Jens Ove Lykkeberg | Ove lykkeberg
Jens Ove Lykkeberg

Efter jeg blev født havde min far ikke længere arbejde, han havde som en slags erstatning for de strabadser han havde gennemgået, blevet erklæret 100% invalid, det betød at han altid var der og jeg fulgte med uanset hvad han skulle. Vi var tit på besøg hos gamle kammerater, når der skulle tales om besættelsestiden, jeg syntes det var spændende at høre om så det var bare om at folde ørene ud, jeg kan huske at jeg som barn var med på besøg ved blandt andre, Willy Poulsen, Holger Nilsson, Kai Wive, Alfred Bertelsen, Orla Nielsen, Carl Adolf Sørensen (Tytte), Ove Misfeldt, og selvfølgelig min Onkel Steen Lykkeberg, og sikkert mange andre jeg ikke lige husker navnene på.
Jeg kendte mange af dem, eller rettere sagt de kendte mig, og som den yngste søn af en modstandsmand blev jeg altid forkælet, som engang vi var på bustur til Frøslevlejren og de andre så gerne ville en tur over grænsen, men vi havde ikke pas med, eller rettere sagt, jeg stod ikke i min fars pas, så vi skulle ikke med over grænsen for at handle, men de andre syntes jo det var noget pjat og sagde at der sikkert ikke var nogen kontrol, så vi kørte med. Da vi så kom til den Tyske grænse kontrol, og der denne dag blev kigget pas, blev vi vist ud af bussen mens den Tyske grænsevogter sagde "zuryck" mens han pegede mod Danmark, så vi gik gennem ingenmandsland mod fædrelandet uden pas og papirer, da vi kom til danske kontrol ville de ikke umiddelbart lukke os ind uden pas, men dette tog min far meget roligt og sagde, jamen vi har jo ikke været i Tyskland, det måtte vi jo ikke komme. Det endte dog med at vi fik lov at passere da vagten ikke vidste hvad han ellers skulle stille op. I min lille verden var det mit første møde med Tyskland som jeg havde hørt så meget om, og dette møde kunne jo kun understøtte min holdning på dette tidspunkt om at de da vist var nogle værre nogen.
Men efter et par timers venten på en lille Cafe kom bussen tilbage fra Tyskland og samlede os op, jeg tror ikke jeg nogensinde har fået så meget slik og så mange sodavand som den dag, det var ihvertfald meget mere end hvis jeg selv havde været med, for at handle.

I 1983 da jeg var 11 år gammel var jeg med min far og mor en tur i Øst Berlin sammen med en hel bus fuld af gamle frihedskæmpere fra Århus og Horsens. Turen skulle have været i en luksus bus, men vi endte med at køre i en gammel rutebil, så allerede der var det en udfordring for mange af de gamle der var med, men disse mennesker var ikke tøsedrenge, det var den hårde kerne, og til Øst Berlin det ville de.
Ved grænsen til Øst Berlin skulle alt tjekkes, vi holdte der i tre stive timer uden at måtte forlade bussen, og da vi endelig fik lov til at køre, og bussen holdte ind på en rasteplads, fik chaufføren straks en bøde, for på transitvejen måtte man ikke holde ind. Det var mit første møde med et øst land og da jeg så den lille Trabant politibil måtte jeg da lige tage et billede, men nej det må man ikke og det resulterede i at det østtyske politi også fotograferede mig, 11 år og allerede i østblokkens arkiver.
Vi boede på Palads Hotellet, et meget fint og moderne hotel, som stod i kontrast til en by der nogle steder stadig stod som en ruin. Vi skulle på besøg i en KZ lejr der hedder Sachenhausen, her skulle der ligges en buket blomster ved mindesmærket, og det var mig, sammen med en pige der også var med på turen der fik lov at lægge blomsterne. Det var første gang jeg så en Tysk KZ lejr som jeg havde hørt så meget om. Det var på mange måder en anden oplevelse end når jeg havde været med i Frøslev lejren, jeg kan ihvertfald godt forstå når nogle af de gamle har omtalt Frøslev lejren som en spejderlejr.



IMG_5333


berlin3


I Sachenhausen var det meste bevaret og skabte en trist og uhyggelig stemning, der var et mindesmærke med 18 store trekanter, hvor hver trekant representerede et antal ofre i lejren. jeg mener at kunne huske det var 18.000. Det der gjorde størst indtryk på mig i Sachenhausen var da Kamma Klitgaard knælede med foldede hænder ved mindesmærket mens hun fældede en tåre. Kamma havde selv været i Tysk KZ lejr under krigen. Kamma var for mig en rigtig sød ældre dame, hun fortalte mig mange historier fra krigen, og jeg slugte det hele råt, selvom jeg idag syntes at jeg var en anelse for ung til den slags historier.
Kamma havde under krigen David Hejgaard boende illegalt i hendes lejlighed i Århus, min onkel, Steen Lykkeberg arbejdede blandt andet som kurer for David Hejgaard i den tid han var gået under jorden i Århus.
Mens vi var i Berlin blev min far meget syg, det gjorde han tit når vi ikke var derhjemme, idag kan jeg godt se at disse sygdomme var phygisk relaterede, men dengang var jeg bare altid bange for at miste min far, jeg voksede op med frygten for at han pludselig ikke var der mere, i Berlin måtte han have læge mens vi boede på hotellet, så jeg tilbragte en del tid med nogle de andre.

IMG_9114
Kvittering for lægebesøg i Øst Berlin



Det var spændende at se et øst land med butikker uden varer på hylderne og soldater der stod vagt på gaderne med deres maskinpistoler, det var ihvertfald ikke et syn jeg var vant til, det var også nogle anderledes penge de havde i Østtyskland, mønter var lavet i alu og vejede ikke noget i forhold til vores danske kroner, man måtte ikke tage dem med ud af østtyskland, og ville jo sikkert heller ikke kunne bruge dem til noget, jeg havde nu lommen fuld af disse sjove mønter da vi vendte snuden hjemad.
Da vi nåede grænsen på vej ud at østberlin og forventede et længere ophold som på vej derned, gik vores rejseleder Torben Kvist, ind til grænsevagterne og sagde at han havde en hel bus med gamle KZ fanger der var trætte efter en lang tur, som jeg har opfattet dette, skulle vagterne nærmest i flovhed have givet øjeblikkelig tilladelse til at køre igennem, nærmest uden at se pas eller visum, det var der ingen der var kede af, for nu ville vi alle gerne hjem.

På en sommertur til Frøslev lejren oplevede jeg også at der blev givet en speciel behandling og vist en stor respekt til disse gamle modstandsfolk, vi var kørt til Frøslev, Min far og jeg, Kai Wive, hans hustru og hans barnebarn, og da vi skulle ind i lejren og der skulle betales entre, sagde Kai sådan lidt for sjovt at da han var der i 1944 der var der sku ikke nogen der krævede entre. Så blev dørene åbnet og billet kontroløren sprang op og trykkede Kai´s hånd med ordene "Så skal du selvfølgelig heller ikke betale idag - Velkommen"

Gemmen min Skoletid var min far flere gange på skolen for at holde foredrag, og fortælle om det han havde været igennem under krigen. Et af disse foredrag som jeg specielt kan huske, var da jeg gik i 8. klasse, det var et af de foredrag, hvor alle hørte efter, det sluttede også med at min far brød sammen, da fortællingen kom til det sted hvor han talte om de kammerater der ikke overlevede turen til Tyskland.

I en alder af 19 år mistede jeg min elskede far, der var jeg på samme alder som han var da krigen startede, som teenager tænker man ikke så meget over det, men idag syntes jeg det er drøn ærgeligt at min far ikke kan se og opleve hvordan jeg har det, og hilse på mine børn, men det er der ikke så meget at gøre ved, vi kan kun glæde os over minderne og lade livet gå videre

Efter min fars død overtog jeg hans forpligtelse når de gamle skulle mødes i weekenden op til befrielsesdagen, jeg tog med min mor ind til klosterkirken hvert eneste år og hilste på min fars gamle kammerater, som alle var meget glade for at finde ud at at selv når de ikke længere ville være i stand til at mindes deres kammerater, så var der en ny generation til at mindes, for som de alle sagde. “lad dem aldrig blive glemt”
Jeg nåede at deltage 14 gange i denne højtidelighed, som den sidste gang i 2005 manglede alle de gamle kammerater, Carl Adolf Sørensen alias Tytte skulle have været der, men måtte melde afbud samme dag på grund af sygdom.


IMG_5724
Brevet fra Tytte




IMG_0040


Avisudklip fra 2005 hvor det var den sidste officielle minde højtidelighed. Billedet i artiklen er fra 1995.




Horsensianske modstandsfolk mindes lørdag
AF: ELLINOR FOGH PEDERSEN , LIFPE@HSFO.DK Publiceret 28. april 2017 kl. 13:04
page1image5064512
1/1
Horsens: Mindehøjtideligheden for Hannover-Stöcken Gruppen bliver genoptaget lørdag 29. april kl. 12 ved Klosterkirken.
Hannover-Stöcken Gruppen var hjemvendte KZ-fanger fra Hannover-Stöcken. Der sad 40 danskere i lejren, hvoraf 18 var horsensianere. De dannede efter krigen en gruppe og mødtes hvert år i weekenden op til befrielsesdagen for at mindes deres kammerater.
I 2006 var der kun to overlevende tilbage fra Hannover-Stöcken
Gruppen, og da de begge led af sygdom, blev den faste tradition med mindehøjtideligheden stoppet.
I år bliver den genoptaget igen af sønnen og nevøen til to af de horsensianske modstandsfolk, Ove og Steen Lykkeberg, der begge sad i koncentrationslejren i Hannover-Stöcken.
Jens Ove Lykkeberg, der er søn af Ove Lykkeberg håber, at han igen kan gøre mindehøjtideligheden til en tradition.


Da der ikke længere var flere af min fars gamle kammerater tilbage og efter min onkel Steen Lykkeberg døde, var det ikke meget jeg fik set på de gamle ting, men her 25 år efter min fars død, opstod tanken og lysten til at lave denne samling, mest for at have det hele samme sted og ikke kun i en mappe i skrivebordet.
Det førte så lidt videre, for i min gennemgang af de mange effekter stødte jeg på meget jeg ikke før havde set.

Jeg kom også igen i kontakt med den tyske gruppe, som i 1987 rejste monumentet i Hanover-Stöcken, og blev inviteret derned til 30 års jubilæet, og er efterfølgende blevet enige med arrangøren at holde en tale ved højtideligheden.

Skærmbillede 2017-04-01 kl. 06.13.36
Indbydelsen til 30 års jubilæet for Monumentet i Hannover Stöcken.



Jeg kørte til Hannover-Stöcken meget tidligt om morgenen d. 8. maj 2017. og ankom ca. kl. 9.00.
I Hannover-Stöcken havde man planlagt dagen med rundvisning på Rådhuset hvor der står en model af byen som den så ud efter bombardementet i 1945.


IMG_7102
Model af Hannover by med Rådhuset nederst, efter bombardementet i 1945



Efter rundvisningen blev jeg budt på frokost på Rådhuset, og derefter kørte vi til Stöcken, hvor jeg så områderne hvor de gamle lejre lå, det var en meget mærkelig oplevelse at gå rundt i det der idag nærmest er en skov og støde på de gamle fundamenter og beskyttelsesgrave.
Bystyret ejer i dag jorden hvor lejren lå, og er igang med at udarbejde et projekt, så området kan blive ryddet for træer så de gamle fundamenter kan ses, om der skal være en form for park eller udstilling, ved jeg ikke, men det er efter min mening godt at området bliver bevaret, så eftertiden også kan se og høre om de forfærdelige begivenheder der foregik under krigen.
Det var en meget stærk oplevelse at være i det område hvor min far og hans kammerater tilbragte ca. et halvt år, og som flere af dem har betegnet som en tur i helvede.

Til selve mindehøjtideligheden ved Monumentet skulle jeg holde tale. Hele dagen og stemningen i Stöcken havde gjort at jeg var nødt til at holde talen på dansk, så den tyske oversættelse blev læst op af Irmgard Timpe.
Det var meget rørende og svært for mig, men det gik nu alligevel.

Herunder hele talen.

Mine damer og herrer.

Først vil jeg gerne takke organisationen bag monumentet, og Hannover bystyre for at jeg måtte komme her idag.

Som søn af fange nr. 54548 har krigen også betydet noget for mig, trods min alder. Jeg har gennem min opvækst haft en far der var mærket for livet, af det halve år han var her i Hannover.
Jeg har også hele min opvækst kendt de sidste af min fars kammerater fra den tid, jeg har hørt nogle historier om den tid, som jeg ihvertfald ikke har lyst til at fortælle videre til mine egne børn, før de bliver voksne.

Jeg vil gerne idag ære min far og hans kammerater fra Hannover-Stöcken Gruppen. Og nævne navnene på dem, som jeg nåede at lære at kende, men som nu alle er døde. Jeg lovede dem alle efter min fars død, at jeg nok skulle gøre hvad jeg kunne for at det der skete for mange år siden her i lejren aldrig vil blive glemt.

Ove Misfeldt
Orla Nielsen
Arnold Jensen
Kai Wive
Peter Møller Madsen
Carl Adolf Sørensen (TYTTE)
Min farbror Steen Lykkeberg
Min far Ove Lykkeberg

Til sidst vil jeg læse den tale op som min far holdte her for 30 år siden, i forbindelse med afsløringen af dette monument.

Min fars tale ved åbning af mindesmærket i Hannover:

Kære Kammerater, mine damer og herrer.

Jeg vil først takke Hannover bystyre og de organisationer der står bag rejsningen af dette monument, som nu står til evig minde om de grufulde mord der blev begået her på Varta fabrikken i 1944 - 45, med fabrikkens billigelse.
Vi fra Danmark der her er tilstede er selv ofre fra den tid, og vi ved hvor mangelfuld fabriksledelsen var.
Ja selv vand til at vaske hænder i, var der ikke - og slet ikke beskyttelsestøj eller handsker !
Så vi forstår ikke at Varta fabrikken nu vil løbe fra sin del af ansvaret.
Jeg vil til slut mindes de faldne kammerater og udtale - Lad det aldrig ske igen.
Ære være deres minde.

Nu vil jeg gerne overbringe en hilsen fra fange nummer 54.555 Erik Preben Tanne som idag er 93 år gammel, og den sidste nulevende danske fange fra KZ lejren Hannover-Stöcken. Han kan desværre ikke tage på lange ture mere, men tænker på os og på hans kammerater som nu ikke er mere.

Tak fordi jeg måtte komme.

Artiklen herunder blev lavet af Hannover-Stöcken by´s hjemmeside:

Gedenken an das KZ Stöcken
Am 8. Mai 2017 erinnerte eine Gedenkfeier am Mahnmal KZ Stöcken an die Geschichte des KZ-Außenlagers Hannover-Stöcken und das Schicksal der Häftlinge.
gedenken-am-mahnmal-kz-st00f6cken_alias_300x225px
© LHH
Gedenken am Mahnmal KZ Stöcken
Die unter dem Motto "Dem Vergessen entgegenwirken" stehende Gedenkveranstaltung, die aufgrund der Witterung in diesem Jahr nicht am Gelände des ehemaligen KZ Stöcken sondern am 400 m entfernten Mahnmal KZ Stöcken stattfand, eröffnete Hans Hoffmann von der Arbeitsgemeinschaft KZ Stöcken. Hans Hoffmann erinnerte bei seiner Begrüßung insbesondere an die Errichtung des Mahnmals für das KZ Stöcken vor 30 Jahren. Bei der Einweihungsfeier des Mahnmals am 7. Mai 1987 hatte seinerzeit auch der ehemalige dänische Häftlinge Ove Lykkeberg gesprochen.
jens-ove-lykkeberg-am-mahmal-kz-st00f6cken_alias_300xvariabel
© LHH
Jens Ove Lykkeberg bei der Gedenkfeier am Mahmal KZ Stöcken
Sein Sohn, Jens Ove Lykkeberg, der dieses Jahr nach Hannover gereist war, hielt ein Grußwort und verlas zur Erinnerung an seinen 1992 verstorbenen Vater, nochmals dessen bewegende Rede zur Einweihung des Mahnmals aus dem Jahr 1987. Nach einem ökumenischen Gebet nahm Annette Charbonnier, die neue Pastorin der ev.luth. Kirchengemeinde Ledeburg-Stöcken, in ihrer Ansprache eine Inschrift am Mahnmal über das tägliche Brot der Häftlinge auf, um an die Verhältnisse im Konzentrationslager zu erinnern. Nach einem Gebet und dem Lied "Trommle mein Herz für den Frieden" legten die Anwesenden Rosen am Mahnmal nieder.
Die Veranstaltung der Arbeitsgemeinschaft KZ Stöcken wurde organisiert unter Beteiligung von: Stadt Hannover, Fachbereich Kultur: Stadtteilkultur, Freizeitheim Stöcken, Gewerkschaft Nahrung-Genuss-Gaststätten, Vereinigung der Verfolgten des Naziregimes (VVN) und Bund der Antifaschisten (BdA), Ev.-luth. Stadtkirchenverband Hannover, Amtsbereich Nord-West, Katholische Kirche Garbsen, ev.-ref. Kirchengemeinde, ARBEIT UND LEBEN Niedersachsen
Nähere Informationen zur Geschichte des KZ-Stöcken und dem Zwangsarbeitslager Stöcken finden Sie u.a. auf den Informationstafeln im Wissenschaftspark Stöcken, die Sie auch online in der Rubrik "Informations- und Erinnerungstafeln" ansehen oder downloaden können. Nähere Informationen und Bilder zu Ove Lykkeberg finden Sie auf der dänische Webseite: http://www.ove-lykkeberg.dk



pigtrad2pigtrad2


Efter besøget i Hannover-Stöcken har arbejdet med min hjemmeside om min Far taget fart. Jeg blev kontaktet af en journalist fra Horsens Folkeblad, som havde set min hjemmeside, hun ville gerne lave to artikler, den ene en kort version af min far´s historie, og den anden som skulle omhandle mit arbejde med hjemmesiden. Jeg havde besøg af journalisten og en fotograf her hjemme i Skjold, journalisten var meget interesseret i historien.


pigtrad2pigtrad2


Søn fortæller sin fars historie om modstand, kz-lejr og voldsomme mareridt
AF: ELLINOR FOGH PEDERSEN , LIFPE@HSFO.DK
Publiceret 08. august 2017 kl. 20:03

1/5
542113_600_980_0_125_6000_3750_2
Efter 20 år skulle Ove Lykkebergs gravsten have været kasseret. I stedet hentede sønnen Jens Ove Lykkeberg stenen hjem i haven til at mindes ved. Foto: Benny F. Nielsen


Historien må aldrig blive glemt, sagde Jens Ove Lykkebergs far, mens han stadig levede. Hans historie blev bare aldrig skrevet ned, så nu fortæller sønnen sin fars historie om modstand og kz-lejr på en hjemmeside.

Horsens: Kæmp for alt, du har kært. Dø om så det gælder, strømmer ud af højtalerne, når man klikker sig ind på ove-lykkeberg.dk. En hjemmeside, der gemmer på en hidtil uskrevet historie om en mand, der kæmpede for sit lands frihed under den tyske besættelse, blev anholdt af Gestapo og blev sendt i kz-lejr i Tyskland.
Ove Lykkeberg er mandens navn, og det er hans søn Jens Ove Lykkeberg, der i sin fars ånd har fået skrevet hele historien ned. Skrevet ud fra de historier, som faderen delte med ham, venner og familie gennem hele sit liv, men som aldrig blev skrevet ned.
- Nu har jeg selv fået børn, og jeg følte, at min fars historie skulle skrives ned. For gjorde jeg det ikke, ville der ikke være nogen til at fortælle den, når jeg selv går bort engang. Det var yderst vigtigt for min far, at historien aldrig blev glemt, siger Jens Ove Lykkeberg.
LЖS OGSЕ: 

Han havde ikke overlevet en uge mere

Jens Ove Lykkeberg


Der står en mindesten for de omkomne i Hannover-Stöcken-lejren, men jeg vil gerne have rejst en sten for alle dem, der var med i lejren. Og så drømmer jeg også om, at min far, bror og farfar, der kæmpede en kamp for Horsens får en plads eller gade opkaldt efter deres efternavn: Lykkeberg.



Ikke en hemmelighed i hjemmet
År for år gennemgår Jens Ove Lykkeberg faderens historie, lige fra 9. april 1940 til krigens slutning i 1945. Et arbejde, der også har involveret en masse dokumenter, tegninger og billeder, som faderen efterlod ved sin død i 1992.
- Min far har været død i 25 år, men det har været svært for mig at skulle gennemgå alle de dokumenter, han efterlod sig. Men nu skulle det være. Jeg overvejede, om jeg skulle skrive en bog, men med alle de dokumenter dukker der hele tiden nye oplysninger op, så jeg valgte at gøre det til en hjemmeside, så jeg løbende kan opdatere den, siger Jens Ove Lykkeberg.
Han kom til verden 7. november 1972. 27 år efter, at Ove Lykkeberg var vendt hjem fra kz-lejren i Hannover-Stöcken. Faderen arbejdede ikke længere, da krigstraumerne havde ført til, at han var erklæret 100 procent invalid.
- Ulig mange andre hjem talte vi om min fars oplevelser under krigen. Min far gik hjemme, så han har altid været der, mens jeg var barn, og jeg fulgte ham interesseret rundt til gamle venner fra krigen, slog ørerne ud og lyttede til deres fortællinger, siger Jens Ove Lykkeberg.

Faderen der aldrig pralede
Selvom Jens Ove Lykkeberg har hørt sin fars fortællinger gennem sin barndom, var der alligevel noget nyt, der dukkede op under researchen til hjemmesiden.
- Min far pralede aldrig af sin indsats i modstandsbevægelsen. Han var generelt en meget ydmyg mand. Men flere oplysninger tyder på, at min far var manden, der stod i fronten for sine venner. Da de ankommer til kz-lejren i Neuengamme, får min far tildelt det første fangenummer af den sending, han var med i. Det betyder, at han stod forrest i køen. Det har jeg aldrig tænkt over før. Det forlyder også, at min far var bordformand i lejren. Så det var ham, der skulle dele brødet mellem vennerne. Ikke en sjov opgave, når alle er så sultne, at hver en millimeter tæller, siger Jens Ove Lykkeberg.
I sin research kom Jens Ove Lykkeberg også i kontakt med de tyskere, der i 80'erne fik rejst et mindesmærke for Hannover-Stöcken-lejren. Hans far deltog i sin tid i indvielsen, og i år var det præcis 30 år siden. Jens Ove Lykkeberg tog rejsen derned og besøgte for første gang i sit liv. Det sted, hvor faderen sad fanget i et halvt år under krigen.
- Det hele er vokset til, men der er stadig fundamenter tilbage. Det var en hård oplevelse for mig, og da jeg efterfølgende skulle holde tale, måtte jeg opgive at gøre det på tysk, fordi jeg var for bevæget. Min far led hele sit liv under de oplevelser, han fik dernede. Han havde de mest voldsomme mareridt, han blev syg, når han kom på ture uden for hjemmet, og generelt var han en mærket mand, så at besøge stedet var enormt hårdt for mig, siger Jens Ove Lykkeberg.
En gade kaldet Lykkeberg
Hjemmesiden åbnede i april, men der er blevet skrevet meget på den siden. Nu begynder historien at være fuldendt - for nu i hvert fald.
- Jeg har fået tilføjet min fars brors historie til siden også. Han skrev en bog, som jeg har fået lov at lægge på også. Jeg mangler en gennemlæsning, efter der er blevet tilføjet så meget, men ellers føler jeg, at det hele er ved at være med, siger Jens Ove Lykkeberg.
Men der kommer mere. Jens Ove Lykkeberg er i gang med at søge om at få politirapporterne at se hos Nationalmuseet, så han kan se præcis, hvor meget skade faderens sabotage egentlig forårsagede. Og så vil han gerne have mere ære til modstandsfolkene ind i Horsens.
- Der står en mindesten for de omkomne i Hannover-Stöcken-lejren, men jeg vil gerne have rejst en sten for alle dem, der var med i lejren. Og så drømmer jeg også om, at min far, bror og farfar, der kæmpede en kamp for Horsens får en plads eller gade opkaldt efter deres efternavn: Lykkeberg, siger Jens Ove Lykkeberg.






Han havde ikke overlevet en uge mere
AF: ELLINOR FOGH PEDERSEN , LIFPE@HSFO.DK
Publiceret 08. august 2017 kl. 20:03

1/5
542118_600_980_0_125_6000_3750_2
Ove Lykkeberg sendte sin hustru et postkort 24. december 1944. Dengang sad han i kz-lejr i Hannover-Stöcken. Postkortet har Ove Lykkeberg gemt siden. Foto: Benny F. Nielsen


Salg, trykkeri og udspredelse af illegale blade, sprægning af jernbaner og lokale virksomheder var en del af Ove Lykkebergs modstandsarbejde mod det tyske regime. Et arbejde, der til sidst fik ham sendt i kz-lejr i Tyskland.


Horsens: Flere hundrede tyske flyvemaskiner fløj hen over Horsens og resten af Danmark 9. april 1940. I sine forældres hjem på Frederiksberggade vågnede den dengang 19-årige Ove Lykkeberg op til lyden af maskinerne, der kastede løbesedler ud over hele byen.
Som så mange andre vidste den unge Ove Lykkeberg ikke, hvad dette skulle komme til at betyde. For ham, hans familie og for hans fædreland.
Ove Lykkeberg var søn af den lokale DKP-formand Jens Nicolaj Lykkeberg og selvom hverdagen gik videre efter besættelsesdagen, voksede der en harme i hjemmet på Frederiksberggade. Familien husede flere mennesker på flugt, forfattere og digtere, der havde forfattet tekster, der gik imod det tyske regime.
Faderens politiske position gjorde, at han allerede i 1940 drog til Aalborg, hvor tyskerne var i gang med at bygge en flyveplads. Og med ham fulgte Ove Lykkeberg. En stige af lægter skaffede faderen adgang til en tysk flyvemaskine, han kravlede op og vendte tilbage til sin nervøse søn med fire ledninger i hånden. Det blev Ove Lykkebergs første møde med sabotage. Men det var kun begyndelsen.
LЖS OGSЕ: 

Søn fortæller sin fars historie om modstand, kz-lejr og voldsomme mareridt

Fra beretningen om Ove Lykkebergs liv


1. februar 1944, da Ove Lykkeberg deltog i et opmålerkursus, ændredes alt. Midt i undervisningen styrtede en klynge mennesker ind i lokalet og talte med den første mand, de mødte. Manden pegede på Ove Lykkeberg, der var i gang med at save. Klyngen var Gestapo. Han blev anholdt.



Sabotage, illegale blade og Gestapo
Illegale postkort og små løbesedler blev begyndelsen på Ove Lykkebergs egen modstand. De penge, der blev tjent på postkortene, blev brugt til at støtte det egentlige sabotagearbejde. Mens krigen udviklede sig, gjorde Ove Lykkebergs sabotage det også.
Hans første aktion blev mod jernbanen syd for Hedensted i 1942. Sammen med to venner skruede han skruer ud af banen. Det gjorde ikke den store skade, men betød alligevel at banen skulle laves, før togene kunne køre videre.
Sabotagen mod jernbanerne fortsatte op igennem 1943, men nu var det med sprængstoffer. Den første auktion foregik på jernbane mellem Horsens og Skanderborg, hvor han i samarbejde med sin far og en kammerat sprængte skinnefoden væk to steder. Siden fulgte jernbanen mellem Serridslev og Tvingstrup og senere jernbanen ved Eriknauer.
Også virksomheder i byen blev ramt. Auktionerne talte blandt andre Møller og Jochumsen, Mælkekondenseringen, Hede Nielsen, Horsens Andels Slagteri og Aamann & Søn.
Sideløbende havde Ove Lykkeberg et lille trykkeri bestående af skrivemaskine og duplikator. I begyndelsen foregik det i et lille værelse på Borgergade 5. Sikkerhedspolitiet opdagede det, ransagede rummet og konfiskerede både skrivemaskine og duplikator, men fandt aldrig ud af, hvem der stod bag trykkeriet. En ny skrivemaskine og duplikator blev dog anskaffet, så trykkeriet kunne fortsætte. Nu i et drivhus på Priorsløkkevej.
Men 1. februar 1944, da Ove Lykkeberg deltog i et opmålerkursus, ændredes alt. Midt i undervisningen styrtede en klynge mennesker ind i lokalet og talte med den første mand, de mødte. Manden pegede på Ove Lykkeberg, der var i gang med at save. Klyngen var Gestapo. Han blev anholdt.

Fangenummer 54.548
Utallige afhøringer i Aarhus Arrest førte til sidst til, at Ove Lykkeberg blev sendt til Horserød. Opholdet blev kort, og Ove blev sendt til Frøslev Lejren ved grænsen. Han blev placeret i barak H3, men kun for et par måneder. 5. oktober blev Ove Lykkeberg og lillebroderen Steen, der hidtil havde gemt sig i Aarhus, råbt op sammen med omkring 200 andre. Turen gik nu mod Tyskland. Mod kz-lejren i Neuengamme.
Her stoppede Ove Lykkeberg med at være Ove. Nu var han fange nummer 54.548, et nummer, han huskede på tysk resten af sit liv. Ligesom de andre fik han frataget sit tøj og sine ejendele. En kuvert fra dengang afslører, at han var i besiddelse af et armbåndsur med læderrem, en vielsesring, en fyldepen og fire kroner.
Et stort baderum med brusere var det næste, der mødte Ove Lykkeberg. Han fik udleveret en saltsæbe og blev bedt om at vaske sig, men da fangerne skulle skylles, virkede vandet ikke. Helt tørret ind i groft saltsæbe blev de nu beordret til at tørre det af. En seance, der faktisk fik Ove Lykkeberg og de andre til at grine af hinandens udførelse af opgaven.
Ove Lykkeberg bemærkede imens, hvordan folk, der gik ud af baderummet, pludseligt blev meget alvorlige, når de trådte ud. Da det blev hans tur, gik alvoren også op for ham. En to meter høj stabel lig mødte hans syn. Ligene var nøgne, udmagrede og lå på kryds og tværs oven på hinanden. Neuengamme-lejren var meget anderledes end Frøslev-lejren, som han kom fra.
Vejede 30 kg da de hvide busser ankom
Dagene bestod af kartoffelhøst, tjenerarbejde, tynd suppe en gang om dagen og timevis af optælling af fangerne. Men det skulle blive endnu værre for den nu 23-årige Ove Lykkeberg. En morgen skulle 40 mænd sendes videre til en af Neuengammes mange underlejre. Efter halvanden dag ankom Ove Lykkeberg til en lejr i Hannover-Stöcken. En lejr, han endte med at være fanget i et halvt år.
Til Hannover-Stöcken hørte en batterifabrik, der producerede batterier til de tyske ubåde, og her blev Ove Lykkeberg sat til at arbejde. Arbejdet bestod i at smøre blypasta med hænderne ud på blyplader. Og det i 12 timer ad gangen.
Dagene lignede hinanden, 12 timers arbejde på fabrikken, et enkelt måltid i form af tynd roesuppe og to skiver brød. Om natten blev fangerne ofte vækket for at stå i en overdækket udgravning med en halv meter vand i, når der var bombardementer over Tyskland.
Juleaften og nytår var ikke anderledes, og da året skrev 1945, havde Ove Lykkeberg fået så meget blyforgiftning, at han i stedet blev murerarbejdsmand. Men ikke længe.
Skærtorsdag 29. marts 1945 kom redningen. De hvide busser var nået til Hannover-Stöcken og for den nette sum af 200 cigaretter blev de skandinaviske fanger løsladt. Ove Lykkeberg vejede på det tidspunkt 30 kg og var meget syg af brok.
En sygeplejerske fortalte ham, at han ikke havde overlevet én uge mere i lejren. Og det var rigtigt i mere end en forstand. Omkring halvanden uge senere 7. april lukkede Hannover-Stöcken-lejren og omkring 600 af de syge og afkræftede tvangsarbejdere blev transporteret til en lade uden for Hannover, blev låst inde og brændt ihjel.
Operation for brok uden strøm
Uden strøm og med lyset fra en stavlampe blev Ove Lykkeberg hasteopereret for brok i Neuengammelejren, hvor de hvide busser gjorde stop for at hente flere skandinaviske fanger. Resten af turen til Sverige husker Ove Lykkeberg ikke rigtigt, han sov det meste af vejen. På sin mors fødselsdag 18. april ankom han til Sverige. Røde Kors sendte et brev med den glædelige nyhed til Ove Lykkebergs kone.
Da befrielsen endelig kom, lå Ove Lykkeberg stadig på behandlingshjemmet i Sverige, men også der blev det fejret. Feststemte amerikanere inviterede Ove med ind til Stockholm, og selvom han stadig var syg, havde han ikke mistet sin eventyrlyst. Amerikanerne købte en masse tøj til ham og inviterede ham på champagne på den amerikanske ambassade.
Præcis en måned efter sin ankomst til Sverige blev Ove Lykkeberg hjemsendt til Danmark. Datoen var nu 18. maj 1945, og på Horsens Banegård blev han modtaget af journalister og genforenet med sine pårørende.
Ove Lykkeberg fik først arbejde i Bjerre Arrest. Senere åbnede han sin egen slagterbutik, som han drev, indtil hans helbred ikke længere kunne være med. Ove Lykkeberg blev erklæret 100 procent invalid som følge af traumerne fra kz-lejrene i Tyskland.
Ove Lykkeberg skrev aldrig selv sin historie ned. Ovenstående fortælling er baseret på den historie, som hans søn Jens Ove Lykkeberg har skrevet ned efter sin fars død i 1992, baseret på Ove Lykkebergs egne fortællinger og en lang række dokumenter, som Ove Lykkeberg efterlod sig. Ove Lykkebergs fulde historie kan læses og ses på www.ove-lykkeberg.dk