Peter Møller Madsen | Ove lykkeberg
54.577 - Peter Møller Madsen
24.11.1921 - 03.12.2007

Bladet “Modstandskampen 1940 - 1945” Marts 2008.

Peter Møller Madsen blev født i Randers den 24. november 1921, og han døde den 3. september 2007, netop fyldt 86 år.
Når man sagde Peter inden for vore kredse, var det vist ikke mange, der ikke vidste, hvem vi talte om. Peter var et kendt ansigt for os alle, for han deltog med iver i alle arrangementer, der havde med modstandskampen at gøre, og han sad i flere bestyrrelser. Ja, Peter var et kendt og værdsat menneske, der med sin positive indstilling til livet havde en smittende indflydelse på alle os andre.
Peter led samme skæbne, som mange andre unge mænd og kvinder gjorde under krigen. Han blev taget af Gestapo i sommeren 1944, kom til Horserød og senere til Frøslev. Den 5. oktober kom han på transport til Neuengamme sammen med blandt andet et stort antal Grænsegendarmer. Efter ca. 11 dage der, med en grusom introduktion til KZ-lejr livet, blev han sammen med 39 andre danskere transporteret til KZ Hannover-Stöcken.
Livet i lejren tog på os alle. Vi, der endnu er tilbage, ved alt om tilværelsen i en KZ-lejr, men jeg tror - eller ved - at vort ophold, med ubeskriveligt hårdt arbejde på akkumulator fabrikken AG (AFA), hurtigt gjorde os syge - ikke mindst af blyforgiftning. Peter var, med sin ukuelige livsvilje, et af de få lyspunkter for os andre. Jeg skal her nævne en lille ting, som jeg aldrig skal glemme. Vi vidste alle, at Peter var udlært bager, og selvom vi led under konstant sult - eller måske netop derfor - kunne vi bede Peter fortælle, hvordan man lavede f.eks. lagkage !
Det gjorde Peter så med udførlig beskrivelse og med et meget skævt smil, mens vi andre sad næsten med tårer i øjnene .Ja det var vel en form for selvpineri, men vi ønskede det, mens vi vel i vort stille sind håbede at opleve en lagkage igen, selv om vi vidste, at chancerne var små...

Peter og vi andre danske der var tilbage, oplevede så den 31. Marts 1945 at blive hentet af Svensk Røde Kors i De Hvide Busser. Det var ubeskriveligt, og det var i sidste øjeblik. De sidste dage i Hannover-Stöcken kunne vi høre kanontorden, og der fandt mange bombninger sted omkring os. I dag kender vi den grufulde skæbne, der kort tid efter vor redning blev de andre fanger til del. De blev kommanderet ud på en sidste march mod Bergen-Belsen, for at de allierede ikke skulle komme til en fyldt lejr. På marchen blev de, der ikke kunne gå mere, skudt. Resten blev på et tidspunkt lukket ind i en lade, som soldaterne derefter satte ild til. KZ Hannover-Stöckens endeligt, som også kunne være blevet Peters og vores andres skæbne.

Tilbage gik det til Neuengamme og senere videre til Danmark og Sverige. Peters og mine veje skiltes i Neuengamme, vi kom ikke alle med de samme transporter, og vi kom ikke til samme sted i Sverige. Først engang efter krigen mødtes vi igen, det var vel i forbindelse med oprettelsen af “Hannover-Stöcken Gruppen” vores lille forening.

De sidste mange år var Peter formand for Gruppen, og vi mødtes en gang årligt i Horsens, hvor vi altid havde en dejlig dag sammen. I år 2000 var Peter med sidste gang, og han havde da meget ondt i sit venstre ben. Det var ikke så mærkeligt, for i april 2001 blev det konstateret, at Peter havde koldbrand i benet, og det måtte derfor amputeres. Med sin ukuelige sejhed kom Peter over det, og i november 2001 kunne han flytte ind i en beskyttet bolig i nærheden af det sted, hvor han i mange år havde boet med sin elskede hustruKaren, som døde i August 1996.

Men Peters skæbne sluttede ikke her. I 2002 blev han ramt af en blodprop i hjernen, der gjorde ham lam i højre side af kroppen, og som medførte, at han havde svært ved at tale. Men Peter gav ikke op. Han måtte dog forlade boligen, da hans tilstand krævede mere tilsyn og omsorg. Peter kom først på plejehjemmet Fraenkel Stiftelsen, og i september 2002 så til Bernadotte gården i Roskilde. Her levede han i godt 5 år, og han blev mere og mere glad for stedet, ikke mindst fordi han her mødte så mange gamle venner. Til trods for sine svære handicaps deltog han i alle arrangementer, både på gården og udenfor. Han var selv den gode giver i flere i flere situationer. Peter elskede musik og sang, han var selv en ivrig sanger, og han bidrog generøst til gennemførelse af musik og sangoplevelser med kendte professionelle kunstnere, til stor glæde for beboere, personale, familie og venner.

I August 2007 blev det så konstateret, at Peter nu havde fået koldbrand i det højre ben, som i forvejen var lammet, og nu blev også det amputeret.

Kort efter operationen fik Peter som total invalid , sin vel nok sidste store oplevelse. Den 29. September kom han, som særligt inviteret, til afslørring af mindesmærket for De Hvide Busser i Malmö. At Peter kunne klare denne anstrengelse var utroligt og beundringsværdigt, men det var som om, han ville bruge sine sidste kræfter på at sige tak til Sverige, som i 1945 reddede hans liv, og han gjorde det, grædende, ved at give den svenske konge hånden.

ÆRET VÆRE PETERS MINDE

Eric Tanne