Ove Lykkeberg


Forord:



Udskrift af kirkebogen
Kirkebog

Ove Lykkeberg er født d. 12/5-1920 i Kloster sogn, Horsens af forældrene Jens Nicolaj Nielsen Lykkeberg & Jenny Marie Jasmine Jensen, og har som den første dreng i slægten kun fået familienavnet Lykkeberg. Den lille familie boede på dette tidspunkt på Havnealle 17 i Horsens, men flyttede til den nybyggede Villa på Sundvej 42 i Horsens, hvor familen fik yderligere to børn mere, siden flyttede familien til Frederikberggade 20 i Horsens, hvor familien nu bestod af faderen Nicolaj, moderen Jenny, Ellen, Ove, Inga og Steen.


Ove og hans lillebror Steen er fra starten af krigen med til det der foregår i hjemmet i Frederiksberggade i Horsens, deres far Jens Nicolai Lykkeberg er som formand for DKP allerede fra midten af 30´erne indblandet i at hjælpe dem der er forfulgt af Nazisterne. Så de 2 drenge er opvokset med at være på kant med det regime der skulle vise sig, også i Danmark fra 1940 - 1945.


Efter gennemgang af diverse notater, små beretninger, lyd og videoklip, har jeg sammenskrevet denne samlede beretning om min Fars tid og liv under anden verdenskrig, min far var da krigen startede 19 år gammel, og deltog i modstandsarbejdet mod tyskerne, med produktion og distribution af illegale blade og sabotage mod den tyske værnemagt. Min farfar Nicolai Lykkeberg var dengang en kendt politik i Horsens og formand for DKP (Dansk Kommunistisk Parti) derfor var det mest naturlige at hele familien deltog. Jeg har hele mit liv interesseret mig for den tid, og det min familie gennemgik, derfor vil jeg her udgive en form for erindring, set fra min fars side. 


Denne beretning er skrevet og gengivet i min fars ånd, og også i hans jeg form, ellers er jeg bange for det hele giver et rodet billede.


For god ordens skyld vil jeg understrege at denne historie er skrevet alene efter min opfattelse af begivenhederne, ud fra de mange små beretninger, fortællinger og interview der igennem tiden er lavet af min far og som nu er overgået til mig. Så hvis der skulle være nogle passager hvor beretningen ikke stemmer overens med historien, er det fordi det hele er stykket sammen af det materiale, jeg har efter min far.


Da der under arbejdet med at lave denne beretning, hele tiden dukker nye ting op, bliver selve beretningen udvidet og der kommer nye passager til, så denne beretning er en statisk beretning som vil ændre sig som de forskellige beviser og historier dukker op i min søgen efter hvad det var der foregik.


Jens Ove Lykkeberg.



1940


Vi vågnede tidligt om morgenen d. 9 april. Jeg boede hjemme ved mine forældre i Frederiksberggade i Horsens. Min mor kom ind og vækkede mig og det første jeg hørte var en frygtelig larm, denne larm kom fra flere hundrede flyvemaskiner fra den Tyske krigsmaskine, som kastede løbesedler ned over byen, disse løbesedler som bar overskriften "OPROP" beskrev på et mangelfuldt dansk, at danmark var besat.

Oprop 1 flyveblad

Oprop 2 flyveblad
Billede af den originale flyveseddel der blev kastet ned over Horsens d. 9. april 1940, og som jeg samlede op og gemte alle årene.


Danmark var besat. Hvad det ville betyde, og hvilke indvirkninger det ville få for os, vidste vi ikke, mange tanker fløj gennem hovedet, men vi slog det hen og livet gik videre.


Dog kom der løbende restriktioner når man gerne ville i biografen eller på restaurant, eller bare være ung.

Disse restriktioner medførte en oparbejdelse af harme blandt de unge mennesker og der blev udført diverse hærværk i form af afbrændinger af jernbanevogne og Tyske lastbiler med mere.


Andre kom sukker i benzintankene på Tyskernes køretøjer og syntes de var nogle seje gutter, jeg vil nu mere kalde disse ting for drengestreger, frem for sabotage. I vores hjem var harmen lidt stører end hos de fleste, min Fars position og vores holdninger gjorde, at der hele tiden kom folk fra hele verden som var på flugt og boede i vores hjem, indtil de måtte videre, det var digtere og forfattere som havde skrevet noget der gik Nazisterne imod, og hele det regime som var igang i det meste af Europa.


Jeg havde en kammerat der var blevet hjemsendt fra sin værnepligt, han var godt gal over at vi i Danmark ikke kunne og måtte yde nogen form for modstand, han havde en ide om at vi skulle prøve at støbe nogle Istedløver, som jo er et varemærke fra tidligere krige.


I starten af besættelsen mærkede vi krigen i Horsens ved at arbejdet på Andels svineslagteriet stoppede, da der ikke mere kunne eksporteres bacon til England.


Min Far som var meget politisk involveret blev foreslået at komme til Ålborg hvor han så skulle hjælpe med partiarbejde, og det faglige arbejde blandt de tusindvis af arbejdere der fra hele landet strømmede til Ålborg. I Ålborg var tyskerne igang med at bygge en flyveplads ved Rørdal. De fleste arbejdere var sendt dertil af fagforeningerne i deres hjemby, hvor alternativet ellers var at blive sendt til Tyskland for at arbejde for nogle af de store fabrikker som var vigtige for den Tyske krigsmaskine.


Sammen med min Far, slagteriarbejder Tage Andersen og Carl Børge Krag cyklede vi til Ålborg, turen tog 2 dage. Gennem formanden i Nørre-sundbys arbejdsmandsafdeling og medlem af DKP Lauritz Lynnerup fik Far et tip om hvor vi kunne få logi og arbejde, og hvor der manglede faglige tillidsmænd.


Far havde fået navnet på en sjakbajs som vi henvendte os til.


De mange detaljer vedrørende turen til Ålborg har jeg først flere år senere fået styr på, da Far ikke var særlig meddelsom på denne tur, og for mit vedkomne drejede det sig ikke så meget om politik, men mere om at få stillet min eventyrlyst, jeg var jo på dette tidspunkt kun 20 år.


Arbejdet i Ålborg som vi fik, bestod i almindeligt jordarbejde, med skovl. Der var ingen opsigt med arbejdet, så vi kunne gå rundt som vi ville, så længe vi bare havde en skovl eller noget andet værktøj i hånden og vores "Ausweis" i lommen. Efter nogen tid kom vi til at arbejde i et tømrer sjak hvor blandt andre Johannes Poulsen arbejdede, ja arbejdede og arbejdede, for ham drejede det sig jo mest om det politiske arbejde. En faglig konflikt, der var under opsejling blev styret af Johannes Poulsen som havde tilkaldt formanden for Ålborg arbejdsmændende, Kommunisten Oluf Redder og så en af Far´s kammerater fra centralkomiteen i partiet.


Alt i detaljer husker jeg ikke, men vi blev af Oluf Redder dirigeret hen til et nyt sted, hvor man var ved at planere nogle jordhøje, fordi der skulle laves hangarer der.


Sjakbajsen og Far havde en hel del for med det politiske arbejde, så i det hele taget kunne vi komme og gå som vi ville.

Omkring dette planerings arbejde stod der spredt en masse tyske flyvemaskiner, og det varede ikke længe før Far fik lavet en stige af nogle lægter og kravlet op i en af flyvemaskinerne. Jeg var nervøs for at han blev opdaget og hvad der så kunne ske, så jeg fik ham råbt ned igen, men der gik ikke længe før han var tilbage i maskinen. Da han efter nogen tid kom ned igen, havde han nogle små stykker ledning med som han havde rykket af, han viste mig dem og sagde, " Den er fra Otto - og den er fra den os så videre " Jeg tror han havde tre, fire stumper ledning som han i raseri havde rykket af, som en hilsen fra vores tyske emigranter, der nu enten var døde eller forsvundet i Spanien.


Jeg var trods min angst for hvad der kunne ske, fuld af beundring over hvad min Far havde gjort, og så var det samtidig mit første møde med sabotage arbejde.


Far omtalte sin sabotage til nogle ledende kammerater fra DKP og fik at vide, at det var helt sindsygt, det han havde gjort. Det han var kommet til Ålborg for, var at lave fagligt og politisk arbejde, og efter et hemmeligt møde med Aksel Larsen, hvor jeg ikke var med, talte Far ikke mere om sabotage, for det var helt klart at det drejede sig om at få alle uorganiserede ind i fagforeningen.


Der var mange forskellige folk samlet her og de var ikke umiddelbart interesseret i fagforeningen, men blev belært om vigtigheden i at stå sammen.


Efter nogle måneders forløb sagde Far en dag " nu skal vi hjem " - " hvorfor " spurgte jeg. Jo for her er der folk nok, vi skal til Horsens, for jeg har fået besked på at jeg skal arbejde i min hjemby.


Og så var der jo ikke andet at gøre end at tage til Horsens igen.



1941


Tilbage i Horsens begyndte vi at lave illegale blade, det vil sige, vi var ikke så organiserede på dette tidspunkt, så det var mest enkelte blade med små budskaber og hjemmelavede postkort, lidt ala små satire tegninger som vi så sendte til os selv eller andre uden afsender navn, på den måde spredtes der en form for modstand, fordi alt blev gennemgået af tyskerne, de ville på den måde opdage at der var en modstand i den danske befolkning. Vi solgte også disse postkort, for på den måde at skaffe støtte til modstands arbejdet. Mit officielle arbejde på dette tidspunkt var i Hedeselskabet i det der kaldtes det flyvende korps, som plantede læhegn rundt om i Jylland, jeg arbejdede derfor tit langt fra hjemmet, så postkortene kunne komme langt omkring.


I det flyvende korps, kom jeg som sagt langt omkring i Jylland, hvor jeg og forskellige arbejdskammerater fik fritiden til at gå med at irritere Tyskerne, vi lavede nogle forskellige auktioner i form af ildspåsættelser og andre former for hærværk, men ikke noget der kunne forbindes med rigtig sabotage. Samtidig med mit arbejde lavede jeg også en registrering af hvad Tyskerne lavede de forskellige steder jeg kom i Jylland, på dette tidspunkt af besættelsen var der ikke rigtig noget der var organiseret, men vi var så småt startet med planlægningen af det der senere skulle blive den egentlige sabotage, men det var først meget senere det hele blev rigtigt sat i system.

Kort 1 satire
Hjemmelavet postkort der skulle have til formål at indsamle penge til sabotage arbejde.



Søndag d. 22/6-1941 var dagen hvor det Nazistiske Tyskland angreb Sovjetunionen og der gik rygter om at alle kommunister i Danmark skulle arresteres, det var selvfølgelig noget vi talte om, men min far mente ikke det ville få direkte betydning for os. Men allerede sidst på dagen hvor vi var samlet til middag hjemme hos mine forældre i Frederiksberggade 20 i Horsens, fik vi pludselig besøg af det danske sikkerheds politi. Der kom to biler fyldt med betjente og stormede huset, og det gik ikke stille for sig, de ragede alt ud af reolerne og roede hele vores hjem igennem. Det de ikke tog med sig lod de bare ligge og flyde, de arresterede min far og kørte bort.


Vi var chokkerede og blev også ret gale over den behandling vi fik af det danske politi.


Min far blev herefter interneret i Horserød sammen med 294 andre Kommunister, men blev løsladt d. 17 februar 1943 på grund af sygdom, hvilket der var mange andre der også gjorde.


Det lykkedes også for ca. 90 fanger at flygte, før de resterende ca. 150 kommunister fra Horserød lejren blev overført til KZ-lejren Stutthof, hvor 22 mistede livet.


hele min fars dagbog fra opholdet i Horserød og Vestre Fængsel kan læses, ved at klikke på billedet herunder.

Nicolai Lykkeberg portræt
Nicolaj Lykkeberg


Harmen mod besættelsesmagten blev ikke mindre af denne episode, hvor min far blev arresteret og netop derfor var det også på det tidspunkt hvor vi gassede op for modstanden i mod tyskerne. Min lillebror Steen og jeg lavede en del hærværk og ildspåsættelse sammen med Verner Høj Nielsen. Verner var yngre end mig og havde gået i skole med min lillebror, han var derfor kommet i vores hjem gennem lang tid, og for ham var det naturligt at medvirke i det vi lavede. Jeg kom senere i KZ-Lejr med Verner som blev meget syg af opholdet og døde efter hjemkomsten af Tuberkolose, men mere om det senere.


1942


Det meste af 1942 gik fortsat med på forskellig vis at lave diverse former for modstand mod tyskerne, men eftersom jeg arbejdede for det flyvende korps i Hede Selskabet, var det kun i weekenderne og diverse ferier jeg var sammen med Steen og Verner i Horsens.


Mit arbejde i Hede Selskabet bestod officielt i at arbejde med at plante læhegn ude på Heden, men i virkeligheden drejede det sig mest om at registrere hvad Tyskerne lavede i vest Jylland, og sammen med mine arbejdskammerater gik vores fritid med at ødelægge det tyske materiel. Det var på ingen måde organiseret og må mest betegnes som drengestreger og hærværk, men vi følte at vi udøvede en form for modstand.


Hjemme i Horsens gik det galt for Verner Høj Nielsen. d. 18/8-1942 blev han hentet til afhørring af politiet, men under afhørringen gik han lidt hvileløs rundt på politi stationen og pludselig hoppede han ud af vinduet og løb hen til min lillebror Steen, her boede han i skjul mens Steen om dagen var på arbejde, om aftenen og om natten fortsatte de med at lave hærværk og sabotage, de havde fået fat i nogle brandbomber som kunne bruges mod tyskernes forskellige lagrer af halm og måtter.

Men om dagen hvor Verner skulle blive i skjul i lejligheden mens Steen var på arbejde, sneg han sig alligevel ud lige så snart Steen var væk. Det førte til at han og steen blev arresteret d. 28/8-1942. Steen´s værelse blev gennemsøgt og politiet fandt et brev han havde skrevet til Sylvest Gransau som også arbejdede for Hede Selskabet, men ikke sammen med mig i Nymindegab, Sylvest var på dette tidspunkt i Aalborg. Brevet nægtede Steen at åbne, for det der stod i brevet, skulle helst ikke frem. Efter som politiet først skulle have nogle paragraffer på plads for at kunne åbne brevet, lod de Steen gå igen, så nu var det kun et spørgsmål om tid før Steen ville være eftersøgt, derfor stak han af til Aarhus hvor han levede illegalt og beskæftigede sig med udgivelse af Aarhus Ecco, og fungerede som kurrer for kommunisten David Hejgaard indtil han blev stukket af Grethe Bartram i 1944, og arresteret af Gestapo.


Da jeg var hjemme i Horsens på weekend den 4/9-1942 var jeg med til min første Jernbane sabotage, det var på banen syd for Hedensted, hvor vi skruede, skruerne der holdte skinnerne på plads af, det var sammen med Peer Borup, og en 16 årig ung mand, hvis navn jeg ikke husker. Der skete ikke nogen videre skade, andet end at toget ikke kunne køre forbi før det hele var skruet fast igen.


Jeg kender ikke historien om hvorfor, men mens jeg sad i arresten i Horsens, tilstod den 16 årig at det var ham alene der havde udført auktionen. Han fik to et halvt års fængsel og jeg har ikke siden hørt hvad der ellers skete med ham.


Jeg havde efterhånden arbejdet for Hedeselskabet så længe at jeg på en måde var blevet forfremmet, det vil sige at jeg i stedet for at plante læhegn, nu skulle tage rundt med det “Flyvende korps” her bestod mit arbejde i at opmåle og kortlægge marker for de bønder der skulle have plantet læhegn. Jeg havde et tegnebræt og et faun mål og fik så en adresse på den gård hvor der skulle måles op, cyklede derud og fik en snak med bonden om hvad han ønskede, tegnede arealet op og sendte det videre til et andet hold der så enten kunne levere de planter der skulle bruges, eller sende et hold ud for at plante læhegnet.


På et tidspunkt, mens jeg udførte dette arbejde, fik jeg brev fra Verner Høj Nielsen som nu var arresteret og sad i arresten i Horsens. Min far var på dette tidspunkt interneret i Horserød. brevet fra Verner Høj Nielsen var skrevet i en form for kode, men jeg forstod så nogenlunde, at det var en form for advarsel om at jeg muligvis kunne være eftersøgt. Det viste sig også at være tilfældet, for på et tidspunkt mens jeg var i Outrup ved Nymindegab, kommer min arbejdsleder til mig en sen aften, han var blevet ringet op af det danske sikkerheds politi, som holdte til i Kolding og adspurgt om han vidste hvor jeg var, jeg var ikke helt klar over hvor han stod i forhold til tyskerne, så jeg prøvede at bortforklare, med at, dem har jeg da ikke noget med at gøre, men det er jo klart jeg har et hvis antiparti mod dem der havde været i mit hjem i Horsens og arresteret min far, så mere er der vel ikke i det. Vi blev så enige om at jeg skulle flyttes til en anden afdeling, det blev Nr. Snede hvor min arbejdsleder kendte en anden arbejdsleder, og ved at få et brev med kunne jeg helt sikkert få arbejde der, og så kunne de i Outrup sige til det danske sikkerhedspoliti at der var jeg ikke mere og at de ikke vidste hvor jeg så var.


Jeg startede cyklen op med det samme og tog mod Nr. Snede, det tog et par dage før jeg kom frem, til den nye arbejdsleder, og blev så anvist en plads ved Klovborg, det syntes jeg var meget praktisk, for så var der jo ikke så langt hjem til Horsens, jeg kunne så tage cyklen hjem i weekenden og besøge familien. Jeg lejede et værelse hos Slagtermesteren i Klovborg, men nåede desværre ikke at bo der så længe.


Den 29/10-1942 skulle jeg ud at måle op på en gård i nærheden af Klovborg, og imens jeg var ved at blive anvist stedet af bonden hvor der skulle plantes, så vi der kom en bil ind på gårdspladsen. Bonden sagde at nu fik han da vist gæster, og ville ned til gården for at se hvem det var, nå men det er OK sagde jeg, jeg begynder at måle op og så kan vi jo snakke senere, efter bonden var kommet tilbage til gården, stod han pludselig og vinkede efter mig, jeg tænkte, nå han vil nok give en kop kaffe, nu hvor hans gæster skal have kaffe, så jeg gik ned til gården, hvor der stod to betjente, der presenterede sig, og sagde de kom fra det Danske sikkerhedspoliti i Kolding. De spurgte om jeg hed Ove Lykkeberg og sagde at jeg var anholdt.


Jeg kørte med de to kriminalbetjente i bilen ind til mit værelse i Klovborg hvor jeg boede og alt blev gennemrodet. Jeg spurgte dem så hvad politiet ville med mig og hvad jeg havde gjort. De sagde, de undersøgte dem der havde noget imod Tyskerne.


Jamen det har jeg da ikke, skyndte jeg mig at sige. Nej det siger alle når de bliver taget sagde den ene betjent, men vi ved nu bedre, du har koorsponderet med en kammerat der er rejst til Ålborg, og der er noget mærkeligt ved disse breve som vi skal have din forklaring på, vi kan også fortælle dig at så længe Danmark er besat kommer du ihvertfald ikke til at være på fri fod.
Vi ved godt at vi bliver kaldt alt muligt “Tysker håndlangere” men dette er vores arbejde og det skal udføres.


Ja sagde jeg, det ser jo mærkeligt ud i sådan kommer anstigende med kongemærke i knaphullet og det hele, men jeg kan ihvertfald sige at jeg har ikke lavet noget.


Men under alle omstændigheder blev alle mine ejendele pakket sammen og jeg blev taget med til arresten i Horsens.


Her blev jeg sat ind i en celle og døren blev lukket, det var ret uhyggeligt for det havde jeg aldrig prøvet før, og hvad skulle der mon ske nu.

Sagen var den, at da min lillebror Steen Lykkeberg og min kammerat Verner Høj Nielsen var blevet taget og Steen havde det føromtalte brev liggende han ikke havde sendt til, Sylvest Granzau. Brevet var nu efter en dommerkendelse blevet åbnet og en Horsensianer ved navn Lykkeberg blev eftersøgt. og derfor kom de altså og hentede mig, og mere havde de ikke på mig på dette tidspunkt. Men da navnet Lykkeberg ikke er så almindeligt bliver jeg alligevel taget med og indsat i arresten i Horsens.


Det var en ret skræmmende oplevelse at sidde i arresten, da jeg aldrig havde været spærret inde før, men der var ikke så meget at gøre, andet and at vente på, hvad der ville ske.


Dagene gik og der skete ikke så meget, Jeg talte indimellem med en af vagterne som var en dansker, han gav sommetider en cigaret og vi talte om løst og fast. Under afhørringen blev jeg spurgt om jeg var klar over at man ikke måtte lave noget der generede tyskerne, det var jeg klar over så jeg svarede selvfølgelig ja. Der gik et par måneder, og en dag kom vagten forbi og sagde at jeg skulle i retten næste dag, det kunne jeg ikke helt forstå, for der havde ikke været en sagfører for at tale med mig, så jeg sagde til vagten, at jeg gerne ville have tilkaldt min forsvarer.


Det var en sagfører der hed Knud Lawetz, som mødte op i arresten sent om aftenen, han sagde at der jo ikke havde været grund til at tale med mig da jeg havde tilstået at jeg havde lavet både det ene og det andet, nej sagde jeg, jeg har hverken tilstået eller lavet noget, jeg har sagt at jeg godt var med på man ikke måtte og så videre. Nå sagde Knud Lawetz, der er jo sket så meget udenfor imens du har siddet her, imorgen hvis du bliver frikendt, så vil der stå to betjente og tage imod dig og du vil blive interneret i Horserød med det samme, så jeg vil anbefale dig at indrømme noget så du får en lille dom, så kommer vi over vinteren og hvis dommen er under 6 måneder får du jo lov at blive her i Horsens arrest.


Så næste dag i retten indrømmede jeg at have købt nogle mærker der støttede modstandsbevægelsen, og jeg indrømmede også at jeg havde fået flere illegale blade end til mig selv, som jeg så havde givet videre. Thi kendes for ret, dommen lød på 4 måneders fængsel og jeg skulle løslades den 12 marts 1943.


Tiden gik i arresten og jeg holdte min første Jul i fangeskab, det skulle senere vise sig at den Jul i arresten i Horsens ikke skulle blive den værste Jul under krigen.


1943


I Horsens arrest fik jeg en dag besøg af min far, det var den 17/2-1943, han var blevet løsladt efter han havde været interneret i Horserød siden 22. juni 1941. Jeg var meget forundret over at han var blevet løsladt, og efter han var gået, sad jeg og spekulerede over hvordan det kunne være. Det viste sig senere at min Far havde “spillet” syg under opholdet i Horserød, så han til sidst var blevet løsladt på grund af sygdom.


det skulle senere vise sig at jeg selv kom til at bruge dette lille trick, men mere om det senere.


Da jeg blev løsladt d. 12 marts skulle jeg lige forbi CB-Tjenesten. Jeg var dengang som alle andre unge mænd i CB Tjenesten, hvor jeg hørte under gas tjenesten som den eneste i Horsens, men da jeg nu var dømt kriminel kunne jeg ikke længere have dette erhverv, det var såden en form for et frivilligt korps, hvor nogle var brandmænd, og sådan med til at udføre forskellige opgaver, lidt som det, der idag hedder Civilforsvaret. Jeg måtte derfor aflevere de mærker der skulle være på uniformen, men det var jeg nu ikke ked af, for som sagt var jeg den eneste i CB-Gas i Horsens og havde heller aldrig været på nogle opgaver for Gas var der ikke noget af.


Grunden til jeg var endt i Gas tjenesten var, at da jeg efter optagelsesprøven skulle tildeles et korps fandt de ud af at jeg var søn af en kommunist, og så ville de faktisk slet ikke have mig i CB tjenesten, men for ikke at tabe ansigt oprettede de CB Gas i Horsens, og så blev jeg tildelt denne tjeneste, som den eneste i Horsens.


Herefter opsøgte jeg min Mor og Far, og blev klar over at min Far havde store planer, hvad jeg jo syntes var noget dumdristig af ham, da han efter interneringen i Horserød nu var ude af det hele. Det har ikke noget at sige, sagde han så, vi må igang med noget sabotage med det samme. Og som ældste søn i familien blev det ikke til så meget diskution, jeg fulgte bare med og gjorde som Far gerne ville have.


Min Far, som var gammel Horsensdreng havde mange forbindelser og mange bekendte, både arbejdere, intellektuelle, og folk fra erhvervslivet. Han var jo som sagt en meget kendt politikker dengang, og havde været aktiv i DKP lige siden første verdenskrig. Far kendte alle mennersker og hvis vi eksempelvis skulle en tur gennem Søndergade i Horsens, tog det flere timer, for så skulle vi jo lige hilse og snakke med alle dem vi mødte. Jeg husker også efter min far blev arresteret i Juni 1941, at der kom mange hjem til os, for at fortælle hvor forfærdelig det var at min far var taget, og at min mor nu var alene tilbage med os.


Min Far havde som sagt kontakt med mange mennesker, og det var ikke kun arbejdere, men også folk fra den finere del af befolkningen. Det blev til en overordnet kontakt og den første form for organisering af det arbejde der lå forude.


I første omgang fik min Far fik stablet en gruppe på benene af gamle arbejdskammerater, og som ældste søn skulle jeg selvfølgelig med, og dermed lære så meget som muligt. Gruppen bestod af sagfører Kaj Dahl og hans fuldmægtig Waldemar Sørensen, min Far Jens Nicolai Lykkeberg, sabotage instruktør Fritz Nielsen som var gummiarbejder fra Køge, før han gik under jorden og blev Sabotage instruktør for DKP, Hansillegale navn var “Aage”. Denne Aage rejste rundt til forskellige byer i midtjylland og organiserede modstanden mod Tyskerne. Aage fik min Far til at skaffe hjælpere som til at begynde med skulle sørge for at få trykt en lokal udgave af bladet Frit Danmark.


I den forbindelse kom min far og jeg i kontakt med Peer Borup, Georg Zeuner, Bogtrykker Tom Knudsen og skoleinspektør Søren Hansen som i 1943 stadig var lærer på Statsskolen. Bladet Land og Folk kom dengang udenbys fra, og indeholdte ikke lokalt stof, så det drejede sig om at få gang i en Frit Danmark gruppe, der kunne oprette nogle trykkerier.


Trykkeri er måske så meget sagt, da det bestod af en skrivemaskine og en duplikator. Harald Jessen fra Åboulevarden som boede sammen med lotteri kollektrice fru. Inger Jessen havde adgang til et lille værelse i Borgergade 5 i Horsens, hvor vi kunne sidde og trykke stencils. Dette trykkeri blev senere opdaget af Kriminalbetjent fra sikkerhedspolitiet Ingemann Pedersen Bach, som konfiskerede maskinerne, men han fandt aldrig ud af hvem der brugte dem. Efter dette trykkeri ikke længere eksisterede, fandt min far og Waldemar Sørensen en ny skrivemaskine og en ny duplikator, det vil sige at de stjal maskinerne på kommune kontoret, Skrivemaskinen blev derefter anbragt i mine forældres hjem i Frederiksberggade, der kunne jeg så sidde og skrive disse stencils, som jeg afleverede til Peer Borup, som så fik dem trykt på duplikatoren som stod ved Skolelærer Søren Hansen, som dengang boede på Allegade i Horsens.


En dag hvor jeg sad hjemme i Frederiksberggade og skrev Stencils, sagde min Mor, som sad og kiggede ud af vinduet "Nu kommer Tyskerne". Jeg sprang op, greb skrivemaskine, Stencils, papirer og alt hvad jeg ellers sad med, løb ud af bagdøren, gennem haven og sprang over hækken ind til naboen, over endnu en hæk og ned i en gammel Kul kælder, hvor der ligesom var nogle træ lemme for, der sad jeg nede i en times tid, og syntes ikke rigtig der skete noget, jeg kunne høre Mor gik og kaldte på mig, men jeg ville nu ikke lige sådan komme frem, så jeg gik et par haver længere op ad vejen, hvor jeg kunne komme ud og se ned ad Frederiksberggade, der skete stadig ikke noget så jeg gik ned og ringede på hos min Mor. Min Mor åbnede døren og grinede, det var bare en tysk køreskole for motorcyklister, sagde hun.


Denne episode gjorde nu alligevel at vi godt kunne se det uholdbare / dumme i at sidde med disse ting ejendommen hvor vi boede. Så vi flyttede det hele ned i et drivhus på Priors Lykke Vej, hvor det så var i temmelig lang tid.


Da jeg senere blev gift og flyttede til Enggade 11 i Horsens, var der i lejligheden et lille rum, der udefra set lignede et wc, på grund af den glasrude der var i døren, men det var altså et lille værelse, hvor jeg kunne sidde med skrivemaskine og Duplikator.


Det var Frit Danmarks lokal udgave, Frit Danmarks lands udgave og Folkets røst som var vores lokale blad, udgivet af kommunisterne i Horsens.


Alle bladene skulle vi lave og mangfoldiggøre i Horsens, Frit Danmark fik vi andre steder fra og afskrev så bladet og trykte det, da man jo ikke kunne sende pakker med det færdige blad rundt i Danmark, så vi skulle afskrive dette blad da den enste mulighed dengang for at kopiere, var at få det på stencils og så i duplikatoren.



folketsrost illegal
Den første udgave af folkets Røst som var et af de blade jeg var med til at lave.



På et tidspunkt hen over sommeren 1943 sagde Fritz Nielsen alias Aage, at andre måtte tage sig af de blade, for vi skulle igang med noget sabotage.


Ved den lejlighed havde Far fået fat i nogle sprængblyanter som vi kaldte dem, det var en blyant lignende ting der når man trykkede den sammen, ville sprænge efter nogen tid som man i forvejen havde indstillet, det kunne være efter 5, 15 eller 60 minutter, det kunne man indstille efter behag, men det virkede bare aldrig efter hensigten, man kunne aldrig stole på disse sprængblyanter. Vi lavede et forsøg med dem, ved at lave nogle flyveblade, en særudgave af Folkets Røst med teksten:


I disse dage er det to aar siden den danske regering vedtog kommunistloven, og dermed indgik en lov, som er grundlovsstridig. Denne lov, som var et stærkt indgreb, i folkets ret til selv at bestemme, hvilket politisk parti det ville stemme paa, blev vedtaget for at behage Tyskerne, og dette til trods for, at Tyskerne havde lovet os politisk frihed. Gang paa gang har regering og rigsdag givet efter for Tyskernes krav, men nu skal det være SLUT !

Esbjergs befolkning har vist, at en samlet enig optræden kan stoppe de Nazistiske Røveres krav. Lad os forstærke kampen imod Tyskerne. Bekæmp dem hvor de kommer. Vis dem en kold skulder, vis deres medløbere samme foragt. Saboter dem, hvor det kan lade sig gøre. Ødelæg deres materialer . Forstærk kravet om at faa de ulovligt internerede fri. Kæmp for et frit Danmark. Støt den illegale presse.


folketsrost2 illegal
Bilede af løbesedlen “Særudgave af Folkets Røst”



Løbesedlen blev pakket ind i noget sækkelærred og sat på et kosteskaft og låst med en tændblyant. Så tog min far og jeg ned på Søndergade i Horsens hvor vi kravlede op på loftet af daværende Rumlunds forretning på Søndergade 43, hvor der var værelser på øverste etage, fra et af disse værelser holdte vi dette lille patent ud af et tagvindue, trykkede på sprængblyanten og skyndte os ned på Søndergade for at se hvad der ville ske. Sprængblyanten gik af som den skulle og bladene dalede ned mellem folkene på Søndergade, en af de første til at samle et blad op var kriminalbetjent Pedersen Bach, bladene spredtes i en radius af ca. 50 meter, så vi syntes auktionen var en succes.

Sakke politi
Politiets tekniske foto af de to stykker sække lærred som far og jeg brugte til at pakke løbesedlerne ind i.



Nu hvor effekten af sådan en sprængblyant ligesom var blevet opklaret, så sagde min far, ja nu må vi så se om vi kan udnytte det til noget mere sabotage agtigt noget.


I starten af den egentlige sabotage handlede det mest om at genere tyskerne og på en måde bremse deres fremfærd med diverse hærværk og afbrændinger.


Der var også en del hærværk mod dem der arbejdede for tyskerne eller direkte holdte med dem.


I Juli og August måned lavede vi to auktioner mod tyskerne som gik ud på at lave hærværk på transporten af materiel, den første var en transport af motorcykler på jernbanevogne, det var den 6/7-1943. Og en med lastbiler den 12/7-1943. Denne hærværk / sabotage fortsatte herefter med en række auktioner mod Slagtermester Møller, med påsatte brande og smadrede vinduer og diverse andre småting, mest for at tilkendegive at det han lavede ikke var i orden.


Aamann & Søn´s tømrerfirma var på dette tidspunkt ved at bygge nyt firma i Torsted, som dengang var langt uden for byen, min far foreslog at jeg skulle tage derud for at søge arbejde, men det kunne man ikke uden videre, da der var afspærringer ved bygrænsen der dengang lå ca. midt på sønderbro, eller det der idag hedder Vejlevej. Man skulle så ansøge om at få Ausweiss, en slags tilladelse til at tage uden for byen, men da jeg jo skulle ud at søge arbejde var det ikke det store problem. Jeg fik arbejde hos Aamann og lavede ialt tre auktioner, alle med ildspåsættelse, i starten var det dog kun nogle skure det gik ud over.


Den 6/6-1943 blev “Aage” alias Fritz Nielsen blev arresteret efter han blev stukket af Hartvig Jensen også kaldet “Frederikshavner Jensen”, Denne Jensen ville på besøg hos Edith Gotlieb der boede på Nørrestrandsgade 30. Edith´s mand Arne Gotlieb sad interneret i Horserød og Hartvig Jensen regnede med at han skulle på dame besøg her. Men da han fandt ud af at “Aage” var der, Aage boede der sammen med Edith, så det så ud som om det var en kæreste. Hartvig Jensen blev så skuffet at han kontaktede Tyskerne som holdte til på Vestre Skole og fortalte at der på Nørrestrandsgade 30 boede en illegal kommunist. Tyskerne stormede huset og selvom Aage sprang ud af et vindue og prøvede at stikke af, blev både Aage og Edith taget og sat i arresten i Horsens. Min far og jeg, fik Grethe og Aage Jensen til at tømme Aage´s våbenlager, som Tyskerne ikke havde fundet i Lejligheden, og fragte det hele til mine forældres hjem i Frederiksberggade, det foregik i parrets barnevogn, hvor våbenene lå nederst og barnet ovenpå, hvis de skulle blive stoppet ville Tyskerne nok ikke kigge under barnet.


Efter det hele var tømt gav vi Aage besked om at det var fjernet, det foregik ved at vi lavede nogle pap skilte med bogstaver på, så kravlede vi op på et stillads nede bag arresten og signalerede til Aage.



A - L - T - F - J - E - R - N - E - T



Våbenlageret blev af en eller anden grund, flyttet hjem til mig, jeg boede i Enggade sammen med min hustru, vi var blevet gift i 1943 efter min løsladelse, men hun var ikke så vild med at alt dette sprængstof lå under vores seng, så jeg fandt et andet sted, hos en skomager hvor sprængstoffet kunne ligge bag nogle lædersider på hans lager, aftalen var så at hvis der kom nogle der skulle have sprængstof skulle de medbringe en halv femkroneseddel, skomageren havde så den anden halvdel af femkrones sedlen. En dag jeg kom gående forbi skomageren sammen med min hustru, kom skomageren ud og sagde, at der var to mænd for at hente noget sprængstof, jeg sagde til ham at det kunne de da ikke få her, men han var ret insisterende, så jeg gik med ind for at tale med de to mænd, Det var Jørgen Kieler og Claus Rønholt, men de havde ikke den aftalte halve fem krones seddel med, så jeg holdte fast på at vi ikke havde noget sprængstof liggende, men skomageren ævlede løs, så det endte med de fik hvad jeg regnede med var en brandbombe, efter de havde tilkendegivet at de også kendte Peer Borup. Efter denne episoden blev lageret igen flyttet til en kolonihave hvor det hele blev gravet ned i et skur, og der lå det resten af krigen, det var Leon Bregenow der stod for udleveringen, og Emil Mælkemand der flyttede det hele i hans mælkevogn.


Jeg sagde til Far at, vi da bare kunne hente Aage i arresten, hvordan skulle det gå an spurgte han, jo da jeg sad dernede var der om aftenen nogle der lyste op på vinduerne omme fra baggården, så en dag, spurgte jeg vagten hvem det var, og han fortalte så at de havde fået ordre på at de om natten skulle tjekke om vinduerne og gitteret var intakte. Derfor når der kun var nattevagten og han så skulle tjekke vinduer, så var han nød til at gå ud af hoveddøren, og ned på Åboulevarden for at komme ind i gården, min plan var så at holde vagten op imen han var på denne tur og så bare gå ind og hente Aage. Denne befrielsesauktion gik gennem Århus og det var herefter dem der planlagde det, Århus sendte to mand til Horsens for at hjælpe os med at udføre befrielsen, det var Richard Jensen og Otto Christensen, fra en gruppe der hed Samsing gruppen, de boede ved mig og min kæreste på et værelse, men det hele mislykkede da Leon Bregenow, alias Aksel Møller, mente det var bedst at advare vagten om at han bare skulle forholde sig i ro, da det jo ikke var ham vi var ude efter, men blot ville befri en fange, denne fængselsbetjent fik i midlertid kolde fødder, og gik til politiets ledelse og fortalte hvad der skulle ske om natten, det resulterede i at Pastor Mikkelsen som vi kaldte ham, jeg mener han hed Palle Højby, kom cyklende ud til os i Frederiksberggade og fortalte at der var sat ekstra mandskab på, så de der kom om natten ville blive taget, det aflyste selvfølgelig hele auktionen.


De to som kom fra Samsing gruppen syntes imidlertid ikke om at de havde taget turen til Horsens til ingen verdens nytte, de havde opdaget en kuffert jeg havde under sengen med sprængstof, og nu ville de ud for at lave noget sabotage.


Det var et par værre fyre de to, de blev ved med at spørge mig om vi ikke lige kunne tage en bombe i kufferten og lægge den et eller andet sted, det blev dog ikke til noget, for jeg blev ved med at holde på at sådan noget skulle planlægges, også i forhold til vores andre kammerater, så de ikke skulle komme i fare for at blive opdaget.


Bomben, som Jørgen Kieler og Claus Rønholdt fik, blev brugt til at sprænge Sundbroen i stykker med, det var den 29/8-1943. Det er broen der fører vejen over sundet mod Stensballe og Odder, dengang var der også skinner den vej og der kørte tog mellem Odder og Horsens. Bomben lavede et hul i broen og standsede tog trafikken for en tid.

Bro1 sabotage
Politiets tekniske foto efter sprængningen af Sundbroen.



Et par dage før auktionen mod jernbanebroen, den 27/8-1943 brugte vi en lignende bombe ved en anden auktion, det var mod en transformator station der lå i Levisgade, som forsynede nogle af de store virksomheder i byen med EL. Det var Elektrikker Olaus Nielsen og min Far der planlagde og lavede en tegning over hvordan vi skulle placere bomben for at få den ønskede effekt. Jeg skulle udføre opgaven sammen med Peer Borup og Holger Jacobsen, jeg tog min kæreste med, så vi kunne gå og holde vagt, og hvis der kom nogle kunne vi kysse og kramme lidt, det virkede altid og i den situation blev man heller ikke visiteret. Peer Borup og Holger Jacobsen placerede bomben, som tegningen viste og vi forsvandt igen.


men auktionen havde ikke den effekt vi havde håbet på, for da bomben gik af, ødelagde den ikke transformatoren, men istedet nogle vægge og lofter, der var ikke en eneste fabrik der holdte stille. Jeg ved ikke om vi gjorde noget forkert, eller om bomben ikke rigtig var beregnet til en sådan auktion, for vi var jo ikke sådan sprængstof eksperter dengang, men bare amatører.


Den 8. september lavede Jeg, Peer Borup og min far en auktion mod jernbanen mellem Horsens og Skanderborg, her sprængte vi skinnefoden væk to steder og det resulterede i at toget ikke kunne passere. Disse auktioner lavede vi så flere af, vi lavede en mellem Serridslev og Tvingstrup og en ved Eriknauer mellem Løsning og Hatting.


Bane1 sabotage


Bane2 sabotage
Politiets foto af sabotagen på banen.



Vi fortsatte også med de små auktioner, som gik ud på at genere dem der arbejdede for tyskerne, det drejede sig mest om ildpåsættelser og andre former for hærværk.


Den 20/10-1943 lavede jeg en aukton mod Jydsk Andels- Foderstofforetning, som også leverede til tyskerne, jeg havde en bombe vi selv havde lavet, som jeg tog med på cyklen og kørte forbi vagtstuen og ville så kaste den ind ad et vindue, men vinduet gik ikke i stykker, så bomben havnede lige udenfor, men der er ingen tvivl om at denne forskrækkelse havde en vis virkning.


Foder sabotage
Politiets foto af bomben som er markeret med en sort pil.



Men udover disse hærværks auktioner sprængte vi også Møller og Jochumsen, Mælkekondenseringen, Hede Nielsen og Horsens andels svineslagteri, Aamann & Søn i luften, det var alle virksomheder som for tyskerne var vigtige at holde igang.


Det hele skulle foregå en af de sidste dage i december, og vi organiserede os i flere hold, så sprængningerne kunne komme tæt på hinanden.


Amann sabotage
Aamann & Søn´s Tømreplads.



Industri Sabotage Industri Sabotage Industri Sabotage
Industri Sabotage udført i Horsens



For at ønske Tyskerne godt nytår lavede vi nogle postkort som vi solgte, og dermed samlede ind til modstands arbejdet


Kort 2 satire
Kort 3 satire



1944


En af de stører auktioner, jeg var med til, var afbrænding af Åmanns Tømrerfirma i Torsted, det var helt nyopført og de arbejdede for tyskerne, jeg havde været der tidligere, da jeg under dække havde fået arbejde der, så jeg kendte lidt til stedet, og hvor det ville være godt at starte en brand. Det var ikke så nemt at komme uden for byen dengang, men eftersom jeg jo havde arbejde der, havde jeg også tilladelse til at tage derud, der var en bom med kontrol ved bygrænsen, hvor jeg en dag fik mit livs chok, der stod en der hed Holger Sejersen som CB ér, sammen med en tysk vagt. Holger Sejersen vidste hvem jeg var for han havde været med til noget sabotage sammen med mig, Jørgen Kieler og Peer Borup tidligere. Da jeg så nærmer mig bommen råber Holger til tyskeren "Der kommer en kommunist" Oh nej tænkte jeg, hvad sker der nu, men tyskeren sagde bare, gut gut, værsågod at passere, jeg ved ikke hvad Holger ellers havde bildt tyskeren ind, men han var altid sådan en spøgefugl.

Jeg lavede en tegning over de nyopførte bygninger i Torsted, så vi kunne planlægge afbrændingen.


Industri Sabotage Industri Sabotage
Politiets foto af sabotagen ved Aamann & Søn i Torsted, her er en blandemaskine ødelagt.




Industri Sabotage Industri SabotageIndustri Sabotage
Industri Sabotage udført i Horsens



Den sidste dag i januar kommer Pastor Mikkelsen, stadig Palle Højby ud til min far og fortæller at tyskerne ville komme og hente ham, Eigil Fussing og et par stykker mere, jeg blev sendt ud for at advare Eigil, som var min onkel, og min far og mor blev indlagt på en slags sindsygehospital under dække og falsk navn, så de ikke risekerede at blive taget. Jeg ved ikke om der havde været en stikker på spil, men det formoder jeg, da der ellers ikke ville komme en sådan advarsel.


Den 1. februar bliver jeg taget af tyskerne, jeg var på vej til et opmåler kursus på Thors Trævarefabrik på Sønderbrogade i Horsens, som jeg havde meldt mig til, hvor jeg vidste jeg skulle bruge en tømrer blyant, så jeg kørte derfor forbi et Snedkerværksted jeg kendte, for at få denne blyant, jeg ved ikke helt hvorfor, men inden jeg kørte hjemmefra tog jeg min revolver med sammen med et par sprængblyanter jeg havde liggende, da jeg kommer til snedkerværkstedet efter tømrer blyanten, tænkte jeg, at det da var dumt at tage en revolver med på kursus, der skulle jo ikke ske noget der andet end undevisning, så jeg gemte revolveren og sprængblyanterne i værkstedet, der var ikke andre i værkstedet og jeg havde en nøgle, så det hele gik meget hurtigt, jeg fortsatte så til kurset, og deltog i undervisningen. Undervisningen var delt op i teori og i praktik, vi skulle også lære at save nogle pinde, der skulle bruges når man eksempelvis satte en grund af, det er det der idag varetages af en landinspektør.


Hjemme i Frederiksberggade kom Gestapo for at arrestere mig, de undersøgte huset, og ville tage min mor med, men min søster Inga protesterede, og sagde at vores mor var meget syg, hun havde dårlige nyre, det resulterede i at de tog Inga med, og kørte til Enggade 11 hvor jeg boede sammen med min hustru, her gennemsøgte de vores lejlighed, men fandt ikke noget, Min hustru sagde at jeg var på arbejde på Thors Vaskeri, så Tyskerne tog Inga med og kørte til Spedalsø hvor vaskeriet lå, da de kom ind råbte Inga op i håb om at nogle ville advare mig i tide, men i vaskeriet blev Gestapo hurtigt klar over at det ikke var her jeg var, og fik at vide at det måtte være Thors Trævarefabrik på Sønderbro. Gestapo tog Inga med og kørte til Sønderbro, det var en tre etagers bygning med fabrik i stueetagen og kontorer ovenpå. De kom ind og Inga råbte “Det er Tyskerne” men blev hurtigt stoppet, de ville vide om der var en der hed Lykkeberg.


Jeg stod og savede, og opdagede ikke hvad der skete i den anden ende af lokalet, men pludselig var der en der pegede på mig, så kom de styrtende præsenterede sig som Gestapo og slæbte mig med. Havde jeg vidst den morgen at en eventuel pjækkedag kunne have skånet mig for en tur-retur billet til Helvede, var jeg nok blevet hjemme.


Vi blev så kørt over på statsskolen, hvor Gestapo holdte til, der så jeg så alle de andre der var blevet taget, vi vel ialt ca. tyve, blandt andet Tom Knudsen som jeg stod ved siden af, jeg spurgte Tom om han nu kunne forstå at min onkel Eigil Fussing nu også var taget, ham havde jeg jo advaret, Tom svarede at du er da selv blevet advaret, men det var jeg ikke, men Tom sagde at jeg havde stået på listen over dem der skulle tages og vidste ikke hvorfor jeg så ikke var blevet advaret. Vi stod der på Statsskolen i Horsens til engang ud på eftermiddagen. Den Gestapo mand der havde arresteret mig kom så og hentede mig og sagde jeg skulle komme med, jeg blev så ført ud bag ved hvor jeg blev sat ind i en personbil, jeg ved ikke hvorfor jeg skulle køre i bil og de andre bag i en lastbil.


Inga var blevet sluppet fri igen, og måtte på turen hjem tilbage til Enggade og fortælle min hustru at nu var Ove blevet taget, ligeledes måtte hun hjem til vores mor og fortælle det samme, nu havde min mor, en mand og hendes yngste søn på flugt og hendes ældste søn i Gestapos varetægt.


Vi blev så kørt til Århus arrest, jeg kom i celle med 4 andre fra Horsens, og da jeg jo før havde siddet i fængsel var det ikke så slemt for mig som for nogle af de andre. I cellen var der en der sov på en madras, og det undrede os at den mand skulle have den luksus, når nu vi andre bare skulle ligge på gulvet, det viste sig senere at denne mand var celle stikker, og skulle opsnappe hvad vi andre talte om.


Når vi skulle i forhør, blev vi hentet en og en, og kørt til universitetet hvor tyskerne havde deres hovedkvarter.


Under afhørringerne var de til at begynde med mest interesseret i hvor min far var henne, men det hverken kunne eller ville jeg fortælle noget om, for jeg vidste det simpelthen ikke, det eneste jeg sagde var som jeg havde fået besked på af far, at sige han var rejst til Århus.


Efterhånden begyndte de også at spørge om diverse andre effekter, som de påstod de havde fundet ved mig, men jeg havde aldrig set disse ting før, og blev ved med at nægte et hvert kendskab til disse ting.


En dag under forhøret gik døren op Olaus Nielson kom ind, elektrikeren der havde hjulpet med sabotagen mod transformatorstationen i Levisgade, han var virkelig blevet mishandlet, det var sådan det gjorde helt ondt at se på ham. Kender du ham spurgte de, nej det gør jeg ikke svarede jeg. Han blev så ført ud igen, og forhørslederen sagde til mig, vil du virkelig sidde og påstå du ikke kender ham, ja jeg kender ham ikke, men jeg ved da hvem han er, det gør alle, han er sådan lidt en original, hvad mener du med det spurgte han, ja han samler på medaljer og billeder af de kongelige, det syntes jeg ikke er helt normalt, ihvertfald ikke som jeg er opdraget.


De blev ved med at spørge ind til Olaus Nielsen og det at jeg havde været i huset hvor han boede, det havde jeg også, men jeg bildte dem ind jeg havde været der med en regning fra den forretning jeg arbejdede for og den hoppede de på, men jeg vidste så inde i hovedet at der måtte have været en stikker, og jeg kunne også huske, at der havde stået en mand i Allegade ovre ved Bagermester Banke med sin cykel, så det måtte være ham, men jeg slap nu for at tale mere om denne episode.


En anden dag under forhør kom de ind med en anden horsensianer, Tom Knudsen, som vi havde våbenlager ved, men jeg sagde at jeg ikke kendte ham, ud over at alle i Horsens vidste hvem det var på grund af hans lange hår, i 1944 var det jo ikke så normal med langt hår, så forhørslederen spurgte mig om der da kun var originaler i Horsens.


De begyndte også at spørge efter min far igen, men jeg vidste jo ikke hvor han var, og jeg vidste det virkelig ikke, men har senere fået at vide at både min far og mor var indlagt på Hald Rekreationshjem, hvor han var det meste af resten af krigen.

De spurgte mig også om jeg kendte nogle kommunister i Horsens, ja da jeg kende mange og de fik så navnene på alle dem der allerede var arresteret, så blev de glade, lige indtil de fandt ud af, de havde dem alle, så var der ballade igen, de er jo arresteret sagde de, nå ja det ved jeg jo ikke jeg har jo holdt mig til loven siden min dom i Horsens, så jeg har ikke haft omgang med dem, men det i ville vide var om jeg kendte nogle.


En anden dag under forhøret, blev forhørslederen så gal og hamrede skrivemaskinen ned i bordet og forlod lokalet i arrigskab, så sagde tolken til mig, du kan lige så godt fortælle dem et eller andet, for de ved noget, og om lidt kommer han tilbage med et par mænd mere og så kommer du ovenpå og for en ordentlig omgang, ja tak for hjælpen sagde jeg så, men så sig mig hvad jeg skal fortælle, for jeg ved ingenting. Forhørslederen kom tilbage og konfererede lidt med tolken, hvorefter han flåede papiret ud af skrivemaskinen og sagde jeg skulle læse det igennem og skrive det under, jeg kunne ikke læse tysk, men skulle skrive under alligevel. Så kom der en tysk soldat ind i lokalet og hentede mig, det virkede som om han var beruset, men det tænkte jeg ikke videre over, vi kom ned i bilen og kørte som død og helvede igennem Århus, ned til arresten, her holdte han og sagde ud og farvel, så stod jeg der midt på gaden og tænkte, at det da var en mærkelig måde at behandle en fange på, der for tusindvis af tanker genne hovedet mens jeg stod der, skulle jeg stikke af, var det en prøve, ville de begynde at skyde hvis jeg løb, og ikke mindst, hvad ville der ske med min hustru hjemme i Horsens hvis jeg stak af, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, pludselig kom bilen farende rundt om hjørnet, tyskeren sprang ud og omfavnede mig, han takkede mig fordi jeg var blevet, han var så glad at han tømte hans lommer for cigaretter og tobak, og gav mig fordi jeg ikke var stukket af, så det gik op for mig at han havde begået en fejl, ved bare sådan at læsse mig af der.


Efter det sidste forhør skulle jeg underskrive afhørringen, men eftersom jeg ikke kunne læse tysk, ved jeg ikke hvad der stod. Forhørslederen spurgte herefter om jeg ville have en cigaret, det ville jeg gerne for det var jo en mangelvare, og forhørslederen sagde at det ville jeg jo ikke tage imod, hvis det var løgn det jeg havde sagt, nej det ville jeg vel ikke, men cigaretten var så stærk, at jeg slukkede den igen efter et par sug, både for at gemme resten og så fordi den var stærk, men forhørslederen blev tosset, og ville vide om jeg alligevel havde løjet, men den fik jeg nu også reddet mig ud af.


Efter ca. 14 dage med forhør og tortur blev vi vækket en morgen og kom ud på gangen, hvor der var masser af andre fanger, nogle var lænket på hænder og fødder, men det var jeg nu ikke, vi blev så jaget ud på gaden hvor vi skulle op bag i nogle tyske lastbiler med presenning over, vi blev så kørt syd på ned gennem Jylland, og gennem Horsens og forbi mit hjem på Nørrebrogage 56, og under en af pauserne, blev der pludselig skudt, men det viste sig at være en vådeskud. En af de andre der var med var en frygtelig pessimist og sagde, så nu kører de os til tyskland, men der gik ikke længe før vi kørte over Fyn og videre til sjælland, for at havne i nordsjælland i Horserød lejren, her blev vi så anbragt i nogle barakker, det var en stor lejer, jeg vil tro der var mellem 600 og 800 fanger på dette tidspunkt.


Imellem de andre fager var også Hvidsten gruppen som på dette tidspunkt også sad i Horserød, og som senere blev overført til Vestre fængsel i København, hvor de 8 af dem blev dømt til døden.


I Horserød havde vi det godt, vi gik bare der og nød sommeren, og arbejdede i et halm fletteri hvor det blev lavet måtter.

En dag kom Olaus Nielson, elektrikeren fra Horsens som også var fange i Horserød og spurgte mig om ikke jeg havde nogle tændstikker, jo det havde jeg da, men hvad vil du med dem når du ikke ryger, spurgte jeg om, men det ville han ikke fortælle. Næste dag havde han sat ild til halmen i fletteriet og det hele brændte, for brandvæsnet det kom fra Helsingør havde ingen vand, og de måtte heller ikke komme ind i lejren, da den jo kun var for fanger.



Horserød besøgs tilladelse
Besøgstilladelse


Den 11. august blev vi alle kaldt til samling og talt, og vi fik at vide vi skulle med nogle busser og mod Helsingør, på vej mod Helsingør stod der for hver 200 meter en vagtpost med maskinpistol og passede på der ikke var nogle der stak af. Vi kørte så ned til havnen, hvorfra vi kunne se Kronborg, vi kom ombord på et troppe transport skib, og jeg der aldrig havde været på et skib før, var meget forundret over hvor mange etager der var på sådan et skib, især de etager der gik nedad. Skibet var bygget til troppe transport, så det var indrettet med køjer, så man kunne være ombord længe. Efter nogen tid sejlede vi sejlede nogle dage, for det var rygter om at vi ville blive befriet, så vi sejlede rundt om øerne, for at gemme os, men vi blev nu ikke befriet og endte i Flensborg havn, det var lidt af en omvæltning at komme til Flensborg, byen lignede ikke sådan de danske byer, de fleste huse var kamuflage malet og det hele så noget trist ud.


Det havde været meningen vi alle skulle have været i tysk KZ Lejr, men gennem forhandlinger mellen de danske og tyske embedsmænd, var man blevet enige om at alle danskere skulle blive i Danmark, så derfor var der opført en lejr lige på den danske side af grænsen, det var Frøslev lejren. Vi kom så i nogle danske DSB busser, som meget overraskende kørte os nordpå og over grænsen, Gud ske tak og lov tænkte vi.


Lejren som kun lige var blevet færdig, råt opbygget med barakker ligesom i Horserød, og med hegn rundt om, med vagttårn i alle hjørnerne, og et stort tårn i midten af lejren, alle med maskingevær skytter, hvis der var nogen der prøvede at stikke af.


Frøslev KZ Lejr
Frøslev lejren 1944



Jeg blev sat i barak H3, og så skulle vi spise, vi fik Guleærter og de næste mange måneder var der meget snak om disse guleærter, for det var vidunderlig mad, jeg vil faktisk sige, at det var de bedste guleærter jeg har fået i hele mit liv.


Næste morgen blev vi alle beordret ud på appel pladsen for at blive talt og så skulle der også fordeles arbejde, de spurgte så om der nogle der kunne bestride de forskellige fag, Bagere, murer, tømrer, slagtere, kokke, og så videre, jeg meldte mig så til at være tjener, da jeg var klar over at det måtte være noget med at servere og rydde af og sådan noget.

I mit tjener job i Frøslevlejren skulle jeg blandt andet servere for nogle fanger der var isolerede i forhold til os andre, i blandt disse fanger var min lillebror Steen Lykkeberg, som jeg ikke havde set siden han stak af til Århus i starten af krigen, det var et lykkeligt gensyn, selvom vi jo kun kunne signalere lidt med øjnene og komme med små kommentarer, Steen lod mig vide at han havde noget der skulle smugles ud og sendes hjem, så dagen efter da jeg kom med mad, sagde jeg, ja idag er der ekstra kartofler, og Steen forstod at han skulle levne nogle kartofler og så lægge det han skulle have smuglet ud nederst i skålen, det viste sig at være en tube tandpasta, det var fyldt med sammenrullet papir, som indeholdt en dagbog han havde skrevet imens han sad i Århus arrest. Det var et ret omfattende stykke arbejde han havde gjort, og jeg kunne godt forstå han gerne ville have den sendt hjem, men det nåede jeg desværre aldrig.


Når der kom pakker og breve udefra, var det også min opgave at dele dette ud, og en dag blev der sendt bud efter mig af lejrens øverste befalingsmand, jeg blev beskyldt for at have smuglet pakker ind til de isolerede, men som jeg sagde til ham, så var det jo en del af mit arbejde og noget jeg havde fået besked på.


I Frøslev lejren var der forholdsvis fredelig, men der blev alligevel skudt en mand, Det var Preben Erling Andersen fra København, der en aften var ude at gå en tur sammen med nogle medfanger, idet han ved en fejl kom til at gå ca. en halv meter ud over den usynlige linje man ikke måtte overtræde, vagten i tårnet skød han ned uden varsel og Preben døde på vej til hospitalet.


Efter ca en måned i Frøslev lejren, blev vi vækket en morgen og skulle stille op ude på gangen, der blev så råbt nogle navne op, måske 25 mand pr. barak, der blev ihvertfald samlet ca. 200 som blev samlet ved det store vagttårn i lejren, og vi andre blev beordret i seng igen. Næste dag fik vi så at vide de var blevet sendt i tysk KZ Lejr. Det sagde os ikke så meget på det tidspunkt, for vi vidste ikke hvad det var, men ca. en månedstid senere, det var den 5 oktober gentog seancen sig med de ca. 200 mand der blev råbt op, og her var jeg iblandt og blev bedt om at stille op ovre ved tårnet.


Den SS mand som havde beskyldt mig for at smugle pakker ind til de isolerede, kom farende og undskyldte at jeg var blandt dem der skulle sendes afsted, han forsikrede mig om at det ikke var hans skyld, og at han sagtens kunne få mig med tilbage, men det ville jeg ikke, for hvis jeg var kommet tilbage til lejren ville de andre jo tro at jeg var tyskerhåndlanger eller sådan noget, og min lillebror var også med på denne transport, så det kunne der ikke være tale om, der var ikke andet at gøre end at tage afsted. Og så var det farvel til Frøslev.



Jørgen Madsen 1


Jørgen Madsen 2


Jørgen Madsen 3


Jørgen Madsen 4




Autograferne er samlet af Jørgen Madsen, Horsens. Født d. 7/12-1922, arresteret d. 16/5-1944, overført til arresten Vestrealle i Århus, Overført til Horserød d. 9/6-1944, senere overført til Frøslev, deporteret til Neuengamme d. 5/10-1944, derfra videre på ude kommando til den berygtede lejr Hannover-Stöcken.


I Hanover Stöcken KZ Lejr arbejdede han på akkumulatorfabrikken Varta. Under arbejdet med bly plader faldt han om af forgiftning og blev brutalt sparket hen under en iskold vandhane hvor han udåndede d. 4/3-1945.


Tegningerne er udført af stueformand for stue 4 - barak 15 Frøslevlejren, Folmer Visholm, København, der lovede Jørgen at opbevare autograferne til krigen var forbi. Men da Jørgen ikke vendte tilbage til Frøslev, har Folmer besluttet det skulle overdrages til Frøslev Museet.


Vi blev kørt ca. 15 km ned i tyskland og ud til jernbanen, sådan udenfor en station ved en lille landsby, hvor der stod 5 kreaturvogne og et lokomotiv, i den vogn jeg kom i havde vi det ret muntert, min lillebror var med samme vogn, så der var meget at tale om, jeg måtte jo også fortælle ham at jeg ikke havde nået at sende hans dagbog hjem, så vi blev enige om at rykke det hele i stykker og smide det ud af vognen. I vognen var der ikke andet end halm vi kunne ligge i og så en spand i det ene hjørne, som vi kunne bruge som wc, øverst oppe var der tremmer, så der heletiden var nogle der kunne holde øje med hvor vi var, sent om aftenen kørte vi ind på en stor banegård, og dem der havde været i tyskland før kunne fortælle at det var Hamborg godsbanegård. Om natten var der luftalarm, men vi skulle blive i vognen mens banegården blev bombet, vi var rigtig bange, og kunne ikke forstå at de bare lod os stå der. Næste morgen blev vi jaget ud af vognen for at blive talt, hvorfor ved jeg ikke, for vi kunne jo ikke stikke af, vi blev så kommanderet ind igen og toget satte igang.

Vi blev så rangeret rundt en times tid mere og der var så pludselig en der sagde at nu var vi da ved en russisk fangelejr, for der gik nogle i fangedragter, der var frygtelig pjaltet, vi var jo alle nysgerrige og ville se hvad det var, vi var kommet til, så vi skiftedes til at kigge ud gennem tremmerne, vi holdte ind på et sidespor, og blev så losset ud og skulle stille op på rækker med fem i hver, så marcherede vi ca. 1 km ind til lejren. Det var Neuengamme KZ lejr vi var havnet i.

Neuengamme KZ Lejr
Neuengamme KZ Lejr.



Her blev alle vores ejendele og vores tøj taget fra os og det hele kom i en kuvert hvor ens fangenummer stod på, og så stod der hvad der var kommet i.


I min kuvert var der følgende:
- Armbåndsur med læderrem.
- Vielsesring.
- Fyldepæn.
- 4 Kroner.


Kuverten fik også en historie, for da jeg senere kom på Rekreationshjemmet Rämlösa Brund i Sverige, fik jeg en dag denne kuvert, den havde de Svenske Røde Kors folk fået fat i da vi blev hentet i Neuengamme, så i alt det kaos der var i Neuengamme i slutningen af April 1945 var der altså mennesker der tænkte på vores ejendele, sikke et overskud disse mennesker havde, men mere om det senere.





Kuvert til ejendele

Den originale kuvert fra opbevaringen, som jeg efter krigen gemte som en slags suvinier fra tiden i KZ Lejr.



Da vi skulle have fangenumre blev vi delt op i grupper alt efter hvilken kategori vi tilhørte.

Først dem de kaldte asociale, der var kun en af os under denne kategori og han hed Laurids Frederik Hvirgeltoft Christensen, han fik nummer 54.406. Jeg har ikke kendskab til hvad der siden blev af ham.

Dernæst kom Gendarmerne, som fik numrene 54.407 til 54.547.
Til sidst var det de politiske fange, som jeg hørte under. Jeg stod først i køen og fik nummer 54.548, dernæst kom min lillebror Steen Lykkeberg som fik nr. 54.549 og resten fik numrene op til 54.605.

Herunder den komplette liste over os politiske fanger fra denne transport til Neuengamme KZ-Lejr.


54.548 - Ove Lykkeberg.
54.549 - Steen Lykkeberg.
54.550 - Verner Høj Nielsen.
54.551 - Sigurd Johansen.
54.552 - Fritz Peter Hansen.
54.553 - Viggo Emil Jensen.
54.554 - Jørgen Poul Kjærulff.
54.555 - Erik Preben Tanne.
54.556 - Niels Peder Larsen.
54.557 - Kaj Arne Trolle Jacobsen.
54.558 - Carl Osvald Hansen.
54.559 - Jens Brochmann.
54.560 - Orla Erik Nielsen.
54.561 - Arnold Jensen.
54.562 - Harry Sørensen.
54.563 - Viggo Anders Jacobsen.
54.564 - Egon Gleerup.
54.565 - Kaj Dorph Uhrenholdt Christensen.
54.566 - Ole Georg Lauge Olsen.
54.567 - Ole Kjeldsen.
54.568 - Vagn Ege Arnskjold.
54.569 - Kai Magnus Wive.
54.570 - Romeo Andreas Lorentz Jakobsen.
54.571 - Gunnar Transel.
54.572 - Knud Larsen.
54.573 - Karl Salling Møller.
54.574 - Niels Holger Jepsen.
54.575 - Felix W Jaworski.
54.576 - Anton Eggert Eriksen.
54.577 - Peter Møller Madsen.
54.578 - Jens Anton Jensen.
54.579 - Erik Schøtler Nielsen.
54.580 - Axel G. Nielsen.
54.581 - Søren Korup.
54.582 - Karl Landsgreen.
54.583 - Ib Holm Hansen.
54.584 - Christian Brønnum.
54.585 - Knud Otto Madsen.
54.586 - Jørgen Valdemar Mortensen.
54.587 - Hans Jørgen Madsen.
54.588 - Willy Dahl Jensen.
54.589 - Ove Misfeldt.
54.590 - Erik Hjerrild Pedersen.
54.591 - Thorkild Larsen.
54.592 - Otto Slagelse.
54.593 - Kaj Kristian Traun Larsen.
54.594 - Otto Johansen Bogh.
54.595 - Henning Alfred Rasmussen.
54.596 - Amdi Henry Nielsen.
54.597 - John Pedersen.
54.598 - Niels Johan Jacobsen.
54.599 - Leif Fich Ronak.
54.600 - Carl Adolf Sørensen.
54.601 - Arne Wiingaard Andreasen.
54.602 - Poul Aksel Olsen.
54.603 - Verner Christensen.
54.604 - Ole Henrik Krabbe.
54.605 - Tom Dencker Nielsen.

Disse numre skulle vi lære udenad på tysk og fik at vide at vi kunne glemme vores navn, og vores forældre, men nummeret skulle vi aldrig glemme.


Jeg lærte hurtigt nummeret udenad på tysk, og glemte det aldrig igen. Jeg havde et Ur, Vielsesring og en kuglepen, samt 4 kroner, det blev altsammen puttet ned i kuverten og der skulle gå lang tid før jeg så det igen.


Vi skulle så ind i et stort baderum med brusere, og fik udleveret noget sæbe, det var saltsæbe, som vi også engang havde i danmark, som blev brugt af smede, det var noget meget groft noget, men vi skulle vaske os med det her sæbe, både på kroppen, hår og det hele, da vi så skulle skylles stod vi der og ventede på vand, men det kom ikke, vi fandt senere ud af at i tyskland var vand en mangelvare, da der var så meget der var bombet, og selvfølgelig også vandværker og rør. Tyskerne blev utålmodige, så vi blev kommanderet til at tørre os rene med det de kaldte et håndklæde, det var på størrelse med et dansk lommetørklæde, og ikke med særlig meget tørrer effekt, det var noget frygtelig klister at tørre/skrabe af, og vi stod faktisk sådan og grinede af hinanden, men jeg stod også og holdte øje med døren og dem der efterhånden gik udenfor, de blev pludselig så alvorlige, og jeg tænkte på hvad der mon var derude, da det blev min tur til at komme ud af døren gik det op for mig hvorfor der pludselig blev så stille udenfor.


Her blev jeg klar over at vi var havnet i helvedes forgård.


Lige uden for døren lå der en stabel lig ca. 2 meter høj, ligende lå på kryds og tværs, nøgne og udmagret. Og når man ser sådan et syn så falder humøret, og man tænker at nu bliver det alvor, og med alvoren kommer der også nogle tanker om, hvad det egentlig er man er rodet ind i. Vi fik nu ikke lov til at stå der og undre os ret længe, for vi blev kommanderet til at marchere over i selve lejren i en tom barak, og fik så en skål tynd suppe, ja suppe og suppe, det var noget af en overdrivelse at kalde det for suppe, for det var vand, kogt på roe blade og ikke noget fast, hverken blade eller andet.


Arbejdsdagen begyndte jo heller ikke med morgenkaffe eller noget, men derimod på appel pladsen, her stod i tusindvis af fanger og blev kommanderet ret og huen af og huen på, det gik der meget tid med, de ville have at alle 15.000 fanger skulle tage huen af så der kun lød et smæld, og før de var tilfreds var vi ikke færdige med at få kommanderet huen af og på. Derefter blev vi talt, det tog gerne en time eller to, det var det rene komedie, og vi fik hurtig den opfattelse at, de tyskere ihvertfald aldrig havde gået i skole, når man ikke hurtigt kunne tælle sådan en kolonne og så lægge de tal sammen, men det var gennemgående for tyske KZ Lejre, Det var ren tortur og en af de værste pinsler at stå der i alt slags vejr i timevis og blive talt, mange fanger besvimede af at stå der, men for mit vedkomne klarede jeg nu det godt nok.


Efter vi var blevet talt, blev vi delt op i arbejdshold, det hold jeg kom på i starten blev sendt ud på de nærliggende marker, her skulle vi samle kartofler op, og fik før vi begyndte besked på at vi ikke måtte spise af disse kartofler, det havde vi nu heller ikke tænkt os, for man kunne da ikke spise kartofler der lige var blevet gravet op af jorden, men der blev vi nu klogere, for dem der havde været der længere tid end os og var mere sultne kunne nemt lige spise en kartoffel når de lige så deres snit til det.


Jeg nåede også at komme på et arbejdshold der skulle støbe et kæmpemæssigt Hammerværk, det var et hul det var ca. 10 meter dybt der skulle fyldes med beton, arbejdet gik ud på at køre betonen på en trillebører fra blandings stedet og hen til hullet, her lå nogle granrafter med en dørkplade på, hvor jeg skulle køre ud over hullet og tippe af, jeg spurgte en af for arbejderne om ikke det var farligt og hvad der skete hvis nogle faldt ned i hullet, dertil svarede han at det skulle jeg ikke spekulere over, for der lå flere nede i betonen, altså der var faldet mennesker derned, men støbningen var bare fortsat, det blev et af eftertidens værste marerigt efter jeg kom hjem, i mine drømme kørte jeg ud af dørkpladen og vågnede så lige før jeg faldt ned i hullet, hvor også jern armeringen stak op over det hele, som spyd man ikke kunne undgå hvis man faldt i.


En morgen blev vi kommanderet op og uden for barakken, hvor der skulle tages 40 mand ud der skulle flyttes til en anden lejr, vi anede ikke hvor det var vi skulle hen, men vi kom i en kreaturvogn igen og toget kørte, det tog ca. halvanden dag at komme til den lejr, vi fandt ud af at vi var kommet til en forstad til Hannover der hedder Stöcken, vi blev kommanderet ud af vognen og skulle marchere det sidste stykke ind til lejren, vi blev modtaget kommandanten og hørte om reglerne og fik også at vide at hvis vi var her i tre måneder, skulle vi være glade, for det var levetiden i den lejr, nogle af de andre fanger kunne fortælle os at der lige i nærheden lå en stor fabrik, der lavede akkumulatorer, fabrikken hed Varta, og der skulle vi højst sansynligvis arbejde, vi fik også at vide at disse fabrikker var der flere af omkring Hanover, der var syv fabrikker i alt, blandt andet gummifabrikken Continental og en ved bilfabrikken Hanomag og nogle flere jeg ikke lige husker, men i hvertfald var der ved disse fabrikker små filialer af Neuengamme KZ Lejr.


Vi fik til at starte med et godt indtryk af lejren, der var 6 fange barakker, 1 køkken barak, 1 materiale barak og 1 bunkalov til kommandanten, og tilsvarende til soldaterne, vi startede med noget forskelligt arbejde i selve lejren, men efter få dage, fik vi at vide at næste dag skulle vi på fabrikken. I disse lejre var der en regel om at når man passerede vagten og gik ud af lejren, så skulle man tage huen af og gå strækmarch, som tyskerne gik meget højt op i, vi skulle så gå det det lille stykke vej op til fabrikken.


Kultegning fra KZ
Kultegning lavet under opholdet i Hanover-Stöcken af en medfange.



Det var en mægtig stor fabrik, jeg kendte ihvertfald ikke til så store fabrikker dengang og jeg tror faktisk heller ikke jeg siden har set så stor en fabrik, man skulle ikke våge sig for langt væk fra sit arbejdssted, heller ikke selvom det var indendørs for så var man væk. Fabrikken lavede akkumulatorer til Ubåde, altså temmelig store batterier, og var derfor en vigtig fabrik at holde kørende for tyskernes krigsmaskine.


Jeg kom i en afdeling der hed Pastiarei, det var der hvor de store blyplader skulle smøres med pasta, altså blypasta, det foregik sådan at pladsernes huller skulle fyldes med pasta og så skulle de ende med at have en nøjagtig vægt, denne pasta som vi skulle smøre på, havde en konsistens som ler, altså noget klistret noget, så det var ikke nemt at undgå berøring af massen, fik vi at vide af de andre arbejdere, at denne pasta var meget giftig, der var nogle civil arbejdere der skulle undervise os i hvordan arbejdet skulle udføres, der lovede at skaffe næsten hele handsker, og med næsten hele mener jeg at der stort set ikke var handsker tilbage, vi kendte jo ikke sådan til bly og hvor giftig det var, så det var ikke noget vi tænkte så meget over. Udover os krigsfanger, arbejdede der også straffefanger, altså kriminelle der måske før krigen var blevet dømt for både det ene og det andet, men det var os der var nederst i hiarkiet.


Vi skulle så smøre disse plader med pasta, og vi skulle helst lave 10 stk om dagen, men de første par dage fik jeg nu ikke engang lavet en, Efter en uges tid eller deromkring, blev det indskærpet at vi skulle lave de 10 plader om dagen, Jeg havde endnu ikke nået at lave en om dagen, så jeg grublede lidt over hvordan det skulle gå.


For hver afdeling i den store hal, var der en overfange der skulle holde øje med os, og de gik rigtig højt op i deres arbejde, med at forsøge at plage livet af os, de havde en gummi knippel, og vi fik tæsk hele tiden mens vi arbejdede, de tyskere der også var krigsfanger og som kendte mere til tyskland end os, kunne fortælle at den og den overfange havde været morder, hustrumishandler, barnemorder og så videre, så vi var godt klar at disse mennesker var noget udskud, men kunne ikke stille noget op, udover at tage os i agt for dem.


Jeg ved ikke hvor mange dage jeg arbejdede med disse bly plader for tidsfornemmelse havde jeg ikke, men en dag til fyraften, mens jeg var ved at spule bordet rent med en vandslange, kom en af disse overfanger for at kontrollere det jeg havde lavet den dag, jeg havde to plader og han kasserede dem begge to, han blev rasende og slog og slog, indimellem dækkede jeg mig for hans slag, med det resultat at jeg faktisk oversprøjtede han med vand, jeg havde jo vandslangen i hånden, det blev det hele kun værre af, og endte med jeg blev forflyttet til andet arbejde.


Vi arbejdede altid i skiftehold som var fra 12.00 til 24.00 og så et andet hold fra 24.00 til 12.00 og der var kun et måltid om dagen, det var denne tynde suppe og to stykker brød, det var så meningen at vi skulle gemme det ene stykke brød til om morgenen, men hvor vi skulle gemme det, var der ingen der sagde, for hvis vi lagde noget fra os blev det stjålet af andre fanger. Vi blev ret hurtigt til det man kalder muselmænd, rigtig afmagret, tynd i maven, helbredet var virkelig sat på prøve.


Der var så en stue formand der skulle stå for fordelingen af dette mad, og hvis der ikke var nok, var det hans og vores eget problem.


Om natten når der var bombardementer over tyskland, var der luftalarm og vi skulle så alle i beskyttelsesrum, det var nu ikke sådan rigtig et rum, men mere en form for overdækket udgravning, hvor der stod ca. en halv meter vand i, det var noget smattet noget at stå i der om natten og jeg husker det som om det var hver eneste nat, jeg frøs så frygtelig, og det eneste jeg tænkte på var bare at holde mig i live.


Vi var nu henne i december måned, og det var frygtelig koldt, den store fabrikshal var jo svær at fyre op, og det tynde lærredstøj / fangedragter vi havde på, var der ikke meget varme i, mit nye arbejde bestod i at hente de klude der blev brugt ved pasta bordene, køre dem på et vaskeri der også var på fabrikken og derefter skulle de rene klude køres til et stort tørre rum, under dette arbejde var der en dag hvor jeg frøs meget og kunne ikke stå for fristelsen om at blive i tørre rummet lidt længere, der kom varm luft op af gulvet, det var som at komme i himlen når man frøs så meget, og jeg var så træt, jeg kunne sove altid, bare der var noget at læne sig op ad, så kunne jeg falde i søvn, jeg var meget udmattet og fik ikke så meget at spise, det var virkelig hårdt, bare det at holde sig vågen, så jeg faldt i søvn i dette tørre rum, og vågnede ved at der var en der sparkede mig i siden, det var en tysk SS soldat, han var rasende, og det var noget af det værste jeg havde gjort, men når man tænker på vi arbejdede 12 timer i døgnet, og ikke fik alverdens søvn om natten da der jo var luftalarm, så var man træt, jeg blev så losset ud af denne tyske soldat med geværet i ryggen, jeg gik foran, og han spurgte mig om jeg havde nogle gode bekendte, kammerater eller familie på fabrikken, jeg kunne ikke lige se hvorfor det nu skulle gå ud over den at jeg var faldet i søvn, men da vi kom forbi bordet hvor min lillebror stod, sagde jeg til soldaten at der er min bror, nå sagde han, så kan du godt tage afsked med ham nu, for du ser ham aldrig mere, nå tænkte jeg, gad vide hvad der nu skulle ske, men jeg tror ikke at jeg på dette tidspunkt lagde så meget i det, for tyskerne var jo altid så grove og råbende, så jeg krammede min lillebror og så gik vi videre, vi gik uden for fabriksområdet og ud på nogle marker, der var meget langt, og jeg kunne næsten ikke gå, men vi fortsatte jeg vil tro et par kilometer, så råbte soldaten holdt, og sagde at herude måtte fanger ikke være, og hvis man som soldat så en fange her, så skulle man skyde ham. Han beordrede mig til at gå og sagde at så ville han skyde mig, og så var der ikke jo ikke mere, jeg gik meget langsomt og kunne ikke holde på hverken vand eller afførring, jeg var faktisk ret ynkelig, jeg græd og tænkte på dem derhjemme, min hustru, mine søskende, mor og far, så tænkte jeg at hvis jeg alligevel skulle dø der på en tysk mark, så kunne det hele være ligemeget, så jeg smed mig ned og lå bare der, tyskeren blev ved med at sparke mig, han ville have mig op at gå, jeg tror så han kunne få mig lidt på afstand inden han skulle skyde. Så lige pludselig mens jeg lå der, sagde han til mig, at hvis jeg ville love aldrig at gøre sådan noget igen og fremadrettet være en god arbejder, så kunne vi gå tilbage til lejren. Jeg lovede højt og helligt, på ære og alt det der at jeg ville opføre mig ordentlig for efter tiden, og vi begyndte at gå tilbage, ja det føltes faktisk som om vi nærmest løb tilbage, også selvom min fangedragt jo var sølet ind i møg og urin, det havde jo været tæt på.


Et par dage efter fik jeg så ondt i knæet at jeg ikke kunne gå, jeg sagde til overfangen på fabrikken at jeg ikke kunne gå og at jeg gerne ville til lægen, men han sagde at det kunne jeg gøre om aftenen når jeg var kommet tilbage til lejren, jeg blev hjulpet af to af mine medfanger der nærmest bar mig tilbage til lejren, da vi kom til reviret modtog lægen os og sagde henvendt til mine hjælpere "Giv slip på ham han fejler jo ikke noget" Da de slap faldt jeg sammen på cementgulvet, men lægen beordrede mig, at jeg skulle rejse mig, hvilket jeg ikke kunne, så jeg blev derfor liggende, så skreg han op, nå så du vil ikke op, hvorefter han tog en gummiknebel og bad så mine medfanger som havde hjulpet mig tilbage fra fabrikken, om af forsvinde. Derefter lod han slagende hagle ned over mig, mens han råbte, vil du ikke stå op. Jeg forsøgte flere gange at komme på benene, men forgæves, så jeg forsøgte at kravle ud fra reviret, mens lægen stadig slog mig med kneblen, han fulgte efter mig til vi kom udenfor, hvorefter han lod mig ligge og gik ind igen og låsede døren. Da jeg havde lagt der på jorden i et par timer, kom der to tyske SS soldater, og spurgte mig hvad der var i vejen siden jeg lå der, jeg fortalte om hvad der var sket, med det resultat, at de hjalp mig op, og tog mig med tilbage til lægen, og beordrede ham til at indlægge mig på reviret, denne ordre var lægen nød til at acceptere, da det jo var SS soldaterne der havde det sidste ord. Jeg lå så i sengen på reviret i 3 uger uden at blive tilset af lægen en eneste gang, lægen kom først ind til mig på 3 ugers dagen, hvor han hverken undersøgte mig eller noget som helst andet, han sagde bare at jeg var udskrevet, da jeg jo ikke fejlede noget. Jeg fik så min fangedragt udleveret, og prøvede også om jeg kunne stå op, det lykkedes med lidt besvær, jeg havde 3 dage forinden fået en rødekors pakke, som jeg tog under armen og gik ind på lægens kontor for at blive udskrevet, da han så pakken, sprang han op og greb gummikneblen og begyndte at slå mig igen, han råbte op og spurgte mig om hvad jeg havde under armen, ved du ikke du har været indlagt på tuberkolose afdelingen og det er strengt forbudt at tage noget med derfra, hvorefter han rev pakken fra mig, og mens han stadig slog med gummikneblen skubbede han mig ud af reviret. Jeg gik så tomhændet hjem til blokken og meldte mig tilbage og modtog et brev hjemmefra, klokken var ca. 19 og det var d. 24 december, altså juleaften, hvor mange sikkert sad med deres familier og fik dejlig julemad. Efter tre kvarter i barakken, blev der råbt til appel, det betød vi alle skulle stille op udenfor, ligesom vi skulle hver morgen når vi skulle tælles. Overfangen udtog så 20 fanger, heriblandt mig, selvom jeg lige var blevet udskrevet fra reviret, vi 20 fanger skulle over på fabrikken, for at læsse kul af nogle jernbanevogne.

Postkort fra KZ
Jeg nåede lige at sende dette kort til min hustru, efter jeg blev udskrevet fra reviret.


Tekst:


Hanover Stöcken 24/12-44
Kære Irma !

Endelig sender jeg dig endnu et postkort, og jeg skriver det til dig juleaftensdag, jeg har idag ventet brev eller pakke fra dig, men der er endnu ikke kommet noget. Jeg håber du er sund og rask og ved godt mod. Jeg ønsker dig alt godt og på snarligt gensyn.

Ove



Til aflæsningen havde vi selvfølgelig ikke skovl eller andet værktøj, det foregik med hænderne, mens vi 20 mand knoklede med aflæsningen var der to SS soldater der holdte vagt og som blev afløst af to andre hver anden time, vi andre skulle bare arbejde, der var ikke noget med at blive afløst, nej vi arbejdede med aflæsning af kul uafbrudt indtil vi var færdige næste dag klokken 12, der fik vi endelig lov til at gå hjem, da var det også et døgn siden jeg sidst havde fået mad, næste servering var klokken 18 og der stod den som sædvanlig på den tynde suppe og to stykker brød. Og så havde det endda været juleaften.


1945


Jeg havde efter hånden fået så meget blyforgiftning at jeg ikke længere måtte arbejde med bly pasta, vi kendte ikke noget til blyforgiftning dengang, men lægen måtte have haft en grænse værdi at gå efter, jeg skulle ihvertfald flyttes til andet arbejde, næste morgen blev jeg så vist hen til en form for murer afdeling, hvor der var en murersvend der skulle bruge en arbejdsmand, muren stod for alt reparation på fabrikken, eksempelvis et hul i gulvet eller løse mursten, denne murer havde mange arbejdere under sig, især Russere der bankede slitage hullerne i gulvene fri for løst materiale, så der kunne komme nyt cement i. Muren var en flink mand, og han sagde til mig at nu skulle jeg arbejde med øjnene og kun øjnene, det vil sige at når de høje herrer som han kalde dem, var i den ene ende af fabrikken så skulle vi være i den anden, jeg skulle altså holde øje med vagterne og hele tiden sørge for vi ikke var i nærheden af dem. Jeg skulle bare gå rundt sammen med muren, og bære spanden med værktøj, det gik der mange timer med, vi skulle også samle mejsler sammen der skulle sendes til slibning, for de russere der brugte dem, vendte dem gerne forkert, så de slog med hammeren på den skarpe ende, det var deres form for sabotage af arbejdet, der var jo ikke nogle der var glade for hverken stedet eller arbejdet, det var en skøn tid arbejdsmæssigt, bare det at slippe for at stå med pladerne og bly massen, føltes jo som en befrielse.


En dag mens jeg arbejdede med muren, spurgte han mig på tysk om jeg kunne køre med en Trillebører, først forstod jeg ikke rigtigt hvad han mente, så vi gik ud hvor han kunne vise mig en Trillebører, ja sagde jeg, sådan en kan jeg godt køre med. Så hentede han en af soldaterne, og vi alle tre kørte afsted, jeg var ikke så meget for at vi skulle køre væk fra lejren, jeg havde jo engang fået at vide at man ikke måtte bevæge sig væk fra lejren og at så kunne man blive skudt. Men muren og soldaten insisterede så vi kørte afsted. Vi kørte ca. 3 km. væk fra lejren, ud på en mark, hvor vi fandt en kartoffelkule, og skulle fylde trillebøren med kartofler, jeg måtte ikke blive beskidt, så jeg opfattede hurtigt at det vi lavede, var tyveri. Jeg fandt også ud af, at det vi egentlig skulle have hentet var mørtel, da trillebøren var fuld kørte vi tilbage mod lejren, vi var ikke kommet længere end ca. 100 meter før jeg ikke kunne bære trillebøren mere, og så måtte muren køre, han kunne heller ikke så langt og så var det soldatens tur. Sådan skiftedes vi til at køre og muren og jeg skiftedes også til at bære soldatens gevær, så det var en lidt underlig fornemmelse. Da vi kom tilbage til fabrikken var den helt tom, det var ikke så godt for muren og soldaten, der overhovedet ikke vidste hvad de nu skulle gøre af mig, så det eneste de kunne var at følge mig tilbage til lejren, som også var tom. Det var fordi der var luftalarm og alle var i beskyttelsesrum. Så jeg fik besked på at gemme mig i lejren indtil de andre kom tilbage og så blande mig med dem.


Jeg var efterhånden ved at være så udmagret af sult og sygdomme at jeg lignede et levende skelet, ikke at der på nogen måde var spejle, men de andre så ligesådan ud, sulten var frygtelig og når vi skandinavere fik Rødekors pakker med lidt chokolade og konserves, kunne vi ikke gemme noget til senere, vi var simpelthen så sultne at det hele blev spist med det samme. Jeg husker også en anden lille episode der gentog sig mange gange og som var med til at holde modet oppe på de fleste af os, det er en episode vi alle har mindet efter krigen og som vi hare talt meget om, vi havde en kammerat der hed Peter Møller Madsen, og Peter han kunne fortælle historier, han kunne med hans tale, male et så virkeligt billede, at det føltes som om det var virkelighed, nå men Peter han fandt så på, når sulten var værst eller når vi om natten stod i beskyttelses graven og frøs, at han da lige ville bage en Drømmekage til os, så fortalte han længe og meget detaljeret om hvordan han bagte denne drømmekage, gennemgik alle processor og alle ingredienser, han fortalte og fortalte, og vi åd det hele råt, det var som om at sådan en historie mættede, og mange år efter længtes vi stadig efter at få lov til at smage denne Drømmekage, men Peter har siden tit sagt, at jeg kan sku da ikke bage, men jeg var jo nød til at holde humøret oppe på jer, ellers ville jeg jo ende med at være alene tilbage.


Vi gik altid op i hvordan vi kunne skaffe noget at spise, der blev talt om mad heletiden, da vi ankom til lejren fik vi at vide at når vi havde været der i en måned, så ville vi få Zulage, det var et mad tilskud til dem der arbejdede hårdt, og bestod af et ekstra stykke brød, vi talte heletiden om dette Zulage, kommer det mon idag og så videre, men det kom aldrig. det var opslidende, hele tiden at forvente noget der aldrig kom. Vi gik også meget op i at organisere noget mad, som vi kaldte det når en af os fandt noget der kunne spises, en nat hvor vi var i beskyttelsesgraven skak jeg af under bombardementet og stjal en næsten hel Kålrabi fra Lejrchefens Kaninbur, den blev så delt mellem os og spist sammen med den tynde suppe vi fik, Kålrabien lugtede godt nok af kanin pis, men det gav vel bare måltidet lidt ekstra kolorit, en ting er i hvertfald sikkert, man spiser hvad der er, man er så sulten, at der er ingen der er kræsne.

Postkort fra KZ
Kort til min Hustru d. 13/1-1945



Tekst:


Kære Irma !
Mange tak for dit brev som jeg modtog nytårsaften. Du kan tro det var dejligt at høre fra dig, pakken fra dig har jeg endnu ikke fået, men derimod har modtaget tre pakker fra Røde Kors det sidste halve år. De kærligste hilsner fra din Ove.


Ove Lykkeberg, Arbejdslejr Hannover-Stöcken


En dag forsøgte en udlænding at flygte. Han blev hurtigt fanget, og næste morgen skulle han hænges foran alle os, der var til morgenappel. Faktisk knækkede snoren, så han overlevede første forsøg. Ifølge traditionen for hængning skulle han så slippe for at blive hængt, men de hængte ham bare igen.


Hen på slutningen af vinteren begyndte der at gå rygter om at vi skulle løslades og sendes hjem, men vi var nu skeptiske, og anede ikke hvilken grund der var til at vi kunne få lov at komme hjem, det kunne jo være der havde være nogle forhandlinger med tyskerne, der gjorde at vi kunne komme hjem, og det kunne også være, som det før havde vist sig at når det blev talt om løsladelse, så handlede det om at vi skulle flyttes til et andet sted. Dagene gik og vi danskere kom nu ikke længere på fabrikken, men arbejdede i stedet for kun i lejren, vi begyndte så småt at tro på at vi skulle løslades, tankerne gik på alt det der var sket, og på at forberede sig på et andet liv, mine tanker gik nu meget til dem der vær døde dernede, der var 6 kammerater fra danmark der havde mistet livet i Hannover Stöcken, så vi var 34 mand der skulle tilbage.



IMG_4269          IMG_0601


Denne lille æske købte en af mine medfanger fra Danmark, Erik Tanne “54.555” af en Russisk med fange for en cigaret.
Russeren havde lavet æsken af materialer fra fabrikken. Vores medfanger fra de andre lande ville bytte alt for at få lidt fra vores Røde Kors pakker.


Som Danskerer hørte vi til de rige fanger, med støtten fra Røde Kors, det var ikke særlig medmenneskelig, men i høj grad derfor vi overlevede.



En dag kom der et nyt hold fanger til lejren, som var blevet flyttet fra en anden lejr i byen, det var danskere og nordmænd, og de vidste at de skulle sendes hjem, så dette var da et lyspunkt.


Efter endnu et par dage blev vi kaldt op en aften, det var Skærtorsdag d. 29/3-1945. Alle Danskere skulle møde til appel, kunne det måske være det var nu der skete noget tænkte jeg, vi stod der en time eller to, hvorefter der pludselig blev røre ovre ved porten, og så kom der 1200 fanger ind, som var blevet flyttet fra nogle andre steder, de blev talt i den anden ende af appel pladsen, og vi blev kommanderet uden for porten hvor der holdte en række Svenske Rødekors busser, som vi blev fordelt i, det var lykkedes den svenske greve Folke Bernadotte godt hjulpet af 200 amerikanske cigaretter at frikøbe os. Der var busser med sæder hvor man kunne sidde og så var der busser hvor man kunne ligge, det var faktisk en slags ambulance busser, jeg kom i en af de busser hvor man kunne ligge, for på det tidspunkt var jeg så syg og udmagret at jeg var tæt på at måtte opgive op, sygeplejersken som stod for den bus jeg var med var den svenske greve Folke Bernadotte´s hustru, Maria Bernadotte, og jeg fik senere at vide af lægerne i Sverige at jeg nok ikke havde klaret en uge mere i Hanover-Stöcken.


Vi blev tilbudt alt muligt i disse busser, vi kunne få brød, småkager, kaffe, frugt og tobak, vi kunne få lige hvad vi ville. Det vidste sig at den Svenske greve og Rødekors gennem forhandlinger med tyskerne havde frikøbt de skandinaviske fanger, vi skulle som en del af aftalen køres tilbage til Neuengamme og samles der, før vi så skulle til Sverige eller Danmark, alt efter hvor svage vi var.


Hannover Stöcken KZ lejren blev lukket halvanden uge efter vi forlod lejren. De mest raske af tvangsarbejdere og fanger blev tvunget til at marchere de mere end 200 kilometer til KZ-lejren Bergen Belsen. Tilbage var ca. 600 syge og afkræftede tvangsarbejdere, som sammen med syge fra andre KZ-lejre få dage senere blev transporteret til en stor lade uden for Hannover. Laden blev afspærret, hvorpå SS-soldaterne satte ild til laden. Allierede soldater fandt få dage senere den afbrændte lejr og talte i alt 1.016 lig.


Tilbage i Neuengamme genså vi de kammerater der var overlevet siden vi havde set dem sidst, jeg var syg under hele opholdet i Neuengamme og blev indlagt på reviret hvor Danske og Norske medfanger var læger og sygepersonale, blandt andet var lægestuderende Jørgen Kieler fra Horsens der.


Jeg havde forfærdelig ondt i lysken og blev undersøgt af mange, det gjorde frygtelig ondt når de trykkede på mig, så da der kam endnu en læge og sagde at han lige ville kigge på mig, sagde jeg stop. Jeg ville ikke udsættes for mere, men denne læge sagde at hvis det gjorde ondt kunne jeg beholde hans cigaretter, og det opbyggede en form for tillid til ham, og denne undersøgelse gjorde ikke ondt.


Jeg blev dagen efter opereret for Brok under meget kummerlige forhold, lægen der opererede mig var den samme som havde undersøgt mig dagen før, det va Jes Jensen, som senere blev overlæge på Brædstrup Sygehus.


Da operationen skulle foregå, blev der luftalarm med heftige bombardementer over Hamborg, og alt lyset gik. Jes Jensen sagde til mig at vi kunne ligeså godt fortsætte for der skete nu nok ikke noget med lejren, men han var nød til at have noget lys, han spurgte om ikke jeg kendte nogle i lejren der kunne hjælpe, så vi tilkaldte min lillebror Steen, så han kunne gå ud i lejren og bytte sig til en stavlygte, så lægen kunne se. Min lillebror kom tilbage med en lygte, som han måtte betale 2 Røde kors pakker for, og jeg blev opereret. Der gik et par døgn før jeg rigtig kom til mig selv igen, og en dag mens jeg lå på reviret kom min lillebror Steen for at besøge mig, han havde bestukket nogle vagter, for at få lov, men han gik lige forbi mig, indtil jeg råbte på ham, han kunne ikke kende mig, jeg vejede da også kun 30 kg. Jeg var så afkræftet efter operationen, at Steen fik at vide af Kaj Dahl, som lå ved siden af mig, at vi vist skulle være glade hvis hans bror overlevede.


Efter nogen tid i Neuengamme var forhandlingerne mellem Rødekors og tyskerne nået til et punkt hvor vi kunne få lov til at komme nordpå. Lægen der havde opereret mig spurgte mig en dag om jeg troede jeg kunne sidde i en bus, hvis jeg kunne komme til Sverige, jeg skyndte mig at sige at hvis jeg bare kunne komme ud herfra, så kunne jeg gå nordpå, men det mente han nu ikke og sagde at vi hellere måtte finde en ambulance bus, for jeg var stadig for svag til at sidde op. d. 12/4-1945 kom jeg med en transport hvor jeg skulle ligge i en firemands ambulance, da vi havde kørt en halvtimes tid stoppede de for at spørge os om, hvis der kom luftangreb, om de skulle køre i ly, men vi vidste jo ikke noget om hvordan det var, så det måtte de selv bestemme, mens vi gjorde holdt kom samledes der en masse Tyske børn og tiggede om mad, jeg spurgte chaufføren om vi ikke skulle give børnene noget mad, og han svarede at det siger du der sådan har lidt her i Tyskland, men som jeg sagde til ham, at disse børn jo ikke havde andel i det der var sket, så det endte med at de gav børnene nogle ruller kiks og en humpel ost inden vi kørte videre.


Der skete nu ikke noget på turen, men jeg husker heller ikke så meget fra selve turen op gennem Tyskland da jeg sov det meste af vejen, men jeg har siden erfaret at denne konvoj af hvidmalet busser kørte op gennem tyskland mens Englændernes bombardementer pågik og da vi er midt i april, siger historien også at det var på dette tidspunkt at de allierede, både fra øst og fra vest, virkelig fik overgrebet. Efter en dags tid kom vi til Padborg i en slags karantæne lejr, hvor vi fik den dejligste gang guleærter.


Dagen efter i Danmark blev vi modtaget med jubel overalt, på alle stationer var der sort af mennesker, med flag. Vi skulle jo til Sverige så turen gik fra Kolding, hvor vi kom i et laseret tog og vi fik mad af danske Lotter. Der var masser af mennesker på stationen og en vild jubel, der var også pårørende til andre fanger, der gik og spurgte efter deres famile, hvor er den og hvor er den. Jeg kunne desværre ikke hjælpe så meget da jeg havde jo blev indlagt med det samme, da vi kom tilbage til Neuengamme. Turen gik over Fyn til København, og så på et rekreations hjem nær Ramlösa i Sverige.


De af mine kammerater der ikke var så svage som jeg, skulle interneres efter aftale med tyskerne i en ny lejr der var opført uden for Horsens ved Møgelkær, her skulle de blive indtil de via forhandlinger kunne slippes fri.

Den 14/4-1945 fik min hustru brev fra Dansk Røde Kors, med besked om at jeg var ankommet til København og overført til Malmø sammen med 91 andre danske fanger.

Røde Kors meddelelse





Inden indrejse i Sverige fik jeg et Pas som blev lavet under transporten i de hvide Røde Kors busser, her kan man godt fornemme på billedet at jeg var ret udmagret og i det hele taget ikke i særlig god stand, jeg fik at vide af sygeplejeskerne at havde jeg været en uge mere i Hannover, var jeg nok ikke kommet hjem. Så jeg er evig taknemmelig for at den svenske Greve Folke Bernadotte frikøbte mig og de andre fanger fra Danmark for en karton Cigaretter.

Ja det var prisen for vores liv.


Sverige 1945Sverige 1945
Pas Sverige 1945Sverige 1945Sverige 1945




Under opholdet i Sverige, blev vi behandlet som konger, og for mit vedkomne kan jeg takke Røde Kors og svenskerne for at jeg overlevede, det er der ingen tvivl om. Jeg boede på rekreations hjemmet i Ramlösa Brund en månedstid. I den måned oplevede jeg livet på en helt anden måde end jeg havde gjort det sidste år under fangeskab, jeg fik nyt tøj og to kufferter til at have det i, en Tegnebog og penge, så jeg kunne handle ind ved den lokale købmand, og det var ikke som da jeg fik tøj i tyskland, nej her skulle jeg være kritisk og have det helt rigtige, det var en mærkelig oplevelse ovenpå det der lå forud, hvor jeg først i Neuengamme blev iført pjalter, hvor noget af det endda var dametøj, og senere i Hannover-Stöcken hvor jeg havde den samme tynde fangedragt på i et halvt år, uden den blev vasket.


Nu var lige pludselig iført jakkesæt med skjorte og slips. På kvitteringen som ses herunder, kan man også se hvormeget jeg fik, jeg var også nød til at få hjælp til at bære kufferterne, for jeg var jo stadig meget afkræftet.

Kvitering for tøj 1945
Kvittering for tøj som jeg fik udleveret på Rämlösa Brund.



Den 4-5. maj hvor befrielsen kom, festede vi selvfølgelig og var glade, men der lå en skygge over festlighederne, for Norge var fortsat besat, så Nordmændende var meget frustreret og vidste jo ikke hvordan det skulle gå Norge. Den 8. Maj kom så befrielsen af resten af Europa og dermed også Norge, og så blev der fest, befrielsen blev nu fejret med manerer.


En dag efter befrielsen kom der kørende en stor Amerikaner bil ind på pladsen, med feststemte Amerikanere, de spurgte mig om ikke jeg ville køre en tur med til Stokholm, og eventyrlysten som jeg er svarede jeg ja. I Stokholm ville de have jeg skulle have endnu mere tøj, de var meget flinke mod mig og min største bekymring var nu hvor jeg skulle have alle disse ting, men det gik nu meget godt, de tog mig også med på den Amerikanske ambassade, hvor vi fik serveret drinks og champagne, det var en stor oplevelse for mig, og jeg blev kørt tilbage til Rämlösa Brund som rekreationshjemmet hed. På hjemmet var der hver aften underholdning af de skuespillere og musikkere der også var flygtet til Sverige, jeg husker specielt Ebbe Rode og hans hustru Bodil Kjær der optrådte, men indtrykkende var mange, så det hele flød lidt sammen, og oven på alle de mange indtryk var jeg jo stadig ikke helt rask oven på opperationen.


Hjemsendelsen til Danmark skete d. 18.maj, vi kørte med tog fra København og på alle stationer blev vi modtaget af store folkemængder og jubel.


I Horsens blev vi alle modtaget på Banegården af vores pårørende. Det var skønt endelig af være hjemme og som min kammerat sagde til en af journalisterne på Banegården, så havde det jo ikke været en helt almindelig skovtur vi havde været på.


Avis 18 maj 1945
Avis udklip omhandlende vores hjemkomst til Horsens den. 19/5-1945




Efter Befrielsen


Efter hjemkomsten til Horsens, og mødet med mine forældre, søskende og Hustru, måtte livet gå videre.

Ove & Irma på Smedegade i Horsens
Foto taget på Smedegade i Horsens sommeren 1945 af Irma og Ove Lykkeberg



Jeg skulle have et arbejde, men da alt i Danmark på dette tidspunkt var vendt op og ned på grund af krigen, var det ikke nemt for alle at finde et arbejde, for mit vedkomne gik det nu lidt lettere, da man fra myndighedernes side udstedte et dekret om at dem der havde været deporteret på en måde skulle have første ret til at få arbejde.


Arbejds attest 1945
Erklæring fra kontoret for særlige anligender, udstedt af Georg Zeuner, som jeg udførte sabotage med i Horsens før min arrestation.




jeg søgte ind som fængsels betjent ved Statsfængslet i Horsens, og blev udstationeret i afdelingen i Bjerre uden for Horsens.


Fængselsbetjent 1945
Ove Lykkeberg som fængselsbetjent



Her arbejdede jeg et par år, og gik så i lære som Slagter, efter min uddannelse åbnede jeg egen slagterbutik i Horsens, og drev den indtil mit helbred ikke længere kunne være med.


Efter krigen oprettede de af os der kom hjem fra Tyskland, en forening, der hed Hannover-Stöcken Gruppen. De rejste en mindesten på kirkegården, Borgergade i Horsens, hvor de mødtes hvert år, for at mindes dem der aldrig kom hjem, og for at indfri det løfte de alle gav hinanden i Hanover.


DE SKAL ALDRIG BLIVE GLEMT !



Mindesten i Horsens
Mindesstenen som blev rejst efterkrigen, der står i Borgergade, Horsens.


Her mødtes Hannover-Stöcken Gruppen hvert år og nedlagde en krans til minde om de kammerater der gav deres liv i kampen for frihed.


Navnene på stenen:


Per Borup
Henning Grønlund Carlsen
Ebbe Gylding Holmboe
Egil Fussing
Arne Mikkelsen
Otto Johansen Bogh
Georg Walther Andersen
David Vang Jensen
Hans Jørgen Madsen
Hans Zeuthen Engberg
Svend Holm
Rasmus Christian Reeholm
Viktor Fussing Rasmussen
Verner Høj Nielsen




Hannover Stöcken Gruppen
Hanover Stöcken Gruppen 1970




Stående fra Venstre:


Knud Madsen, Ove Lykkeberg, Peter Møller Madsen, Arnold Jensen, Søren Korup, Christian Brønnum, Harry Sørensen, Carl Adolf Sørensen.



Siddende fra Venstre:


Verner Christensen, Kai Wive, Axel G. Nielsen, Orla Nielsen, Ove Misfeldt, Erik Hjerrild



Verner Høj Nielsen var med hjem fra tyskland men døde desværre året efter af de skader, Tuberkulose og forgiftninger han pådrog sig i Hannover Stöcken KZ Lejr.

Verner Høj Nielsen
Kortet med det triste budskab til kammeraterne fra Hannover-Stöcken Gruppen



Mine mindeord i kirken til Verner Høy Nielsens begravelse:


En sidste hilsen og tak til Verner. Jeg vil gerne fremhæve at du forstod sammenholdets betydning og var rede til at gøre en indsats allerede fra en ganske ung alder. Du modnedes betydeligt da din far døde, du var blandt de første til at hjælpe med at vække befolkningen gennem de illegale blade. Der kunne være tider, hvor du havde visse betænkeligheder, fordi du havde andre at tænke på end dig selv, men takket være din gode moder stod du fast i arbejdet. Hvor mærkeligt det skulle blive to sikkerhedspoliti betjente fra Kolding der først skulle tage dig. Dengang famlede vi os jo frem, vi kendte ikke til den forsigtighed vi senere lærte, i arresten fik du dine første sår af den tortur der ramte dig, men du holdte kæft, som man siger.
Jeg vil gerne rette en sidste tak til Verner, en tak der skal stå som symbol, på den tak der skal rettes på hele den danske ungdom der rejste sig og gik til kamp mod undertrykkerne. Jeg håber at det til sidst må lykkedes at få de lunkne til at bøje sig for de varme.
Ære være hans minde !!!


Modstandsgruppe i Horsens
Vores gamle modstandsgruppe fra Horsens




Sideløbende med mit civile arbejde som fængselsbetjent og senere slagteriarbejder, deltog jeg i diverse møder, med kammeraterne og også i at stykke historien om modstandskampen sammen, så vi kunne finde alle dem der havde deltaget aktivt i kampen, da de fleste under krigen havde dæknavne var det jo ikke bare at slå et navn op i telefonbogen, det var for os vigtigt at få styr på de forskellige deltagere i diverse auktioner, og de enkeltes roller.


I vores familie blev der ikke lagt låg på noget, som der gjorde i mange andre familier, vi talte altid om hvad der var sket under krigen, og det kunne sågar give nogle heftige diskutioner, når vi alle var samlet, min lillebror sværgede til kommunismen som min far, mens jeg var mere neutral omkring politik, jeg havde vist aldrig rigtig haft en holdning til alt dette, men som søn af formanden for DKP i Horsens, fulgte jeg i min ungdom med som det mest naturlige.


Efter krigen lå min interesse mere i at hjælpe de andre kammerater uanset partifarve. Jeg fik et meget nært forhold til Remise arbejder Alfred Bertelsen og hans hustru Eva fra Århus, Alfred havde været meget aktiv modstandsmand under krigen og havde også holdt min lillebror Steen skjult mens han levede illegalt i århus indtil hans arrestation, efter at være blevet stukket af den berygtede stikkerske Grethe Bartram.


Alfred som var formand for foreningen Sammenslutningen af erhvervshæmmede fra frihedskampens Århus afdeling, havde også været med fra den spæde start under krigen, og havde derved også haft en meget stor kontaktflade. Vi lavede sager for frihedsfonden, som gik ud på at bevise om den pågældende person der nu søgte om erstatning, virkelig havde deltaget i det modstandsarbejde han påstod, det var en meget langsommelig proces, hvor vi skrev rundt til dem vi kendte og spurgte til personer eller til specifikke auktioner.


I Hannover-Stöcken gruppen blev vi efter rejsningen af mindestenen på Kloster kirkegård i Horsens enige om at mødes der hvert år, for at ære vores kammerater der ikke kom med hjem fra Tyskland. Når vi omkring middag havde lagt en krans og sunget Altid frejdig når du går, sendte vi vores hustruer på en lille udflugt, mens vi afholdte generalforsamling i foreningen, jeg fungerede i mange år som sekretær i foreningen, foreningens havde til formål at mindes og nedlægge kranse ved forskellige arrangementer, og berette om det vi ellers havde oplevet i det forgangne år i relation til besættelsen.


Jeg var også i foreningen for erhvervshæmmede fra frihedskampen i Århus, her tilbragte jeg mange gode stunder med de gamle kammerater, og især med Alfred Bertelsen, det blev til et livslangt venskab med Alfred og hans hustru Eva.

Billedet herunder er taget ved foreningens 10 års jubilæum.

Erhvervshæmmede fra frihedskampen
Erhvervshæmmede fra frihedskampen Aarhus 10 års jubilæum


I sommeren 1972 blev jeg ramt af sygdommen, Meningitis, og lå i koma på Århus Amts sygehus, der var ikke mange der troede på at jeg ville overleve denne sygdom.


Telegram fra Alfred Berthelsen
Telegrammet jeg modtog på mit sygeleje sendt af Alfred Bertelsen på vegne af foreningen “Erhvervshæmmede fra frihedskampen



Jeg blev dog rask igen og fik d. 7/11-1972 anden og yngste søn, som blev opkaldt efter min Far Jens Nicolai og mig selv Ove, altså skulle drengen hedde Jens Ove.


I starten af firserne blev vi fra Hannover Stöcken gruppen kontakten af en gruppe ugen tyskere, der gerne ville høre om vores oplevelser uden krigen, de var ikke blevet oplyst om særlig meget, da man i Tyskland gerne ville lægge låg på de begivenheder, der var foregået i fyrrene.


Vi tog sammen med vores hustruer en tur til Hannover og mødtes med disse unge mennesker, vi blev modtaget og behandlet som konger under opholdet, og som en af kammerater sagde, så var maden ihvertfald bedre end første gang vi var her, det startede en diskusion mellem os på den ene side og den tyske historie på den anden side, for som de havde hørt og lært, så havde beboerne i den tyske på kastet madpakker og brød over hegnet til os, men det er en lodret løgn. Der kom aldrig noget. Af fabrikken fik SS 6,30 mark pr fange der arbejdede til forplejning, udgifterne var kun 0,89 mark, for vi skulle have haft en halv liter mælk om dagen, men mælken kom aldrig, den blev solgt på det sorte marked i Hannover.


For en af vore kammerater var besøget i det gamle KZ område, for meget. Det hele er nu lagt ud til grønt areal, men følelserne blev for meget for ham og han besvimede under opholdet i den gamle lejr. I løbet af kort tid var der politi overalt og en ambulance helikopter landede og samlede vores kammerat op, man frygtede fra de tyske myndigheders side at det var et attentat der var udført af ny nazister, men det var såmænd ren og skær fordi han blev så bevæget over at stå på det sted, hvor han havde lidt så meget ondt.


Helikopterlæge i Hannover
Læge og rednings Helikopter ved mindesmærket i Hannover-Stöcken.



Mødet med de unge tyskere var også starten på en ny stor opgave, i vores liv, vi gamle KZ fanger ville lave en dokumentar serie til tysk TV, hvor vi alle skulle berette om de strabadser vi var blevet udsat for. Derfor kom der et tysk TV hold på besøg hjemme ved hver især og optog samtidig med det hele blev oversat af en tolk. Filmen bliver brugt til undervisning i Tyskland og hedder Die Hölle hat viele namen...


Efterhånden som vi mødtes opstod der et ønske fra begge sider, om at der skulle laves et mindesmærke nær ved det sted hvor lejren lå. Hannover bystyre støttede vores ide og kunstneren Hans Jürgen Breuste lavede et udkast til et monument som vi gamle kammerater skulle sige god for / godkende.
Det færdige resultat blev fremstillet og afsløret ved en kæmpe begivenhed i Hannover d. 8/5-1987, hvor jeg skulle holde en af minde talerne.

Monementet i Hannover
Monumentet der er placeret ved siden af Varta fabrikken og KZ Lejren




Min tale ved åbningen af mindesmærket i Hannover:




Kære Kammerater, mine damer og herrer.


Jeg vil først takke Hannover bystyre og de organisationer der står bag rejsningen af dette monument, som nu står til evig minde om de grufulde mord der blev begået her på Varta fabrikken i 1944 - 45, med fabrikkens billigelse.


Vi fra Danmark der her er tilstede er selv ofre fra den tid, og vi ved hvor mangelfuld fabriksledelsen var.


Ja selv vand til at vaske hænder i, var der ikke - og slet ikke beskyttelsestøj eller handsker !


Så vi forstår ikke at Varta fabrikken nu vil løbe fra sin del af ansvaret.


Jeg vil til slut mindes de faldne kammerater og udtale - Lad det aldrig ske igen.


Ære være deres minde.

Tale ved monomentet i Hannover
Ove Lykkeberg´s holder minde tale ved monumentet ved Hannover-Stöcken.



I årene efter fulgte der flere dejlige ture til Hannover. Og venskabet med de unge tyskere varede ved. De kom også tit for at besøge os i Danmark.


På min 70 års fødselsdag udnævnte Alfred Bertelsen mig til Æresmedlem af foreningen for Erhvervshæmmede i frihedskampen og jeg modtog dette bevis som betød så meget for mig. I mange år havde jeg arbejdet tæt sammen med Alfred, når vi skulle udrede personer fra frihedskampen der søgte om erstatning, det var et vanskeligt arbejde, da vi skulle samle øjenvidne beretninger om alt hvad der var foregået, endvidere blev dette arbejde vanskelig gjort af, at de fleste fra den tid, kun var kendt under dæknavn.


Æresmedlem 1940 - 45


Slutning:


Her slutter Ove Lykkeberg´s beretning om de oplevelser han gennemgik under Danmarks besættelse i 1940 - 1945. og den betydning det havde for hans liv, også i årene der fulgte.
Ove Lykkeberg blev mærket for livet, da han og mange andre unge mennesker rejste sig til kamp mod det onde.
Ove Lykkeberg døde i hjemmet i Løsning d. 18/4-1992 og efterlod sig Hustru og 3 voksne børn.
Bisættelsen fandt sted i hjemmet påskedag, med deltagelse af familie, venner og de tilbageværende kammerater fra Hannover Stöcken gruppen der trodsede helbredet og mødte op.
Ove Lykkeberg blev båret ud af sit hjem, fulgt af de kammerater der havde betydet så meget for hans liv, mens de sang som altid når de mødtes. “Altid frejdig når du går”

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!

Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse!

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Chr. Richardt 1867


Da Rustvognen kørte fra Ove Lykkeberg´s hjem og gennem Løsning, blev han fulgt på vej af borgerne fra Løsning, som gik bag vognen og smed blomster på vejen. Dette optog var det sidste farvel til en af datidens helte, der turde kæmpe for sit fædreland.

Ove Lykkebergs grav
Ove Lykkeberg´s gravsten som nu ligger i Skjold, på Nedergårdsvej 12, nær Juelsminde.


I 2012 oprettede Jens Ove Lykkeberg en lille mindelund og Ove Lykkeberg´s gravsten blev flyttet hertil.


I 2017 startede arbejdet med på sigt at rejse en mindesten for hele Hannover-Stöcken gruppen, hvor denne mindesten skal stå er endnu ikke besluttet.