden fra blandingsmaskinerne fik mig til at gøre tegn, om vi da ikke skulle ud at arbejde. Han kom hen til mig, strøg mig over ryggen og ville kysse mig! Så først gik det op for mig, hvad sagen drejede sig om. 

Jeg for ud ad døren og op til støbepladsen, hvor de andre kiggede fjendtligt efter mig. Lidt efter kom den lille fyr halsende, beordrede manden på dørkpladen ind og gjorde tegn til mig - ud! Jeg rystede af angst, kiggede ned på skoven af jernbindinger, et læs cement blev tippet ud på mine fødder. Flere var allerede dumpet ned i cementen, havde jeg fået fortalt. Mit mareridt varede resten af natten til kl. 6 morgen, før afløsningen kom. Da havde jeg også arbejdet 24 timer i træk, bortset fra den dejlige time hos forarbejderen, som fik så brat en afslutning. 

Appellerne var et kapitel for sig. Den kæmpemæssige appelplads var to gange dagligt skueplads for appellen, dvs. optælling af alle lejrens fanger - de syge, som ikke kunne stables på benene. Som i min barndoms skolegård stod vi nu, barak for barak, opmarcheret titusinder af fanger. Råben, skrigen, slag lød fra alle kanter af den mægtige plads. Optælling af blokformanden med hjælp af en Kapo gentog sig atter og atter, derefter aflevering af tal til Lagerältester, som fra et podie kunne overskue de mange fanger kommanderende: »Mütze ab!« Så skulle hver. fange slå sin formand i ryggen med sin hue. Når mange tusinde fanger hver morgen og hver aften havde prøvet det en 10-15 gange, kom klasket på en gang, og ceremonien kunne gå videre. Lagerältester kunne nu aflevere fangerne til SS'erne med køteren Max Pauly, som var kommandant, og hans næstkommanderende, umennesket Thumann i spidsen og med et slæng af SS-lakajer krybende som spytslikkere rundt om dem. 

Lagerältester var en mand i 30-35 års alderen, politisk fange fra 33. Han gik i en sort dragt, jakke og ridebenklæder og lange, sorte støvler, hvorfra der stak en ridepisk op. På hovedet havde han en sixpence. Hans stilling og magt i lejren var at ligne med en statsministers, hvor så SS-Sturmbannfuhrer Pauly var præsident. Man sagde om Lagerältester, at selv underordnede SS-folk var bange for ham. Han slog og skreg dagen lang. 

Når en fange passerede en overfange, skulle han tage huen af og gå eller stå med hænderne ned langs siden. 

De utallige luftalarmer, særlig om natten, gjorde lejren til et sydende, kogende helvede af råben og løben. Alle skulle i beskyttelseskælder under de nyopførte store anden sals fangebygninger. Men typisk for disse gale mennesker pressede man ved slag fangerne sammen i klumper ved nedgangene. Man stødte med skæftet ind i fangerne, eller de tog om bøssepiberne og slog ned i flokken, hvad jeg selv fik at mærke. Når man først var i kælderen, faldt der ro over dem. 

En nat gik jeg rundt i kælderen, og et mærkeligt syn mødte mig. En gruppe sortklædte, franske diplomater stod rygende og snakkende i en gruppe for sig selv. Jeg genkendte Daladier, tidligere fransk mini­sterpræsident og udenrigsminister, medunderskriver af München­overenskomsten. Nu i KZ - godt nok i en mere privilegeret situation end de fleste, men dog fange. Jeg stod og iagttog ham, mens han, gestikulerende med den ene hånd, tog tobak og cigaretpapir op med den anden, og som ved trylleri slikkede med tungen hen ad limen på papiret, og vips var cigaretten tændt! Jeg stod, som var jeg faldet ned fra månen. 

Som en stor brist ved mig havde jeg svært ved at knytte mig til andre, både enkelte og grupper. Min gode kammerat Verner Nielsen, som jeg kendte fra Ryesgade skole, og som jeg næsten havde været sammen med hver dag siden, blev fremmed for mig, det samme gjaldt mine andre tidligere kammerater. Bortset fra Ove, som jeg først her blev knyttet meget til, gik jeg mine egne veje. Ove og Verner fandt her hinanden mere, end jeg var med i. Ved et tilfælde flaskede det sig altid sådan, at de kom på arbejdshold sammen og i blok sammen. 

Jeg søgte mere sammen med medfanger blandt udlændinge, særligt en jugoslav, men meget russere, som jeg beundrede for deres udholdenhed og deres renlighed, som trods forholdene var fantastisk - venlige og kammeratlige var de over for alle og mestre til at organisere. Jugoslaven lærte jeg at kende, fordi han havde køje i nærheden af mig. Jeg havde vist ham venlighed, og indtil han en nat blev slået ihjel af en Kapo, søgte vi sammen, og med lidt fingersprog og lidt tysk fortalte han mig meget om Tito og de jugoslaviske partisaner og sit elskede fædreland. 

En nat hørte jeg råben og skrigen i nærheden af min køje. Vi gemte os alle under tæpperne. Kapo'erne var nok drukne og ville se blod. Jeg hørte slagene hagle ned over offeret, og da de bar ham væk, så jeg, at det var min brave jugoslaviske ven, som var slået fordærvet. Grunden fik vi aldrig. 

Jeg omtalte før russernes renlighed, og en senere oplevelse får mig til at berette om netop dette emne. Engang i Hannover gav vores blokældste Job følgende karakteristik af de forskellige nationers renlighed. Før vi kom, var franskmændene de værste svin med hensyn til personlig hygiejne. Nu fik vi danskere førstepladsen, så de franske, så grækerne, så polakkerne osv., osv., men renligst var altså rus­serne, og som han sagde, derfor var deres moral så høj. Jeg skal senere nævne eksempler. 

Russerne beundrede jeg for deres indsats mod hitlerhorderne og anser det for sikkert, at Hitler havde underlagt sig hele verden, hvis ikke Den røde Hær havde stoppet dem ved Moskva og Stalingrad og vendt krigens gang. Ved enhver lejlighed viste jeg min beundring. Hvor har jeg mange gange bagefter ønsket, at jeg havde haft navne og adresser, så vi kunne have fortsat venskabet. 

En nat kom jeg under en luftalarm i selskab med nogle tyskere, som var almindelige fanger, der var blevet anbragt i KZ efter udstået tugthusstraf. (Jeg skriver almindelige fanger om disse tyskere, for overalt traf vi tyskere, som var endt i KZ efter tugthusstraffe for massemord, modermord, seksualmord m.m., men som tyskere var de automatisk overmennesker her og kunne behandle en professor fra Moskvas universitet eller en jødisk musiker fra Ungarn som kreaturer). 

En lille venlig berliner var særlig meddelsom, da han hørte, at jeg var dansker. Han havde kendt brødrene Sass, som begik pengeskabskup i København og blev udleveret af det danske politi til Nazityskland, hvor de blev halshugget. Han viste med hånden hen over halsen. Min tyske ven var selv falskmøntner og havde færdedes ud og ind af tugthuse og lejre. Han fortalte mig historien om Den røde Flod, en lille kanal, som havde forbindelse til Elben, og som blev gravet af arresterede kommunister fra Hamburg, længe før Neuen­gammelejren blev oprettet - deraf navnet Den røde Flod. 

På åben mark gik disse fortævede mænd - før hæderlige arbejdere - i gang med det uhyggelige gravearbejde. De døde som fluer, de gra­vede deres egen grav. Man sagde, at hvis man stillede fangerne tæt op ad hinanden i flodens bredde og længde, så fik man et billede af, hvor mange der omkom: druknede, blev pisket ihjel eller døde af anstren­gelserne. Floden burde være valfartssted som Kommunardernes Mur i Paris eller Lenins Mausolæum. 

Vi havde været i Neuengamme i 8-9 dage, da vi fik at vide, at vi skulle til Hannover i en lille lejr. Vi ville få det meget bedre der, og foruden bedre mad ville vi få mælk hver dag! 

Vi blev iklædt stribede dragter med tilhørende stribet hue, nogle støvler med træbund og lærredsovertræk samt - dem lærte jeg aldrig at bruge - fodlapper. (Jeg måtte sige farvel til min rødgardistjakke, men rev en knap af, som jeg desværre mistede). Udrustet med disse ting og en pose med salt - som vor barndoms marmorkuglepose - ankom vi på min søster Ingas fødselsdag den 17. oktober -44 til Hannover Stöcken, som lå ca. 15 km fra Hannover. 

Vi var omkring 2000 fanger i lejren, russere, polakker, fransk­mænd, letter, grækere o.a.. Vi arbejdede alle på den store akkumulatorfabrik, som lå en 200-300 m fra lejren, og som var forbundet med den gennem en lang pigtrådspassage. Det var skiftehold, 6 morgen til 6 aften den ene uge og 6 aften til 6 morgen den anden uge, 12 timer på hvert skift. Søndagen var »fri«, troede vi. Program: op kl. 5, udenfor til appel, så barakkerne kunne gøres rene, kl. 8 morgenvæske, derefter udkald til forskellige gøremål i lejren eller f.eks. på et hold, som ved en nærliggende jernbane afventede godstog, som vi så skulle storme, hvis de kom med kul, få så mange kul smidt af toget som muligt, hoppe af, samle dem sammen i rullevogne og bringe dem hjem til lejren. Klokken kunne blive godt middag, så spise roesuppe, som var endnu tyndere, endnu værre end i Neuengamme. Min madskål havde i bunden et hul så stort, at en lillefinger kunne stikkes derned, + et lille hul. Gennem det store hul havde jeg trukket en stump klud, som altså lå og flagrede i suppen. Det lille hul holdt jeg for med en finger. Skålen og en ske var vel nok de vigtigste red­skaber i KZ-lejren, at miste dem var den visse død. Jeg kender ingen, der fik nye, men jeg kender heller ingen, der mistede dem, skålen og skeen fulgte en i tykt og tyndt. 

Fra vi kom til Hannover Stöcken, så jeg ikke meget til Ove og Verner. Vi var kommet på hvert vores hold, så når mit hold gik på arbejde, gik deres hjem, sådan var det i den meste tid. Søndag eftermiddag kunne der måske være lidt samvær, men det var sjældent. Derimod fik jeg en god ven i en russer, der hed Genadi til fornavn. Han forelæste på Moskvas universitet og var såkaldt »rød professor­«, dvs., at han kom fra folket og uden boglig baggrund havde arbejdet og studeret i en sen alder og kunne, indtil han blev slæbt til Helvede, give sin matematiske viden fra sig til nye sovjetgenerationer. 

Han var en Don Quizote-figur, slasket og med store fødder, som han ikke rigtigt kunne få med sig, 50 år gammel, havde meldt sig som frivillig og været sanitetssoldat indtil tilfangetagelsen. Den tand børste, som jeg før min arrestation havde brugt til at hvidte mine lærredssko med, var mærkeligt nok sammen med min egen tandbørste i min besiddelse endnu. Den havde Genadi opdaget, at jeg havde, og han helmede ikke, før han fik den. Han sagde: »Nu du lære matematik, Stin. Du har to tandbørster -jeg ingen -jeg får en tandbørste af dig«. 

»Her, her,« sagde jeg, »jeg kan ikke regne, og jeg lærer det heller aldrig.« Genadi holdt tandbørsten ind til sit bryst med to hænder, som om den var et spædbarn. Så gik han i gang med at rengøre den gamle og slidte tandbørste.

Blyfabrikken, batterifabrikken »Varta«, vi arbejdede på, lå i et indhegnet område. Her arbejdede også civilarbejdere, altså folk, der mere eller mindre frivilligt var sendt til Tyskland, desuden var der ældre tyske fagarbejdere. Hannover-Stöcken-fanger var grundstammen i fabrikken. Her fremstilledes bl.a. akkumulatorer til ubåde og flyvemaskiner. På ganske kort tid begyndte de første af vores kammerater at bukke under. Allerede i januar 45 døde Otto Bogh Johansen fra Horsens. Ib Hansen, den unge kunstmaler fra Århus, døde i februar, kun 1 måned efter sin 17-års fødselsdag. Selv var jeg indlagt på reviret med blyforgiftning i fingeren. 

Det var hundesvært at simulere syg for at blive indlagt på reviret - i den situation, jeg var kommet i, var det nu heller ikke nødvendigt. Den varme blymasse, vi brugte til at smøre på blycellerne, var meget giftig, den mindste lille rift, giften kom i berøring med, gav straks svære betændelser, flegmone, som åd sig ind i kødet og skabte store betændte huller. De handsker, vi arvede fra civilarbejderne, når disse kasserede dem, var altid fyldt med revner og huller. Så - snart stod jeg i den kø af ventende, som skulle igennem »skærsilden«, min langfinger på venstre hånd var begyndt at svulme faretruende op. 

Efter at være afvist et par gange blev jeg endelig taget alvorligt. Min finger var da også så tyk, at den berørte sine »sidemænd« og pressede dem ud til hver side, ja, den var lige så tyk som mit håndled. »Lægen« - en tysk tidligere vinrepræsentant fra Hamburg - tog en kniv og skar ned langs fingeren, mumlede et eller andet, pakkede noget papirgaze om og sendte mig ind i en køje på en ni-mands stue, hvor jeg kom til at ligge ved siden af Ib fra Århus, som havde det meget værre end jeg. 

En tjekkisk læge, fange som vi andre, så dagen efter til »operationen«, han pegede på sit hovede og sagde: »Han er forrykt. Den er ikke moden endnu, jeg ordner den om et par dage.« Da tiden kom, blev jeg bedøvet med æter. Jeg husker endnu, at jeg talte på tysk! Da jeg nåede til vierundzwanzig, følte jeg, at jeg fik en kølle i hovedet, og der skete en stor eksplosion! Da jeg vågnede i min køje, var smerten i fingeren aftaget, og da jeg blev skiftet, havde jeg gazedræn trukket igennem de nye huller -vinrepræsentanten havde dog nået at ødelægge det yderste led på min finger, som den dag i dag hænger og »dasker«.

I køjen ved siden af mig lå Ib. Hans dage var talte, hans krop var befængt med store flegmonesår, så store, at man kunne putte en knyttet næve deri. Selv i dette helvede, hvor enhver var sig selv nok, var jeg rørt over hans skæbne og den måde, han mødte døden på. Han led frygteligt, men aldrig hørte jeg et beklagende ord. Her lå han, allerede en anerkendt kunstner som 16-årig. Han fortalte mig meget om sin mor, om sin barndom. Han sukkede efter vand, som det var døden at drikke. 

»Hent vand til mig, Steen! Jeg dør alligevel, om jeg får det eller ej.« At tænke på det i dag og skrive om det gør ondt, mon nogen fatter det? Han blev slæbt ud af sengeenden i benene af to medfanger. Det sidste, jeg så, var hans hoved, der knaldede mod stengulvet på vej ud i gangen. 

Min »ferie« på reviret fik ende, jeg måtte tilbage til fabrikken. Her skaffede Orla, der var maskinarbejder og efter krigen blev ansat ved brandvæsenet i Horsens, mig en tjans som hjælpemaskinarbejder. Jeg blev sat til at lave en fyrlåge helt fra grunden af: bore, lave spjæld m.m., men mesteren så hurtigt, at jeg ikke var fagmand. 

Mesteren, en bøs herre med hagekors i knaphullet, kaldte mig nu ind på sit kontor, og jeg forstod på hans raseriudbrud, at han var blevet holdt for nar. Jeg gjorde ham forståeligt, at jeg var drejer, og at man i Danmark specialiserede sig inden for faget, nogen var smede - nogen var svejsere osv. osv. Han hoppede på forklaringen.

Han tog mig med hen til en ganske ung, fransk civilarbejder, som var fabrikkens ambulante elektrosvejser. Ham skulle jeg nu gå til hånde, trække svejseapparatet rundt på fabrikken, hvor det skulle bruges. Franskmanden hed Rene til fornavn, det hørte jeg af andre. Han talte aldrig til mig, han åbnede aldrig munden, men pegede på tingene og gjorde tegn med hånden om at følge med. Jeg var et stykke værktøj for ham. Han havde et forpint udtryk i øjnene, jeg så ham aldrig skifte ansigtsudtryk. Han arbejdede alvorligt - koncentreret, ham kunne jeg ikke komme ind på livet af. Men arbejdet gav mig lejlighed til at komme i hver krog af fabrikken. 

Ind imellem at hjælpe min tavse franskmand blev jeg sat til at sortere skruer og møtrikker, som stod i en stor tørreovn. En dag faldt jeg i søvn i varmen, og så røg jeg tilbage til SMØRERIET. 

Vi ældedes nu hurtigt. Ove skrantede mere og mere. Jeg var klar over, at han ikke klarede sig ret længe mere. Selv var jeg sløv og ligeglad med min situation, vi gik allesammen på randen af tilintetgørelsen, sløve og apatiske traskede vi til og fra arbejde. Tit havde vi en eller to døde kammerater med »hjem« fra arbejde. To mand bar dem på skuldrene - en i hver ende af liget. De døde fra time til time af blyforgiftning, som resulterede i, at deres kroppe stivnede som flitsbuer. 

Vores »mad« blev værre og værre. Den tynde suppe, som vi fik dagligt, samt 1/4 liter »te« udgjorde dagens måltider. Det såkaldte Zulage, to sammenlagte rugbrødsskiver, der ellers hørte til dagens kost, når man arbejdede, var for længst strøget af kostplanen. Vi var vanvittige af sult. En dag, hvor vi i kolonne stod og ventede i fabriks­gaden, fik vi øje på nogle skraldespande, som nogle af os gik om bord i. Selv fik jeg en håndfuld kartoffelskræller, nogle fik endda afgnavede ben. 

En dag, det må have været en søndag, lige før vi skulle have vores suppe, blev hele lejren kaldt til appel. På appelpladsen var der rejst en galge - sløve fulgte vi med i, hvad der skete. En polak, som havde forsøgt flugt, skulle til skræk og advarsel hænges. SS i strålende uni­former dannede kødrand nærmest galgen. På tysk blev der afgivet en erklæring, og som om det først nu gik op for den stakkels polak, hvad der skulle ske, løb han hen til den nærmeste SS-mand, faldt på knæ, rakte armene op mod herremennesket og gjorde ind imellem korsets tegn. SS'eren sparkede til fangen, som trimlede hen mod galgen. Han blev nu løftet op på rampen med faldebjælken, en ordre lød, og staklen røg ned på jorden - snoren var knækket! Han var nu sanseløs af angst, genoptog sit gøren korsets tegn kravlende på knæ væk fra galgen. Igen blev han båret op på rampen og løftet i vejret, så tovenderne kunne bindes sammen, hvorefter man slap ham, og denne gang lykkedes det. - Vi måtte stå og se på hans dødskamp, indtil han hang stille, og øjnene trådte frem i ansigtet. Hvor afstumpede vi end var, rørte det mig at se på, dog ikke mere, end at jeg - tilgiv mig - glædede mig til at komme ind til den lede, uappetitlige, stinkende skål suppe, som ventede os. 

Noget selvpinerisk sludder, som ustandselig dukkede frem som en remse, og som jeg ved mig selv gentog atter og atter, uanset hvor jeg befandt mig, lød sådan: »Din mor er død, din far er død - alle er døde.« Stod vi på appelpladsen, i en bunker, var vi på vej til arbejde, eller var jeg lige ved at falde i søvn, dukkede det frem: »Din mor er død, din far er død - alle er døde.« Jeg havde ligefrem sat melodi på inde i hovedet. Remsen indgik simpelthen i min KZ-tilværelse. Sommetider prøvede jeg at gentage for mig selv: »Din mor lever, din far lever - alle lever,« men snart, inden jeg vidste af det, kom det igen: »Din mor er død, din far er død - alle er døde.« 

Underligt er det også at tænke på i dag, at jeg ikke sagde: »Min mor, min far« i stedet for »din mor, din far. 

Nå, men nok om det. 
Så begyndte der at komme Røde Kors-pakker, som i første omgang gav mig hævede testikler og sten så store som hønseæg. Den tjekkiske læge lukkede mig ind i et rum, hvor jeg sad med en varmelampe rettet mod skridtet. Det må nok have hjulpet, men det største, der skete, var lægens reaktion, da jeg som tak ville give ham nogle sukkerknalde fra min RK-pakke - der har vel været 10-15 stk. - »Kom med, Steen,« sagde han og trak mig med ind i en af sygestu­erne. Her gik han rundt og gav hver »patient« en sukkerknald, og da posen var tom, satte han den for munden og nød resten af smuldet med et »uhm«. Jeg fik tårer i øjnene og skammede mig over den velstand, som RK-pakkerne havde givet os, men 40 pakker til 2000 mennesker forslog jo ikke meget. 

Og glæden ved min første pakke forvandlede sig dog også til noget af en tragedie. Jeg havde af blokældste, Job, fået lov til at sætte min pakke ind i et aflåset skab. Nøglen bandt jeg til mine bukser, men om natten, uden at jeg mærkede det, blev nøglen stjålet, og pakken samt 3-4 andre pakker var væk! Det var Job, som opdagede lågen stå åben om morgenen, og han blev rasende. Han kommanderede spiserummet ryddet, samlede alle barakkens beboere, som fik ordre til at sætte sig i rækker med bøjede knæ og armene strakt ud foran sig. Selv satte han sig på et bord, stillede et vækkeur ved siden af sig og proklamerede: 

»Nu kan I sidde der, til I rådner, hvis ikke synderen afleverer nøglen og pakkerne!« 

Da jeg havde siddet i vel en halv time, tumlede jeg om med krampe i benene. Job var straks over mig og andre, der viste tegn på, at de ikke kunne holde ud. Vi blev stablet op igen, hele tiden styrtede nogen om - hvor længe sad vi der? Jeg ved det ikke. 2 timer? 4 timer? Mere? Nogen sagde, hele dagen. Men et hold af Jobs trofaste folk, som var sat til at gennemsøge køje for køje, fik hen på dagen gevinst, nemlig nøglen, men pakkerne var væk. 

En dag havde jeg et ærinde i en afsides del af lejren, hvor der stod en lastvogn læsset med lig, rullet ind i tyndt krydsfiner, så hovedet og fødderne var synlige. Jeg fik den vanvittige ide at trække et af ligene ud og selv kravle ind i et af hylstrene og så stikke af ved det første sted, hvor vognen gjorde holdt. Jeg så mig omkring, gik hen til ligene for at se, om jeg kunne trække et ud, men aldrig så snart havde jeg rørt ved det stivfrosne lig, (det var i februar), før jeg vågnede op og blev klar over det forrykte i planen. Jeg havde jo aldrig kunnet gemme liget, men det hele var ikke så uhyggeligt, som det nu kan lyde til. Lig var en dagligdags begivenhed på den ene eller den anden måde. 

Oven i sulten og arbejdet på fabrikken kom de evindelige luftalarmer, som drev os ned i de vandfyldte bunkers. En nat ramte en forsager fra antiluftskytset en af barakkerne, som splintredes til pindebrænde i den del, der blev ramt. Flere blev dræbt, men som ved hængningen var vi blevet så afstumpede og sløve, at vi var ligeglade. 

En dag var der en pakke til mig fra Inga. Jeg blev kaldt over til Lagerältester, som skulle åbne pakken. Det gjorde han grundigt! Det hele blev hældt ud på et bord i en pærevælling - syltetøj, kiks, sukker, cigaretter, som blev flået op, alt »Los, los!« Så måtte jeg holde min jakke ud foran mig, og så blev det hele skrabet ud i den, det halve blev tabt på gulvet. Køternes latter lød i ørerne på mig, da jeg løb ud af døren. Overpladsen tabte jeg endnu en del, og de sørgelige rester var væk inden aften - i min mave og i andres. 

Månen husker jeg som en god ven, den kan de også se derhjemme, tænkte jeg. Jeg sendte hilsener hjem med den - måske står en af dem og ser på den samtidig med mig, min mor, min. far, Ellen. Inga, alle de kære. Min mor havde to sønner af sted, godt hun var stærk. Det vidste jeg, hun var, men jeg, der var den mindste, var hendes lille Stennemand, forkælet og forvænt. Havde jeg nu bare hendes opvarmede, stuvede kartofler fra middagen eller hendes skidne æg eller panerede selleri eller boller i selleri eller---, alt det, jeg ellers ikke ville spise, da jeg gik i skole. 

Min far var netop i -43 løsladt fra Horserød pga. sygdom. Godt, at de nu var sammen og boede illegalt. 

Et kapitel for sig var »Bettenbauen«. Som det første om morgenen skulle vores køjer redes - de svinske, stinkende tæpper, som aldrig blev vasket, skulle »stå«! Bogstaveligt talt »stå« knivskarpt ned langs kanterne. Var Kapoen i dårligt humør, blev arbejdet kasseret gang på gang. At »bygge seng« under de betingelser hørte dog til småproblemerne, skønt jeg tør sige, at mange KZ-fangers dødsattest, hvis den skulle have været korrekt udfærdiget, skulle have lydt sådan: Tærsket ihjel, kunne ikke »bygge en seng«. 

En plage oven i de andre var lusene, kropslusene, i kolonier over­alt, små - bittesmå - store - kæmper - mon min fantasi løber af med mig, når jeg mener at have fanget størrelser på 14, 15, 16 mm? Et mavebælte, jeg havde »organiseret«, og som aldrig var af mig, blev, når jeg kom i varme, levende! På fabrikken, hvor de store blyceller til akkumulatorerne blev støbt, var varmekilden gas. Engang fik jeg halet mavebæltet frem fra bukserne, puttede det i en spand vand og stillede den ind i gasflammen. Hvilken fryd i den følgende tid, men lus formerer sig som lus! - snart var kolonien fuldtallig igen. 

En tysk maskinarbejder, som jeg en tid gik til hånde, bredte hver dag kl. 9 sin frokost ud på min filebænk og nød sin velfortjente davre. Som en hund stod jeg i 5 m's afstand og ventede - ikke på at få kastet en bid hen for fødderne, nej, jeg ventede på, at herremennesket skulle blive færdig, aldrig - aldrig en eneste gang tilbød han mig en bid brød. Han kunne se, hvor jeg (vi) sultede, han kunne se på mig, at jeg kun var et bundt knogler. Det forbandede hagekors lyste i hans knaphul. Jeg hadede ham, her sad denne dumme, vildførte arbejder, vel nok hørende til verdens dygtigste fagarbejdere, en kollega til min far, som også var udlært maskinarbejder, her sad en af dem, som min far berømmede som de bedste af de bedste. »Først da jeg gik på valsen i Tyskland, blev jeg udlært,« sagde han altid. Det var i 1910. At se den tyske arbejderklasse blive knækket hørte til hans livs største skuffelser. At der dog forekom menneskelighed skal her berettes: 

Ved en Storm P.-lignende, men effektiv maskine, var det mit arbejde i SMØRERIET med træspartler at udfylde hullerne i de støbte blyceller med en giftdampende masse. Civilarbejdere brugte masker og gummihandsker, maskerne var ukendte for os, men vi arvede de hullede gummihandsker fra dem. 

Døgnet rundt gik soldater vagt frem og tilbage i de lange ydergange. En dag nærmede en soldat sig mig, som om han ville mig noget. For hver gang han havde skridtet gangen af, kom han nærmere og nærmere. Uden at se på mig, uden at fortrække en mine tog han en lille avispakke frem, lagde den på maskinen, og uden at sagtne farten gik han videre. I pakken lå et par sammenlagte mellemmadder, som jeg omgående spiste, uden at nogen så det. Soldaten fortsatte sin vandring, jeg forsøgte at fange hans blik, når han passerede, men jeg var som luft for ham. I virkeligheden havde han, ved at give en fange mad, udsat sig selv for det værst tænkelige. 

I nogle af Røde Kors-pakkerne - var det de danske eller dem, vi fik fra Røde Kors i Schweiz? - lå der 100 cigaretter (10 10-stk.'s), og så blev vi rige. Alt kunne købes i KZ for cigaretter, det strømmede ind med »tilbud«, særlig brød. Jeg fik en aftale om at bytte 30 cigaretter for et halvt rugbrød. Jeg skulle, når det blev mørkt, stille ovre ved køkkenet, så kunne handelen gå i orden. Aldrig så snart havde jeg listet mig derover, før jeg bagfra fik et drønende slag på baghovedet, så jeg røg hen ad jorden. Da jeg kom til mig selv, var mine cigaretter væk, og jeg kunne slukøret luske tilbage til barakken, men jeg havde fået en lærestreg. 

Efterhånden var luftalarmen blevet en natlig begivenhed, de modbydelige jordbunkers stod altid under vand, og det til trods for, at vi brugte mange fritimer på at tømme dem med vores madskåle. Så stod vi i lange rækker og rakte skålene til hinanden med den »lækre« substans i. Når der blev blæst stop, var det spændende, om den madskål, man stod med i hånden, var bedre end den, man havde ladet cirkulere. Det var på den måde, jeg havde fået min hullede madskål, der var dog skåle, der var langt værre end min. 

Disse bunkers var gravet mellem blokkene, oven over den lange, gravede rende var der lagt sveller, så vi lige kunne stå oprejst. Jorden var derefter brugt til at lægge oven på svellerne. Renderne var 1-2 meter brede og så lange som barakkerne. I perioder blev vi jaget derned næsten hver nat, og tit stod vi der natten igennem, nogen steder i vand og smadder til knæene - og kunne lige nå at komme op derfra om morgenen, for så at skulle på arbejde. Var vi på nathold på fabrikken, undgik vi de modbydelige vandgrave. 

Frosten var streng den vinter i Hannover, men der blæste næsten aldrig en vind, så når solen skinnede, kunne der på en hård frostdag være ganske mildt. 

Men vores lange appeller udmarvede os. En særlig djævelsk appel tog livet af mange. En søndag blev hele lejren kaldt til appel. Vi blev kommanderet til at holde ca. 2 m's afstand mellem hver fange, derefter skulle alt tøjet tages af, lægges foran os, og i den hårde kulde med let snefald stod vi nu og afventede, at alt blev undersøgt. Et bjerg af alskens ulovligheder hobede sig op. Knive, syle, sakse, tøj, mavebælter, aviser, læssevis af aviser, som blev brugt inden under tøjet for at lune i kulden. Straffen blev eksekveret med det samme, fra spark og slag til øretæver. Det tog tid at komme igennem - hvor længe? En evighed! Jeg slap dog for at blive syg, men mange bukkede under.

Rygterne i lejren dukkede ustandseligt op. Vores blokfører Job fortalte mig engang imellem om krigens gang. Han strålede over hele hovedet, når han kunne berette om russernes og de allieredes fremrykning, »og dog, Steen, jeg har ikke noget at glæde mig til. Freden bliver min død. Jeg har siddet i KZ siden 1933, og for at overleve så længe har jeg måttet gøre mange feje ting. Jeg har siddet i Dachau »morderlejr«, de overlevende fra den gang i 33 kan tælles på to hæn­der, men hvad har vi dog ikke måttet gøre for at overleve.« Og det var rigtigt, at når en SS'er nærmede sig Job, blev han ukendelig. Han stod nærmest på tæerne i retstilling, han løb ved en given ordre, han råbte og skreg, slog ud til højre og venstre. Han blev totalt forandret, det var et uhyggeligt syn, men ingen skal få mig til at dømme ham. Ingen ville kunne forstå, hvad han og hans lige har gået igennem, ingen!

Til daglig var Job et omgængeligt menneske, der rådede streng disciplin i hans barak. For at få varm »te« om morgenen skulle man igennem vaskerummet. Her fik man udleveret et nummer, som skulle afleveres for at få »mad«. Han forlangte ro under spisningen, men tålte dæmpet snakken, når bordene var ryddet. Han så gennem fingre med, at man tog sig et hvil på sin køje, hvis der var en lille pause - men de var få! Han elskede at høre om  Danmark, sagde, at hvis han overlevede, ville han en tur til vores land. Kunne han få en til at synge sit hjemlands vemodige sange, fik han blanke øjne. Han havde smukke polske drenge som hjælpere, om han var homoseksuel, ved jeg ikke, men l l år i KZ uden kvinder satte deres præg på mange af disse »gamle fanger«. 

Foruden arbejdet på blyfabrikken hændte det, at et hold blev udtaget til at fjerne slagger fra den nærliggende gummifabrik »Continental«. Vi skulle skubbe en kæmpemæssig anhænger med gummihjul den lange vej til fabrikken, læsse den, køre tilbage til lejren eller andre steder hen, hvor slaggerne blev brugt til vejbelægning. På sådanne ture kunne vi møde mennesker, cyklende børn, kvinder, biler, hestekøretøjer - det var en forunderlig verden. 

Jeg kom væk fra rygterne. Der var altid en eller anden, der havde hørt et eller andet, altid gode rygter. »Har I hørt, vi skal snart hjem?« Allerede kort tid efter vores ankomst til Hannover-Stöcken dukkede disse rygter op. »Har I hørt, der er kommet en ny sending Røde Kors-pakker?« Men en dag skete der et under. Lejren duftede af rigtig mad, arbejdet blev aflyst, dårligt fodtøj blev udskiftet til bedre. Kapoerne var venlige. SS'erne, som kun viste sig ved appellerne, summede i lejren. Middagen bestod af Gullasch og Salzkartoffeln (skrællede kogte kartofler). Rygterne gik, at der var blevet afsløret stor svindel med salg af lejrens mad, nu skulle det blive bedre osv. osv. Dagen efter kom vi ned på jorden igen. En såkaldt, »international kommission« fra det besatte Europa havde besøgt lejren, det var forklaringen. Vi så ingen kommission, den var nok kun nået til SS'ernes barakker og måske køkkenet, som denne ene dag duftede af Gullasch. Men kommission eller ikke kommission, Gullaschen smagte godt. 

Da jeg lå på reviret, lærte jeg en fransk fange at kende. Han fortalte mig, at min gode, russiske ven Genadi var død. Franskmanden hed Serra Georges og var politikommissær i Menton. Han skrev sit navn og adresse på et stykke dansk wc-papir, som vi fik i Røde Kors-pakkerne. Jeg har det endnu. Vi aftalte, at vi, om vi overlevede, ville mødes efter krigen. Da jeg kom hjem, skrev jeg et brev til ham, som Annelise fik oversat til fransk på Statsskolen. En måned efter fik jeg brev fra hans enke, at hun var meget glad for mit brev, men at hendes mand desværre aldrig var kommet hjem.



Det lysner

Endelig en nat talte rygtet sandt. Vi troede ikke vores egne øjne. Uden for lejren holdt en kolonne hvide, svenske Røde Kors busser. Det var drømmen, der blev til virkelighed - skulle vi virkelig komme ud af dette helvede med livet i behold? Venlige, svenske sygeplejersker puslede om os, det var med livet som indsats, de øvede deres gerning. Ganske vist forløb turen' fra Hannover-Stöcken til Hamburg (Neuengamme) uden dramatik, den foregik om natten, men senere skulle vi få krigen helt ind på livet! 

Sløve og udmarvede genså vi Neuengamme. Alle skandinaver var blevet samlet i den store nyopførte stenbygning i Neuengamme, og en dansker var udnævnt til blokældste, nemlig Danmarks Willy. 

Luftbombardementerne af Hamburg tog til dag for dag, særlig olieraffinaderierne ved Hamburg fik deres bekomst. En middagsstund overværede vi fra 1. parket i 1. sals højde et angreb med fosfor­bomber på Hamburg. Solen stod højt på himlen, vi var så tæt på, at vi kunne se de lange, tynde fosfor»bomber« falde mod jorden som tændstikker, der blev hældt ud fra en æske. De var vel 1-2 m lange og 10 cm tykke. Resten af dagen væltede røgen op og formørkede himlen. 

Jeg husker endnu den følelse, jeg havde, ved at stå og se på dette angreb. Næsten alle var i beskyttelsesrum i kælderen, men vi var nogen stykker, der trodsede ved at blive stående og se på angrebet. Endnu havde vi ikke følt, at livet var inden for rækkevidde, angsten for at dø, f.eks. ved at blive offer for et luftangreb, var jeg sløv overfor. Det ingenmandsland mellem liv og død, jeg befandt mig i, var mig ikke klar, jeg husker tydeligt en ligegyldighed for, »hvad der kunne ske«. Hvis der var følelser med i dette »skuespil«, var det måske en lille glæde over, at »de« fik deres bekomst, dette djævelske folk, som fanatisk fulgte førerens bud, og som havde forvoldt så megen ulykke. 

En af de første, jeg hilste på i Neuengamme, var Erik Sørensen fra Århus, han udbrød: »Nå, der er du, din løgnhals! Gestapo sagde til mig: »Ja, du er fyldt med løgn, men vi har haft en Steen Lykkeberg, han var værre end dig! Han fyldte os sådan med løgn, at vi overvejede at hente ham hjem til nærmere behandling.«« 

Så mødte jeg Harald Nielsen fra København, og tro det eller ej, han omfavnede mig og sagde til lykke. Det var den 15. april, min 21-års fødselsdag, den huskede han. Harald Nielsen var kommet i vores barndomshjem i trediverne - en stor, varm bolschevik, som af partiet var sendt til Horsens som hjælp i valgkampen. Det var det valg, hvor Aksel Larsen og Arne Munch Petersen kom i folketinget. 

Aksel Larsen var netop blevet frigivet fra sin enecelle i Neuengamme, hvori han var endt, efter at han var kommet tilbage fra Sachsenhausen ved Oranienburg (Berlin). Vi hilste begejstret på ham, og jeg husker ham stående ved hegnet ud til appelpladsen, ivrigt gestikulerende og diskuterende med de russiske fanger, indtil de blev drevet væk med skældsord og slag. 

Det var nu de skandinaviske fanger, der havde magten i denne del af lejren. Appellerne var efterhånden en parodi - blev der kaldt ud til opstilling, kom de sidste slentrende ud, så optællingen tog halve timer. SS var fortvivlet, men magtesløse. 

Besøget i lejren af greve Bernadotte fra svensk Røde Kors blev en triumf uden lige. Vi stod opstillet i geledder, og sammen med køterne Pauly og Thumann og alle spytslikkerne skridtede han »fronten « af. Han gav hånd til mange og var synligt utilpas over slænget af SS'ere. 

Om aftenen var der underholdning, hvor jeg aldrig glemmer en nordmand, der sang »Bedre og bedre dag for dag« - en gammel revy­vise, i sin tid lanceret af Ernst Rolf, ikke et øje var tørt. Vi var nu ved at komme til hægterne igen, pga. Røde Kors-pakkerne vendte vi så småt tilbage til livet. Rygterne om, at vi skulle til Sverige, kunne vi næsten ikke tro, men de gav os mod. 

Frygteligt var det at se de udmarvede kammerater på den anden side af hegnet, og vores beskedne bidrag fra Røde Kors-pakkerne, som vi, når der var lejlighed til det, rakte ud gennem hegnet, gav omgående signalet til, at hundredevis af fanger stimlede sammen, hvad der ikke blev tålt, og som endte tragisk med stokkeslag og pisk, indtil de var drevet væk. 

Ove, der længe havde lidt af brok - oven i alt det andet - var nu kommet på reviret og var under behandling af danske læger. Jes Jensen, senere overlæge på Brædstrup sygehus, opererede ham, og ved bestikkelse og overtalelse fik jeg lejlighed til at besøge ham. Jeg gik ned gennem lange rækker af syge, som lå på madrasser på gulvet, men kunne ikke genkende ham, før han tiltalte mig. Han så frygtelig ud, han vejede da også ved ankomsten til Sverige kun 30 kg! Selv vejede jeg 38 kg. Han kunne fortælle, at de skulle med et lazarettog til Sverige en af de nærmeste dage. Jeg blev rædselsslagen over at se Ove som muselmand og troede ikke, at han ville overleve strabadserne ved hjemrejsen. 

Ved siden af Ove lå sagfører Kaj Dahl fra Horsens, ham hilste jeg også på. Han rullede med øjnene og sagde hviskende: »Din bror er langt ude, vi skal være glade, hvis han klarer det.« Selv så han ikke for godt ud, men de klarede sig igennem. Det er dog helt sikkert, at for manges vedkommende var det kun timer om at gøre, at de trods alt overlevede i disse sidste dage. Selv var jeg »rask«, vidste endnu ikke, at jeg gik med en begyndende TB. Men det mærkelige skete, at da jeg blev iklædt varmt undertøj, en dejlig stortrøje, varmt fodtøj og skjorte - altsammen noget, busserne havde bragt med til os hjemme­fra - blev jeg forkølet som aldrig før. Måske skal jeg også tilføje, at det var en af nazisternes djævelskaber, at de havde placeret Neuengamme i et lavtliggende sumpland, hvor heller ikke andet kunne leve! 

Et kæmpeorkester, som jeg med undren havde hørt på fra den første dag, jeg kom til Neuengamme, startede dagen med en gang messingsuppe, som var en bedre sag værdig. På trods af, at de var fremragende musikere, var repertoiret begrænset, det indskrænkede sig faktisk til »Alte Kameraden.« En episode med dette tragiske orkester husker jeg særligt: man ser for sig orkestret, som bestod af 20-30 mand, måske flere, marchere over appelpladsen kl. 5 morgen, spillende netop »Alte Kameraden«, så åbner en dansker et vindue i 1. sals højde og råber af sine lungers fulde kraft på klingende københavnsk: »Hvad med at spille »Alte Kameraden«? - Sjovt? Den gang var det! Iøvrigt fortalte man, at disse musikere faktisk havde undgået gaskammeret netop pga., at de var musikere. 

I hver Røde Kors-pakke var der en stor spegepølse, som vi i de sidste dage, hvor der var rigeligt med mad, umuligt kunne spise. Men i øvrigt var vi blevet advaret imod det, fordi det var skadeligt for vores maver. De blev derfor samlet sammen, så der til sidst var et helt lille bjerg. En dag åbnede man lågen ud til appelpladsen, hvor lejrens øvrige fanger altid på afstand holdt øje med, hvad der kunne falde af. I løbet af få minutter udspandt der sig gribende scener, da hundredevis af fanger i vildt slagsmål tog for sig af pølserne. Måske var det forkert af os at forære dem til disse udhungrede mennesker, men fordelt på så mange sultne maver, har de nok gjort mere gavn end skade. 

Et sort kapitel i vores sidste dage i lejren vil jeg aldrig glemme. Da man samlede de danske og norske fanger, fra lejre i hele Tyskland, i Neuengamme, blev der givet ordre til fra lejrledelsen, at de nyopførte stenblokke skulle reserveres dem. De var fyldt med muselmænd, og et utroligt svineri herskede overalt. Disse stakkels mennesker blev nu fjernet og proppet ind i de i forvejen fyldte træbarakker, mange døde under flytningen, og selv da alt var rømmet, fandt man lig. Naturligvis var vi uskyldige i denne skændsel, og naturligvis var vi lige så meget muselmænd som de, der blev flyttet, men grusomt må det have været for lejrens øvrige fanger at være tilskuere til, at vi fik Røde Kors-pakker, fik tøj, fik rygesager og sidst blev hentet i hvide busser - jeg ser dem endnu stå som en kødrand uden for det hegn, der skilte os. 

Man var nu i fuld gang med at rømme lejren for de skandinaviske fanger. Først afgik de meget syge, heriblandt Ove. Så kom turen til os, jeg var med i et af de sidste hold busser, der afgik. Ved afrejsen blev det indtrængende henstillet til os, at vi ikke tog det mindste klædningsstykke med pga. lusene og smittefaren. Og som den disciplinerede torsk jeg er, smed jeg min stribede fangehue, som jeg ellers havde bestemt at gemme som souvenir, i kludebunken på appelpladsen. Den havde store huller, som rotterne havde gnavet, mens jeg havde den på om natten. Uhyggeligt var det at vågne op og høre dem hvisle væk, de færdedes hjemmevant selv i de øverste køjer. 

I flere dage havde vi hørt tordenlignende rumlen i det fjerne, det var de engelske kanoner, der nærmede sig Hamburg. Netop som vi var ved at entre busserne, lød kanonerne ganske tæt ved - vi var lige ved at ønske, at vi kunne blive og hilse de engelske tropper velkom­men. Man fortalte os, at da busserne startede, stod de kun 1 1/2 - 2 km fra lejren, det var den 20. april 1945. Russerne kæmpede i Berlin og englænderne i Hamburg. 

Vores første mål gjaldt Friedrichsruhe, fyrst Bismarchs gods ca. 10 km nord for Neuengamme. Her havde greve Folke Bernadotte og svensk Røde Kors et veritabelt hovedkvarter med autoværksted, lager af levnedsmidler, militærtelte med kakkelovn! lager af benzin osv. 

De lavtflyvende engelske jagere jagtede alt, der var i bevægelse - selv biler, der var påmalet et rødt kors på taget, blev ikke skånet. Man har senere forklaret det med, at nazisterne ikke undså sig for at føre ammunition frem til fronten i biler, der var malet sådan. Flere af vores biler blev da også beskudt med maskinkanoner fra disse fly, og adskillige blev dræbt. 

Natten tilbragte vi i skoven ved Friedrichsruhe, hvor nogle stykker af os valgte at ligge i skovbunden blot med et tæppe over os, hvorefter det gik mod Lübeck, Kiel, Padborg. Vi så nu et knust Tyskland, som jeg bedst kan karakterisere ved et indtryk - et kort glimt - men et uudsletteligt minde, som står lyslevende for mig. En lille stump skov, totalt afbrændt til 1 meters højde, endnu med glødende stubbe, de fleste med en svag røg stigende mod den tidlige morgenhimmel, et billede af krigens uhygge. Ustandseligt dukker denne lille, afbrændte, sortsvedne skov frem i min erindring. 

Disse døgn var ladet med oplevelser og spænding, som kulminerede, da vi præcis kl. 24 den 21. april, (min fars 54-års fødselsdag) kørte ind på Kruså mejeri - her duftede det af labskovs, som vi fik serveret på paptallerkener - i små protioner - vi skulle passe på! 

Kl. 2 nat gik det videre til Møgelkærlejren, som jo ligger lige uden for Horsens, men som jeg godt nok aldrig havde set før! I de tidlige morgentimer stod mennesker overalt for at vinke, og hvor vi gjorde holdt, blev vi overdænget med blomster, chokolade, cigaretter o.a., folk var enestående. Og mellem den begejstrede menneskemængde stod der i krydset på Vejle-Horsens vejen i Torsted, hvor vejen drejer af mod Møgelkær, en 15-års krølhåret pige, som hed Annelise Lund. Hun og hendes kammerater havde fået fri fra skole for at modtage de hvide busser. Hun har nok ikke set mig, og jeg har nok ikke set hende i den store menneskeskare, der flankerede vejene, men samme år (1945) traf vi hinanden ved en anden lejlighed og har faktisk holdt sammen siden. Men det er en anden historie. 

Disciplinen i Møgelkærlejren kunne tyskerne ikke styre, selv om der var fyldt med revolverbevæbnede gestapofolk. Mange, særlig fra Horsens, løb simpelthen hjem, bevogtningen var lemfældig. Imidler­tid var en del af aftalen mellem Bernadotte og Himmler, at vi ikke måtte løslades i Danmark - det ville kunne få alvorlige følger og fik det! Et partimøde mellem de ledende kommunister i lejren besluttede, at ingen kommunister måtte stikke af, det blev min opgave at kontakte de kammerater, jeg kendte, og så skulle beskeden brede sig som ringe i vandet. Alle kommunister, vi nåede at forklare situationens alvor, accepterede ordren, desværre fortsatte flugten. 

En dag kom en civil mand ind på vores stue og ville holde mandtal. Om det var Aksel Larsen eller Hejgaard, husker jeg ikke, men en af dem sagde: »Hvad bilder du dig ind?« i den tro, det var en medfange. Straks greb han ind i inderlommen, rev en revolver frem og skreg på gebrokkent dansk: »Kan I så holde kæft!« og rettede revolveren mod os. På den store stue manglede der adskillige, og sådan var det overalt. Manden rasede og forsvandt.

  Indimellem disse alvorlige problemer, som fik uhyggelige konsekvenser for bl.a. mig, skete der glædelige ting. Min søster Inga fik sig hurtigt blandet med DKB'erne (Danske Kvinders Beredskab), idet hun havde lånt et DKB-armbind af fars og mors nabo i Frederiks­berggade, Anna Sørensen. DKB'erne lavede mad i lejren, og pludselig en dag stod Inga over for mig. Vi stod lidt fremmede over for hinanden, jeg havde lyst til at omfavne hende, men det blev kun til et kejtet håndtryk. Hvor var jeg glad for at se hende, hun fortalte mig om lille Steen, som nu snart var et år, om mor og far, som var i bedste velgående, og så hviskede hun til mig, at fatter ville komme og hilse på mig på en eller anden måde. 

En dag sagde Hejgaard fortroligt til mig: »Aksel mener, at hans politiske liv er færdigt!« »Hvad mener du med det?« spurgte jeg. »Ja, han mener, at han har været for åbenmundet - fortalt Gestapo for meget.« Jeg fortalte nu, at jeg under forhørene var blevet præsenteret for en lang liste af navne, som min »fører« havde angivet. Hejgaard nikkede, han havde selv været ude for det samme. Jeg spurgte: »Er det nødvendigt, at det kommer frem?« og mere talte vi ikke om den sag. 

Da Gestapo forsøgte at sætte Aksel Larsen i et dårligt lys over for mig under forhørene, havde jeg kun foragt til overs for dem. Efter krigen fortalte jeg ingen - ikke engang min far om det -jeg fortrængte det simpelthen, ingen skulle nogensinde høre det af min mund. Ikke engang, da han forsøgte at henrette sit gamle parti og skamløst stod på talerstolen i Forsamlingsbygningen i Horsens, på et møde indkaldt af DKP -hvor jeg var dirigent - og spillede sit store skuespil om »alle disse år, hvor han havde måttet tie« og min sandten, om han ikke bl.a. brugte som argument mod sine gamle kammerater i DKP her i landet, at russerne havde omdøbt Nizhij-Novgorod til Gorki! Ikke engang ved den lejlighed ville det have faldet mig ind at lukke munden op. 

Men nu er det jo ingen hemmelighed længere. 

En dag kom en kammerat løbende og sagde: »Din far står ude i skovkanten og vil gerne hilse på dig.« Fatter havde jeg kun set to gange, siden han d. 22. juni 1941 blev arresteret af det danske politi og ført til Horsens arrest. Den ene gang besøgte jeg ham i pinsen 42 i Horserød, hvor vi under opsyn af en fængselsbetjent hilste på hinan­den, og den anden gang havde jeg et kort gensyn med ham og mor på Kuranstalten i Hald, hvor jeg, der nu var efterlyst, besøgte dem i 43. Men tilbage til Møgelkær, far stod skjult bag et træ i skovkanten, jeg krøb under hegnet og løb ham i møde, det blev et kort, men bevæget møde. Vi omfavnede hinanden - tårerne løb ned ad kinderne både på ham og mig, os, der ellers aldrig viste vores følelser for hinanden på den måde. Han klemte mig ind til sig og blev ved med at gentage: »Godt, du er i live - godt, du er i live! Mor græder hele dagen af  glæde. Ove har vi også hørt er i live.« Det var ret farligt, hvad jeg havde indladt mig på ved at løbe udenfor lejren. Han foreslog, at jeg stak af, jeg kunne bo hos dem i Sejet, hvor de skjulte sig for Gestapo. Jeg forklarede ham om den beslutning, der var truffet om, at vi ikke måtte stikke af. Dette møde fandt sted den 25. april på min mors og fars 31-års bryllupsdag, igen et af disse sammentræf af datoer og begivenheder. 

I stuen, vi boede på, var der vel 10-12 sengepladser, jeg havde køje nær Aksel Larsen og husker et meget stærkt migræneanfald, han havde. Han lå udstrakt på sin køje med lukkede øjne og led meget. På et vist tidspunkt skulle jeg aflevere en besked til ham og satte mig nok lidt voldsomt på hans seng, hvilket forståeligt nok afstedkom noget, der lignede et hysterisk anfald. Jeg var ikke klar over årsagen og gav igen, indtil han pludselig slog helt om og venligt forklarede årsagen, nemlig migræne. Så skal jeg også indrømme, at jeg resten af dagen stillede mig ved sengen som selvbestaltet vagtpost, så ingen fik lejlighed til at forstyrre ham. 

Desværre blev flugten fra Møgelkær ved, og en dag blev det Gestapo for meget. De slog til hurtigt og effektivt. I alt blev 100 mand kommanderet på rad og række, og vi fik ordre til at bemande 2-3 busser, som straks kørte sydpå. Vi fik at vide, at vi som straf for dem, der var flygtet fra Møgelkær, skulle til Tyskland igen. Det blev en sørgelig tur, tanken om, hvad der kunne ske, plagede os, og hvad der næsten var endnu værre, at vi af folk, vi passerede sydpå, blev antaget for at være det værste af det værste. Man har troet, at vi hørte til flygtningestrømmen af alskens forrædere, Hipoer, tyskerhåndlan­gere, og jeg ved ikke hvad. Folk truede ad busserne eller vrængede forarget ansigter efter os, et sted slog en mand med knytnæve mod bilruderne. Gestapofolkene foran i bussen var synligt nervøse. 

Da vi nærmede os grænsen, blev der hvisket: »Vi drejer af mod Frøslev,« og ganske rigtigt, vi kørte op foran Frøslevlejren, og her så jeg nu for første gang selve lejren, som jeg indtil da kun havde set fra sprækken i mit vindue i mørkecellen i kvindebarakken. 

Vi måtte dog gennemgå en slags renselsesproces, inden vi blandede os med lejrens øvrige fanger, og blev derfor indlogeret for os selv i en barak, da man frygtede epidemier og lus, noget man havde set stort på i Møgelkærlejren. 

Det var helt mærkeligt at gå rundt i lejren. Jeg husker, jeg genkendte og hilste på Ib Nørlund, der på sin sædvanlige sindige og tvære måde hilste, og han blev vist nærmest fornærmet, da jeg spøgefuldt udbrød: »Nå, her sidder du og hygger dig!« Det var nu også en grov og dum bemærkning, og den afbrød i hvert. tilfælde videre snak. Iøvrigt tror jeg ikke, at han genkendte mig, selv om vi havde siddet sammen i hovedbestyrelsen i DKU, medens Alvilda Larsen var formand. 

Vi fik dog lejlighed til at hilse nærmere på hinanden, da vi i en lille sluttet kreds fejrede 1. maj i en barakstue. Meget husker jeg ikke fra denne 1. maj, kun at jeg hilste på Johannes Poulsen. Men jeg husker, at Hejgaard og jeg vaklede tilbage til vores »isolering« -lettere beruset. 

Det blev en fransk visit i Frøslevlejren. Vi ankom dagen før 1. maj, og 3. maj gentog eventyret sig. Vi blev igen stablet i Røde Kors­busser, og for anden gang kørte vi igennem Danmark og blev hyldet endnu mere end første gang. På færgen Nyborg-Korsør gik vi frit omkring, og inde i restauranten hilste jeg på formanden for Arbejdsmandsforbundet (nu SID) i Horsens, Alfred Kokkendorf. Han sad og hyggede sig over en lille en i selskabet og inviterede mig til bordet. »Velkommen hjem, Steen,« sagde han, »nu bliver der andre tider i Danmark -jeg er sgu fuld af beundring for jer kommunister, det, I har gjort for Danmark, skal aldrig blive glemt! Nu skal vi ingen splittelse have mere i arbejderklassen - de tider må være forbi - kommunister og socialdemokrater skal gå arm i arm.« Men desværre glemte Kokkendorf de smukke ord temmeligt hurtigt. At viljen virkelig var udbredt i alle kredse af arbejderklassen var sikkert.



Hjemme igen

Fra færgen skulle vi køre i tog til København, det var nu sikkert, at vi skulle til Sverige. Fra hovedbanegården blev vi rangeret ud til Malmødamperen, klokken var ca. 17 den 4. maj 1945. 

Alt var kaos på kajen.. Gamle værnemagtssoldater, som gik vagt på kajen, havde smidt deres geværer og stod i grupper og snakkede. En af vore tog ordet og sagde: »Det vil være vanvittigt at tage med den skude til Sverige, se jer omkring - tyskerne har opgivet ævred, vi må anse os for løst fra løftet om at rejse videre -« Jeg stod faktisk med det ene ben på landgangsbroen, en kammerat - Jønson hed han - sagde: »Skal vi stikke af? Du kan gå med mig hjem.« Men jeg havde andre planer. »Hvis du vil vise mig vej til Peter Bangsvej, så tror jeg nok, jeg klarer den.« Det var min mening at tage ud til Mary, Harald Nielsens kone, så kunne jeg passende hilse hende fra Harald, som jeg jo havde hilst på i Neuengamme, men ikke set siden. Der kunne jeg sikkert sove om natten og se, hvad næste dag ville bringe. 

Det var en fantastisk situation at stige på en sporvogn, folk smilede til os. Jeg havde fået min cottoncoat fra ankomsten til Neuengamme udleveret ved afrejsen herfra. Den havde jeg i min bagage og havde skiftet til den på kajen, Jønson gav jeg min Røde Kors stortrøje, vores hår var efterhånden groet lidt ud, men strittede jo slemt. Ingen sagde noget, men smil var der overalt. Jeg tog afsked med Jønson og fandt ejendommen på Peter Bangsvej. Klokken har, da været ca. 18 d. 4. maj. Med bankende hjerte ringede jeg på døren, og hvem lukker så op? Naturligvis Harald selv. Sikken en modtagelse jeg fik. »Næh, nu har jeg den onde lyneme set det med! Mary, kom skal du se, hvem der står her!« Jeg blev omfavnet, kysset og krammet, nu kunne jeg begynde at mærke, at jeg var kommet »hjem«. 

Få timer efter kom fredsbudskabet i radioen, fra vinduerne kunne vi se folk strømme ud på gaderne, lys blev tændt overalt, vi græd af glæde. »Nu skal vi sgu feste,« sagde Harald. Han ringede efter en taxa og bestilte bord i et lille værtshus, som han kendte, og snart var vi bænket 20-30 mennesker om et bord. Champagnepropperne knaldede, og jeg blev rigtig godt fuld, bagefter fik jeg at vide, at jeg gik rundt og kyssede alle pigerne, unge som gamle, i en uendelighed. 

Men jeg husker, at skuddene knaldede, da vi kørte hjem om natten, og det blev de ved med flere dage derefter. Næste morgen d. 5. maj ringede Harald, og sammen med ham stillede jeg op ad formiddagen på Ryesgade skole i København. Her gik det livligt til, på nogle altaner overfor lå der nogle snigskytter, frikorpsfolk, som uafbrudt beskød skolen. Rundt på alle gulvene lå landsforræddere udstrakt på maven med armene strakt fremad. Unge frihedskæmpere holdt vagt, og de gav ikke ved dørene. Jeg blev indskrevet i BOPA, som her havde et af deres kvarterer, og fik et gevær og en kort instruktion. De manglede folk, og snigskytterne blev frækkere og frækkere, en ung gut hviskede til mig: »Kan du se den altan derovre i 3. sals højde? Nede bag ved sidder der en slyngel, ham ta'r jeg mig af! Prøv at få øje på nogle andre!« Kort efter hørte jeg min sidemand skyde og nåede lige at se en Hipomand gribe fat i altanrækværket for derefter at vælte udover og styrte ned i gården. Jeg sank en klump. Guttens øjne var allerede i færd med at gennemsøge nye altaner. Jeg nåede ikke at skyde! 

Der blev forberedt en aktion mod Kastrup lufthavn, hvor nogle genstridige tyskere ikke ville kapitulere. Jeg skulle med på en aktion, men blev hentet ind til en overordnet, som sagde: »Hvad fanden, mand, er du kommet hjem fra KZ?« Ja, det var jeg da. »Hvor er du fra?« »Horsens,« sagde jeg. »Ka' du så se at skrubbe hjem!« Han rejste sig, omfavnede mig og blev ved med at sige: »Det var fandens, det var fandens!« Da jeg var på vej ud, råbte han: »Har du penge?« »Nej,« sagde jeg. »Jamen, hvordan vil du så komme hjem?« Jeg kunne sagtens låne af Harald, sagde jeg. »Han har sgu ikke for mange selv, gå derind og sig fra mig, at du skal ha' 300 kroner, og så god rejse!« Og sådan endte min karriere som frihedskæmper. Men stolt var jeg over at være medlem af den berømte sabotageorganisation BOPA. 

Da jeg nåede Horsens, undgik jeg de mange mennesker på perronen ved at stikke over sporene og undgik at komme igennem banegårdshallen. Jeg ville ikke snakke med nogen mennesker, før jeg havde hilst på min far og mor.  Senere fik jeg at vide, at en velkomst gruppe, bl.a. med den senere socialdemokratiske borgmester Robert Holm, i dagene forud havde været nede for at tage imod mig. De havde hørt, at jeg snart kom hjem. Før krigen havde jeg været næstformand i ungdomsafdelingen under DAF (nu SID), hvor Robert H. på det.tidspunkt var formand. Jeg tog turen op forbi slagteriet, hvor min far havde arbejdet, forbi Hede Nielsen, hvor jeg arbejdede i 39 på Herofon Radiofabrik og forbi Kirks Telefonfabrik, (hvor jeg mange år senere skulle blive tillidsmand for arbejdsmændene og fællestillidsmand), op ad Madevej, Fabrikvej - jeg kendte vejen som min egen lomme. Ude på sporene havde Verner Nielsen og jeg i sommeren -42 smidt brandbomber i tyske godsvogne. 

Da jeg kom til Frederiksberggade, rystede benene under mig. Hvor var gaden lille, og hvor var husene små! Her havde jeg boet og leget, fra jeg var 11 år. I tre år havde jeg været væk. Vores gadedør i nr. 20 stod åben. Jeg ringede på, jeg ville ikke forskrække dem, men ingen var hjemme. Jeg gik ind i de små stuer, genkendte hver ting, min mors knapkrukke - »den grå«, som vi kaldte den - klubstolene med de grå betræk, det hele var så bekendt og dog så uvirkeligt. De kunne nu ikke være langt væk, når dørene stod åbne. Gården og haven lignede sig selv, jeg kunne høre stemmer inde hos Sørensen i nr. 22, men kunne ikke få mig selv til at gå derind. Jeg ville se min far og mor, før jeg hilste på andre. 

Da der var gået et par timer, og de stadigvæk ikke viste sig, blev jeg rastløs og utålmodig, bankede på døren ind til Sørensen, og det kan nok være, jeg lavede ravage - de havde sølvbryllup, og omkring bor­det sad der 15-20 mennesker! Fru Sørensen sagde altid i årene efter: »Aldrig glemmer jeg mit sølvbryllup, da du pludselig stod i stuen!« 

Min far og mor var blandt gæsterne, de så på mig, som om jeg var dumpet ned fra månen. Vi kunne ikke sige noget til hinanden, og slet ikke i alle disse menneskers nærværelse. Jeg gik hen og stillede mig bag dem og tog dem om halsen og igen disse tårer, som bredte sig til hele selskabet. 

Oven på fredsrusen og de glade uger og måneder derefter kom der svære tider - og en kold krig ventede lige om hjørnet. Den kom mange af dem, der svigtede, ganske godt tilpas.




Om forfatteren

• Steen Lykkeberg er født i Horsens d. 15. april 1924 og voksede op i et meget politisk bevidst hjem. Han gik i skole 1930-1937, og som 14-årig startede han som arbejdsdreng på Hede Nielsens radiofabrik ”Herofon” i Horsens, kom senere på Chr. Nielsens Armaturfabrik og til sidst på Kristian Kirks telefonfabrik.


• Her blev han tillidsmand for arbejdsmændene (SID) samt fællestillidsmand fra 1965 – 1972.


• Deltog i modstandskampen fra dens tidlige start. Levede i illegalitet fra 1942, fordi han var eftersøgt af tyskerne.


• Blev arresteret af Gestapo i juli 1944, sad to mdr. i den tyske afdeling i Århus arrest, hvor han blev kørt på universitetet og udsat for forhør og voldsom tortur.


• Sad i mørkearrest i Frøslevlejren, indtil han i oktober 1944 blev deporteret til den tyske kz-lejr Neuengamme og senere til kz-lejren Hannover Stöcken.


• Steen Lykkeberg kom tilbage til Danmark igen i 1945 og samme år indkaldt til militærtjeneste i Hærens Flyvetropper


• Efter ca. 6 års sygdom (lungetuberkulose 1950-56) vendte han tilbage til sin gamle arbejdsplads.


• Gik på pension i 1972 pga. senfølger fra kz-opholdet